Nyhed
11. aug. 2006 | 08:56

EKKO cementerer succesen

Danske Filminstruktører tegner kollektivt abonnement. EKKO indgår samarbejde med Cinemateket, hvis medlemmer får magasinet til særpris.

Af Jonas Varsted Kirkegaard

Det går ganske godt for filmmagasinet EKKO her et år efter, at magasinet blev re-designet og fik en mere markant profil.

Oveni en generel oplagsfremgang på over tyve procent kan EKKO glæde sig over, at Danske Filminstruktører i anledning af foreningens 50 års jubilæum har valgt at begave sine medlemmer med et års abonnement.

EKKOs redaktør er rigtig godt tilfreds med, at filmmagasinet fremover vil nå ud til instruktør-foreningens mange medlemmer. "Danske filminstruktører er en meget interessant målgruppe for EKKO," siger Claus Christensen.

Debat om dansk film
 "Vi vil gerne sætte spot på dansk film og tv og skabe debat om film generelt, og derfor er det vigtigt, at magasinet bliver læst og brugt af dem, som udgør den centrale kreative drivkraft i filmbranchen, nemlig landets filminstruktører," siger Claus Christensen og fortsætter:

"Foreningen Danske Filminstruktører fik et fordelagtigt tilbud, og jeg håber, det vil inspirere andre foreninger og fagforbund til at indgå tilsvarende aftaler med EKKO. 

Særaftale med Cinemateket
EKKO har desuden indgået en særaftale med Cinemateket, som sikrer dets medlemmer et års abonnement til den favorable pris af 215,- (25 % rabat). Tilbuddet gælder både ved tegning af nye medlemskaber og fornyelse af gamle.

Send en mail til sekretariat@ekkofilm.dk eller ring på tlf. 3321 4196 og husk at oplyse dit medlemsnummer til Cinemateket.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko