Ensomhed og tvivl er frihedens pris

”Jeg vil gerne have, at du laver en film om det, jeg har været igennem,” sagde den nordkoreanske flygtning Hyorin og kiggede Frederik Sølberg lige i øjnene.

Den danske instruktør var i 2019 i gang med at researche til en mulig film om flygtningene i nabolandet mod syd. Efter mødet med den ualmindeligt åbne nordkoreaner havde han pludselig udgangspunktet for sin første spillefilm.

20. august er der dansk biografpremiere på Hana Korea, et koreansksproget drama, der fortæller en fiktionaliseret version af Hyorins historie.

Hun hedder nu Hyesun og er netop ankommet til Sydkorea efter en smertefuld rejse fra det autokratiske hjemland, hvor hendes alvorligt syge mor stadig befinder sig.

Friheden i hypermoderne Seoul er vundet. Men de lokale ser ned på hende. Arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet er benhårdt. Og mens kapitalismens makeup, fastfood og tyggegummi lindrer og lokker, stopper de seksuelle fornedrelser ikke i det nye land.

”Men af respekt for Hyorin og af kunstneriske grunde har vi faktisk skruet ned for nogle af de mest forfærdelige oplevelser, hun gennemgik både under og efter flugten,” fortæller instruktøren.

Et land på speed
Frederik Sølberg har ikke tænkt sin film som et indspark i den evigt pulserende flygtningedebat. Tanken er i stedet at give indblik i de menneskelige aspekter, når man skal forlade sit land og få fortiden til at mødes med fremtiden.

Som flygtning løber man en stor risiko, der ofte viser sig meningsløs. Som for de cirka 72.000 flygtninge, der 31. juli satte livet på spil for at ankomme til den spanske ø Ceuta, men endte med at blive sendt tilbage igen.

”Det er umuligt at flygte direkte fra Nordkorea til Sydkorea på grund af den skarpt overvågede grænsezone. Man skal igennem Kina, som har en udleveringsaftale, og hvis man bliver sendt tilbage, straffes hele familien. Mange strander i Kina under kummerlige forhold. Det er primært kvinder, og man kan jo selv regne ud, hvad de oplever,” fortæller Frederik Sølberg.

Men frem for at fortælle den grumme historie om selve flugten og regimet – som er gjort før – handler Hana Korea om mødet med et moderne samfund. Hyesuns kolliderer med et land, som har udviklet sig i en helt anden retning, og hvor butikkerne har hundredvis af læbestifter at vælge imellem.

”Sydkorea fik først sin grundlov i 1987 og er det land, som hurtigst er gået fra at modtage udviklingsstøtte fra FN til selv at give det. Det er et land på speed fyldt med uendelige valgmuligheder – ligesom i andre vestlige lande, men sat på spidsen, fordi forskellen til Nordkorea er så stor,” forklarer instruktøren.

”Mulighederne skaber samtidig en masse forventninger. En perfekthedskultur, som Hyesun mærker særligt kraftigt, fordi hun står udenfor. Selv om hun ligner de andre og også spiser kolde nudler (en koreansk delikatesse, red.), er der stadig en grad af fremmedgjorthed, ensomhed, tab og tvivl. Det er prisen, hun betaler for friheden.”

Ét Korea
Hverken Hyesun eller den virkelige Hyorin kommer formentlig til at vende tilbage til hjemlandet, der de seneste år har forværret forholde til Sydkorea med vejsprængninger og balloner med menneskelort.

Titlen Hana Korea betyder ”ét Korea” og kommer fra en samtale, Sølberg havde med to sydkoreanske mænd under sin første tur til landet i 2010. De talte rørte om, hvor meget de ønsker en genforening, men den mentalitet er ved at ændre sig, forklarer instruktøren.

”Der er en konstant krigsretorik, og Nordkorea forbliver en trussel. Men de unge har ikke længere en følelsesmæssig forbindelse til landet. Korea-krigen sidder ikke i dem, og de har aldrig mødt de familiemedlemmer, som har været fanget i Nord i 70 år.”

Nævn ikke familien!
Frederik Sølberg har mange års erfaring som dokumentarist og debuterede i det lange format med slow cinema-værket Doel, der skildrer en belgisk spøgelsesby. Til Hana Korea stod han for første gang med et 40 mand stort hold, hvoraf cirka 37 var koreanere.

Filmen er produceret af Sara Stockmann sammen med koreanske Heejung Oh. Manuskriptet har Frederik Sølberg skrevet sammen Sharon Choi, engelsk oversætter for selveste Bong Joon-ho siden Parasite-triumfen i 2019. Han kan selv en smule koreansk, men Choi var en uundværlig samarbejdspartner.

”Jeg mødte hende i Berlin, hvor Berlinalen var udskudt af corona, og vi talte sammen i tolv timer hver dag i tre dage. Hun gjorde mig meget klogere på, hvad det vil sige at være kvinde i Korea og fangede mig i mine blinde vinkler,” siger instruktøren.

Dog var der også øjeblikke i det gode samarbejde, hvor kulturforskellene blev tydelige.

”De har en helt anden arbejdskultur, hvor man arbejder nonstop. Så når jeg som mandlig instruktør gik fra et Zoom-møde klokken 15.30 for at hente mine børn fra børnehave, forstod koreanerne det slet ikke. Jeg blev også rådet til at lade være med at nævne min familie på set, fordi det opfattes useriøst.”

Agenter blander sig
Samarbejdet ledte til castingen af tre koreanske stjerner. Pachinko-skuespilleren Kim Min-ha som Hyesun og Ahn Seo-hyun (Okja) samt Kim Joo-ryoung (Squid Game og 1,7 millioner følgere på Instagram) som hendes venner.

”Jeg ville bare være glad, hvis nogen havde lyst til at spille rollen overhovedet, og så kom Min-ha, der bare øjeblikkeligt forstod karakteren. Da hun deltog i det andet castingmøde, havde vi alle sammen tilfældigvis grønt tøj på, og det havde hun også. Det syntes koreanerne var vildt sjovt og et godt tegn,” griner instruktøren.

”Det kan til gengæld godt være lidt krydret at forholde sig til deres agenter, der hele tiden blander sig i produktionen. Det følger med, når man har med koreanske stjerner at gøre, men det er jo ikke deres skyld.”

Produktionen skaffede to dialekt-coaches til at hjælpe spillerne med at tale nordkoreansk. Det svarer nogenlunde til forskellen på nutidsdansk og 50’er-dansk a la Dirch Passer.

”Jeg bilder mig ind at kunne høre forskel, men nok ikke altid. Til gengæld er dialekten afgørende for det koreanske publikum. Nordkoreanere er i sydkoreansk popkultur traditionelt blevet fremstillet som bedrageriske folk, der går med kniv. Så det har været vigtigt for os at fremstille nordkoreanerne som ægte mennesker,” forklarer instruktøren.

Vendes på hovedet
Hana Korea blev modtaget godt ved verdenspremieren på Busan international Festival i Sydkorea sidste år, hvor den vandt publikumsprisen.

Lige nu arbejder Frederik Sølberg på en meget personlig dokumentarfilm, igen med Sara Stockmann som producer. Og så har han lavet en synopsis til, hvad der kan blive hans næste spillefilm.

”Nu har jeg jo lavet et flygtningedrama, så planen er, at den næste skal være en flygtningekomedie. Efter seks år med så tungt et emne har jeg lyst til at arbejde på en mere absurd, tragikomisk måde, hvor tingene vendes på hovedet. Jeg ved ikke, om folk vil slå sig på lårene af grin, men jeg opfatter det som en komedie.”