Nyhed
13. jan. 2010 | 18:07

Eric Rohmer 1920-2010

En af fransk films største auteurs, der var bedst kendt for sine meget ”talende” nybølgefilm, er død.
Af Anne Simonsen og Henrik Østergaard

”Jeg så engang en Rohmer-film. Det var som at se våd maling tørre.”

Denne spydige replik, leveret af privatdetektiven Harry Moseby (Gene Hackman) i Arthur Penns Skakmat fra 1975, beskriver med et simpelt billede, hvorfor den franske instruktør Eric Rohmers film aldrig slog bredt igennem.

Med sit tålmodige fortælletempo og sine evigt knevrende skæbner udsat for moralske dilemmaer lavede Eric Rohmer film for et smalt publikum.

Til gengæld nød han stor respekt blandt kritikere for sin kompromisløshed og evne til ubesværet at turnere sofistikerede, moralske og filosofiske fortællinger. Ofte med helt ukendte skuespillere eller amatører i hovedrollerne.

Eric Rohmer, der i mandags døde 89 år gammel, var et af efterkrigstidens største navne i fransk film.

Mentor for Godard og Truffaut
Egentlig er han født Jean-Marie Maurice Schérer, men da hans mor endelig ikke måtte vide, at hendes pæne skolelærer-søn var sprunget ud som filminstruktør, skiftede han navn.

Fra slutningen af 1950’erne indgik Rohmer i den kreds af unge filmfolk, der revolutionerede fransk film med den såkaldte nye bølge, som skulle komme til at påvirke filmkunsten langt uden for Frankrigs grænser.

Rohmer var betydeligt ældre end de øvrige i kredsen og blev lidt af en mentor for folk som Jean-Luc Godard og Francois Truffaut.

I 1957 var han med til at grundlægge det berømte filmtidsskrift Cahiers du Cinema, hvor han også fungerede som redaktør. Han fik enorm betydning for nybølgefilmene og var med til at starte debatten om nødvendigheden af at bryde med Hollywoods skabelonfortællinger.

Efter en række kortfilm debuterede han i 1959 med Le Signe du Lion om en 40-årig bohème, der danderer den i et sommervarmt Paris.

Dialog og moral
For Eric Rohmer var dialogen og de menneskelige relationer de mest interessante aspekter af en film. Allerede i 1948 skrev han selv i et essay, at film gerne måtte tale.

Han præsenterede ofte sine film i tematiske serier. Den første af disse var Seks moralske fortællinger fra slutningen af 1960’erne.

Filmene Min nat hos Maud, Claires knæ og Kærlighed om eftermiddagen fra denne serie havde deres helt egen, særlige tilgang til kærlighed på film, og de gav Rohmer hans afgørende gennembrud som instruktør. Min nat hos Maud blev tilmed Oscar-nomineret for bedste manuskript i 1969.

Jagten på kærlighed
I disse film fokuserede Rohmer på mænds ofte hykleriske forhold til kærligheden. Da han i 1980 tog hul på en ny serie på hele syv film med fællestitlen Komedier og ordsprog, var det fascinationen af kvinder, der tog over.

I film som Pilotens hustru fra 1981 og Pauline på stranden fra 1983 kredsede han om kvindernes jagt på lykke og kærlighed.

Rohmer fik i en sen alder stor succes med en serie om de fire årstider: Et vintereventyr, Et sommereventyr, Et forårseventyr og Et efterårseventyr. Forholdet mellem mænd og kvinder er skildret realistisk, men som altid med døren på klem til det magiske.

Hans sidste film blev en filmatisering af 1500-tallets franske forfatter Honoré d’Urfés roman Astrée fra 2007.

Langt fra mediernes søgelys
Trods sin umiskendeligt vigtige rolle i den franske nybølge, er Eric Rohmer sjældent den første, der nævnes, når talen falder på store franske instruktører.

Noget der sandsynligvis hænger sammen med, at han til sin død var en meget privat person, som sjældent stillede op til interviews og holdt sig langt væk fra mediernes søgelys.

Eric Rohmers bankende filmhjerte sagde stop i en alder af 89 år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko