Essay
17. juni 2017 | 00:04

Filmbranchen er en drengeklub for de seje

Illustration | Jenz Koudahl
Hvem fanden gider være med i en pigehule med babyer og vaginalsekreter, når man kan være med i drengehulen med pistoler og krig og narko og lækre kællinger, som kommer, når man kalder?

I dele af filmbranchen hersker der er en machoånd, hvor alle os med X-kromosomerne ikke er seje og lige så godt kan give op, skriver instruktør Hella Joof som svar til Kim Fupz.

Af Hella Joof / Ekko #74

Ja, kære Fupz, hvad skal man mene?

Jeg er godt nok også i mere end syv sind. Og nej, det med kønsdiversitet er ikke noget, Det Danske Filminstitut kan fikse. Og nej, kvoter er godt nok heller ikke min kop te. Og hvis man ikke kan tåle mosten og så videre.

Jeg er principielt enig, Fupz. Man kan trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke, hvis den ikke er tørstig.

Og måske har du ret i, at der ikke er nok tørstige kvinder i filmbranchen, og måske er det blot
 et luksus-førsteverdensproblem. Der er jo heller ikke særligt mange kvinder i flyttebranchen.

Alligevel sidder jeg med en fornemmelse af, at det ikke er hele sandheden, at kvinder ikke vil det nok. Jeg tror faktisk, at der er mange flere kvinder, der vil, men det ser blot uoverskueligt ud. Det ligner ikke en klub, man kan blive medlem af.

Der er jo nogle biologiske forskelle (surprise!), som blandt andet medfører, at det er de unge kvinder, der føder børnene. Og derfor er der måske ikke så mange unge kvinder, der laver film, for det er svært at få til at gå op med livet som fuldtidsammende. Så kan man binde brysterne op, tage en tudekiks og få passet sit barn. Eller man kan vente.


Jeg lavede min første film som 38-årig. De kvindelige instruktører, som fylder mest i landskabet i Danmark, er jo alle nogle gamle damer, sorry, no offence. Og det er nok, fordi det er et job, der er svært at forene med at have små børn. Men det er det jo også at være statsminister.

Måske er det rigtigt, at det med at stå i spidsen for en produktion med et stort ansvar umiddelbart mere er noget, der tiltrækker mænd. At der er flere mænd, som har lederambitioner. Der er nok også flere mandlige instruktører, der har en kvinde derhjemme, som tager sig af børn og husholdning.

Men så kan man jo som kvinde med ambitioner sørge for at gifte sig med en mand, der ikke er så optaget af karriere, og lade ham tage barslen.

Men problemet er, at det, der er et offer for os kvinder, nemlig at droppe amningen og lade andre passe vores nyfødte børn, er et langt mindre offer for en mand (crucify me, but it’s true).

For han er ikke på samme måde hormonpåvirket, og nu stikker vi hånden ned i hvepsereden: Der er forskel på vores liv og vores valg.

Og som kvinder må vi i højere grad bide os i tungen, når vores poder står med overfladespænding og skuffelsen lysende ud af de smukke dukkeøjne over, at vi endnu engang ikke kan overvære Lucia-optog og afdansningsbal. Satan og helvede. Lorte kromosomer. Nå. For det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved. Endnu.

Alle de seje
Men det er stadig ikke hele sandheden. Og her kommer den, sandheden, selv om den er ilde hørt.

Filmbranchen er en drengeklub, og det skriver jeg helt uden bitterhed. Jeg kan godt lide drenge og holder meget af klubber. Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver optaget i den klub, men der er så mange klubber, jeg aldrig bliver tilbudt medlemskab af, og derfor laver jeg bare mine egne klubber.

I filmbranchen hersker der stadig, i nogle grene, en machoånd. Hvor den mandlige instruktør og fotografen går lange ture ved havet og taler visioner uden forstyrrende kvindelig indblanding.

Hvor kvinderne på filmsettet hedder ”pigerne” eller ”tøserne”, og de laver makeup og kostumer og får voksen-skældud af en mandlig indspilningsleder, hvis skuespillerne ikke er klar om morgenen. Eller bliver knaldet, hvis de er heldige.

Filmbranchen er en drengeklub for de seje. En polterabend. Et broderskab. Og der er det røvsygt at ha’ pigerne med. Det er kedeligt med en kvindelig instruktør på forsiden af Ekko, for kvinder er ikke rigtigt seje.

Jørgen Leth er en MAND, som ikke gi’r en fuck, han er sej. Lars von Trier er et mystisk og spændende geni. Pisse sej. Thomas Vinterberg er dygtig og pæn og populær og dogmebror og sej. Anders Thomas Jensen er skide sjov og en bad boy og kæmpe sej.

Pigehule med vaginalsekreter
Så er der kvinderne.

Susanne Bier er sej. Hun er så sej, at hun transcenderer sit køn, og hun laver seje film med seje mænd og vinder Oscars og Golden Globes, og så er man ikke længere kun en pige, så er man forfremmet til en af drengene.

Og så er der alle os andre med X-kromosomerne som et slattent bastskørt om den brede røv. Vi er ikke seje. Og vi kan lige så godt opgive.

Vi vil aldrig blive interviewet af en benovet Per Juul Carlsen, som jo også bare gerne vil være med i hulen. Altså drengehulen. Hvem fanden gider være med i en pigehule med saftevand og babyer og perleplader og vaginalsekreter, når man kan være med i drengehulen med pistoler og krig og narko og lækre kællinger, som kommer, når man kalder?

Den kamp er tabt.

Men måske er det ikke så farligt. Måske skal vi opgive at blive medlem af drengeklubben og lave en pigeklub og booste hinanden og være rollemodeller og fortælle de unge kvinder, at de sagtens kan lave film.

”Så svært er det heller ikke,” som Erik Clausen sagde til mig, da jeg stod foran min første film og rystede i underbukserne. ”Og ellers ringer du bare.”

Kære unge aspirerende filminstruktør (af begge køn, naturligvis). Kom her, så skal vi fortælle dig en historie: Det er ikke så farligt.

Og som Fupz skriver: Nogle gange går det godt, og nogle gange går det dårligt, men det er ikke farligt, og hvis du har nogle historier inde i dig, der skal ud som en film, så er der ingen vej udenom, så må du ind i kampen.

Din egen, for du skal ikke kæmpe mod os, vi hjælper med glæde, og vi gi’r gerne en hånd med. Og så afbestiller vi vores abonnement på Ekko, indtil de lover også at pryde deres forsider med kvinder. Med tøj på. Eventuelt instruktører. Selv om vi ikke er seje.

Kommentarer

Hella Joof

Født 1962 i Birkerød.

Dansk instruktør, skuespiller, komiker og debattør.

Uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1990.

Debuterede som instruktør med En kort en lang, der vandt Publikumsprisen ved Robert-uddelingen i 2002.

Har siden instrueret adskillige film og tv-serier, heriblandt Album, Sover Dolly på ryggen? og All Inclusive.

Mor til Olivia Joof Lewerissa, der studerer skuespil på Den Danske Scenekunstskole.

© Filmmagasinet Ekko