Nyhed
24. sep. 2026 | 14:28

Et medieforlig med det store perspektiv

Foto | Christian Ursilva

Zenia Stampe har i mange udtalt sig om kulturpolitik som folketingsmedlem og ordfører for Radikale Venstre og står nu over for sine første medieforligsforhandlinger som kulturminister. 

Kulturminister Zenia Stampe slår et slag for kulturjournalistik og udråber udfordringerne med tech-giganter som det vigtigste i forhandlingerne om det kommende medieforlig.

Af Frederik Hoff

”Midt i alt det konkrete kan det store perspektiv forsvinde. Øvelsen og udfordringen for os er at lave et medieforlig med det helt store perspektiv. Og det store perspektiv adresserer I i dag – det er big tech.”

Det sagde kulturminister Zenia Stampe ifølge MediaWatch fra talerstolen i Christiansborgs fællessal i går.

Anledningen var en konference om medier, magt og ansvar. Den var arrangeret af rettighedsorganisationen Copydan og handlede primært om de kommende forhandlinger om medieforliget og teknologikonglomeraternes forhold til dansk kultur.

Det gældende medieforlig udløber ved årets udgang.

At dæmme helt op for udfordringerne, som internationale tech-selskaber bringer ind i kulturlivet i form af blandt andet kunstig intelligens, bliver svært gennem et enkelt medieforlig, indrømmede ministeren.

”Men noget af det, vi kan gøre, er at holde hånden under noget af det, der risikerer at dø. Vi kan prøve at arbejde videre med noget af det, vi kan se, har potentiale. Og vi kan prøve noget nyt,” sagde hun ifølge MediaWatch.

Kunstnere uden rettigheder
Konferencen ligger i kølvandet på debatten om konflikten mellem selskabet bag tv-distributøren YouSee, TDC Brands, og danske producenter og rettighedshavere under Copydan.

Distributøren mener, at de betaler for meget for rettigheder til at vise dansk indhold og har derfor stævnet rettighedsorganisationen.

Copydan fik for nylig medhold i Ophavsretslicensnævnet. Men sagen skal stadig for Sø- og Handelsretten, og hvis TDC Brands får rettens ord for, at de kun skal betale en tredjedel af, hvad de plejer, kan andre distributører kræve det samme. Rettighedshaverne står normalt til 1,1 milliard kroner i denne type indtægter årligt. Det vil derfor være et massivt tab.

Ved konferencen stillede Zenia Stampe sig igen på kunstnernes side.

”En kunstner uden rettigheder er ikke engang en proletar. Man har ikke engang de etablerede rettigheder mellem arbejdsgiver og arbejdstager – man har ingenting,” sagde hun ifølge MediaWatch.

Fylder for lidt i medierne
Zenia Stampe løftede også sløret for tre andre punkter, som bliver afgørende for regeringen under forhandlingerne om det kommende medieforlig.

Den første er vigtigheden af lokal journalistik. Zenia Stampe betragter det ifølge MediaWatch som et ”kæmpe problem” for demokratiet, at flere kommuner i landet ikke har deres egen journalistik.

Ministeren mener, at det skal ændres, og at journalistikken skal være ”menneskeskabt” – altså ikke lavet af en kunstig intelligens.

Andet nedslag handler om børn og unge, som er særligt udsatte for ny teknologi. De traditionelle medier skal genvinde forbindelsen til dem, så de yngre borgere ikke kun er på for eksempel sociale medier og YouTube, mener ministeren.

Sidste punkt er sprog og kultur, som nedprioriteres i medierne.

”Dansksproget kultur fylder mindre og mindre. Det er vigtigt for vores parti, vores samfund og land, at medierne også præsenterer en levende samtale om vores kultur og sprog,” sagde Zenia Stampe ifølge MediaWatch.

Blandt andet er filmkritikken blevet kraftigt nedprioriteret i flere store medier, som Ekkos chefredaktør skrev sidste sommer i kommentaren Filmkritikken i frit fald.

Dagbladene anmelder mere sporadisk, og både TV 2 og DR har i løbet af de seneste år fyret deres faste kritikere. I Ekko #95 fortalte Per Juul Carlsen om sin dramatiske afsked med DR.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko