Enrons storhed og fald

Da journalisten Bethany McLean fra business-magasinet Fortune i foråret 2001 kontaktede det store amerikanske energiselskab Enron reagerede den ene af de to topchefer, CEO Jeffrey Skilling, påfaldende defensivt.

McLean ville gerne have nogle svar på, hvordan selskabet kunne tjene så enormt mange penge, som de tårnhøje aktiekurser indikerede.

Faktisk var Skilling ikke bare i defensiven, han var direkte opbragt over McLeans forholdsvis simple spørgsmål og forsøgte at forklare hende, at hun ganske enkelt ikke forstod Enrons måde at drive forretning på.

Da Skilling efterfølgende sendte firmaets privatjet fra Houston til New York med en delegation af talende jakkesæt for at sætte McLean yderligere på plads, begynde den unge journalist at ane, at hun havde fat i noget.

Største erhvervsskandale i USA
Lige præcis hvad, vidste hun dog ikke på det tidspunkt, og at hendes spørgsmål skulle blive den gnist, der udløste den største erhvervsskandale i USA's historie, havde hun slet ikke fantasi til at forestille sig.

Forud for Bethany McLeans artikel var Enron i seks år i træk af Fortune blevet kåret som The Most Innovative Company in America. Og alene i 2000 var selskabets aktier steget med 90 procent.

Inden for den amerikanske forretningsverden så man op til Enron som en rollemodel, og - med få undtagelser - havde end ikke aktieanalytikerne mistanke om, at noget var galt. Alt, hvad Enron rørte ved, blev tilsyneladende til guld, og selskabets stifter og leder, Ken Lay, havde nærmest guru-status.

Sært steril gyser
I dag ved vi, hvor ravruskende galt det stod til bag facaden:

At hele den konstant ekspanderende virksomhed hvilede på løgne og ekstremt kreativ bogføring. At de officielle succesregnskaber dækkede over kæmpemæssige tab. Og at cheferne - en samling selvforblændede nørder med psykopattræk - systematisk slusede enorme summer over i egne lommer og således gamblede, ikke bare med selskabets, men også med titusindvis af ansatte og forretningspartneres fremtid.

Vi ved, hvor apokalyptisk katastrofalt det endte.

Alligevel spiller Alex Gibneys næsten to timer lange, Oscar-nominerede dokumentar Enron: The Smartest Guys in the Room (2005) - baseret på Bethany McLean og Peter Elkinds bog af samme navn - som en fascinerende, sært steril gyser.

Røde ører og fede konti
En af projektets indbyggede udfordringer var, at en række af Enron-skandalens nøgleaktører var forhindret i at stille op til interview.

John Cliff Baxter, en af de tidligere topchefer, skød sig selv i januar 2002. To af de andre, Ken Lay og Jeff Skilling, kunne - og ville sandsynligvis heller ikke - stille op på grund af den igangværende retssag. Atter andre var lige så stille sunket i jorden, med røde ører og fede bankkonti.

Snedige transaktioner
Problemet med de fraværende hovedvidner har Alex Gibney løst ved at sikre sig adgang til et kæmpemæssigt arkivmateriale, ikke mindst fra kongreshøringen om Enron-sagen.

Hertil kommer et regulært scoop i form af nyfundne lydoptagelser af telefonsamtaler, som med al ønskelig tydelighed viser, med hvilken kynisme Enrons repræsentanter i deres jagt på profit jonglerede med hele Californiens økonomi og befolkning ved i snedige transaktioner at sende energireserver frem og tilbage over statsgrænsen og således presse prisen på elektricitet op.

Politisk filmkunst
Filmens stil er klassisk amerikansk talking heads-dokumentarisme med et pift af visuel elegance. Klipningen er effektiv, tempoet højt og brugen af genrebilleder og musik fræk (dog i enkelte tilfælde på grænsen til det corny).

Men først og fremmest er det indholdet, man skal se den for.

Filmen er et lærestykke i bedrag, magtarrogance og grådighed. Den eksponerer den kulsorte bagside af den amerikanske drøm om, at frie markedskræfter automatisk fører til lykke og velstand for alle, hvilket sammenbruddet på Wall Street i disse måneder understreger. Samtidig er den en menneskelig tragedie af episke dimensioner.

Kort sagt, politisk filmkunst i den tunge klasse.