Filippinsk filmbølge i farvandet

Filippinerne er ingen stor filmnation. Ikke desto mindre er der i de senere år kommet særegne og interessante film fra det østasiatiske ørige.

På årets CPH PIX bliver der vist blandt andre seks film fra tre meget forskellige filippinske instruktører: Brilliante Mendoza, Raya Martin og Joselito Altajeros.

En fællesnævner for disse film er, at de alle har en naturlig, neorealistisk karakter. Historierne fortæller sig selv, som var de taget ud af den filippinske virkelighed, der stadig er præget af stor fattigdom og korruption.

Feteret og forhadt
For at sige det mildt er Brilliante Mendozas film ikke for alle. Under sidste års visning af Kinatay i Cannes forlod folk deres sæder i vrede, og ved lørdag aftens visning af samme film i Dagmar brokkede publikummer sig højlydt efter filmen.

Med tålmodigt dvælende billeder af bestialsk vold, minimal plotudvikling og traditionel karakterpsykologi er Kinatay lidt af en prøvelse.

På trods af han kun har instrueret film i fem år, vandt 50-årige Mendoza sidste år instruktørprisen i Cannes for netop Kinatay. I 2005 instruerede han sin første film efter tyve år som filmscenograf, og siden har han skudt syv film fra hoften.

Hans Serbis, der skildrer livet i en Manila-biograf, blev startskuddet for den nye filippinske filmbølge. Filmen blev som den kun anden filippinske film nogensinde vist i hovedkonkurrencen på Cannes i 2008.

Eksistentialistisk horror-digt
Kinatay er, hvad man af mangel på bedre ord kan kalde et eksistentialistisk horror-digt, hvor historien ligger i de skarpt komponerede billeder.

Filmen er så ubehagelig udtrukket i sin dramaturgi, når man følger en ung politiaspirants hvert eneste skridt, beslutning, tanke og åndedræt, da han uforvarende bliver vidne til en flok korrupte betjentes brutale likvidering af en prostitueret.

”Kinatay” betyder slagtet, og uden at sige for meget, er det ikke dyr, der bliver slagtet i denne gruopvækkende film.

Humanistiske portrætter
Er man mere til film, der stryger én med hårene, er Mendozas to andre film på festivalen, Lola og Summer Heat, derimod sagen.

Lola bliver i festivalens program sammenlignet med både Ozu og Kurosawa, men der er dog snarere noget mere rendyrket neorealisme over portrættet af to bedstemødre, der går rundt i Manila for at skaffe penge: den ene til sin myrdede søns begravelse, den anden til kautionen for sin søn, der var morderen.

Vil man se, hvor Mendoza startede, kan man begynde opdagelsen ved hans anden film, Summer Heat fra 2006. Filmen er et klassisk, humanistisk ensembleportræt af en patriark og hans voksne døtres forholdsproblemer.

Summer Heat og Lola kan stadig fanges på festivalen med en enkelt visning hver.

Filippinsk film noir
Neorealisme finder man også i Manila af Raya Martin, der i festivalens program beskrives som den nye filippinske filmbølges stjerne. Og det forstår man godt, når man ser den 26-åriges ekstremt æstetiske film, der er optaget i sort-hvid.

Manila, instrueret sammen med landsmanden Adolfo Alix Jr., er en hyldest til filippinsk neorealisme og dens på mange måder modsætning, film noir.

I denne stemningsfulde film delt op i to selvstændige segmenter, Dag og Nat, følger man i Manilas pulserende gader først en småkriminel småmisbruger på flugt fra politiet, og dernæst en rigmands livvagt, spillet af den samme skuespiller.

Raya Martin, hvor det handler mere om formen i afsøgningerne af rødder og historie, er også repræsenteret på festivalen ved det usædvanlige periodedrama Independencia, der blev vist i Un Certain Regard i Cannes.

Digital socialrealisme
Joselito Altajeros er den mindst feterede af de tre filippinske instruktører.

Hans The Game of Juan’s Life er socialrealisme optaget i grimme, flakkende digitale billeder om en ung mand, der ønsker at slippe væk fra sit triste sexmiljø, men også må sige farvel til sin elsker i ghettoen.

Filmen er så umiddelbar og naturlig fortalt, at man tager sig i langsomt at blive grebet af den. Men ligesom Mendoza skæmmes Altarejos film af nogle lidt for pointerede ironier.

Den oplevelse var der søndag eftermiddag kun en halvtom sal i Dagmar, der fik. The Game of Juan’s Life kan ikke længere ses på festivalen.

Udover de nævnte film kan man de følgende dage også se Ralston G. Jovers filippinske debutfilm Bakal Boys, som deltager i hovedkonkurrencen New Talent Grand Pix.