Dust Bunny

Monstre under sengen er så universel en frygt, at de er blevet fast filmstof gennem historien. Mange kan nok huske følelsen af at gemme sig under dynen eller træde bestemte steder på gulvet for at være i sikkerhed for det fremmede og farlige. 

Dust Bunny er den amerikanske pendant til det lige så nuttede danske ord ”nullermand”. Sådan én samler sig på et barneværelse i første scene i form af en sød, lille støvkanin. 

Men så går der gys i den. 

Otteårige Aurora skriger akkompagneret af uhyggelig musik, mens titlen viser sig i støv for hurtigt at blive blæst væk, da forældrene træder ind ad døren og siger, at pigen skal lægge sig til at sove. 

Ildevarslende siger hun ikke godnat, men farvel til forældrene, som kort efter bliver ofre for et monster, vi ikke ser. 

Filmen indeholder både overnaturlige og virkelige dræbere i hobetal, og blandt sidstnævnte er pigens nabo, som hun har set myrde en drage, der egentlig var en flok menneskelige fjender. I hendes fantasifulde verden er naboen den rette til at slå monstret under sengen ihjel. 

Den navnløse mand spilles af Mads Mikkelsen klædt i gult som Bruce Lee i Game of Death og Uma Thurman i Kill Bill. Han er dog en betænksom lejemorder, hvilket han beviser ved at tørre op efter sig med en sok, da han bloddryppende vender tilbage til lejlighedskomplekset. 

Mikkelsens forrygende sammenspil med unge Sophie Sloan sender tankerne i retning af Luc Bessons Léon, hvor Jean Reno er lejemorderen over for en ung Natalie Portman. Den amerikanske manuskriptforfatter Bryan Fuller har tilført historien om en pige og hendes selvvalgte far en dragende magi og fundet en forrygende balance mellem det bestialske og uskyldsrene. 

Den har han tidligere dyrket som skaberen af kultelskede serier som Pushing Daisies og Hannibal, sidstnævnte med Mikkelsen som kannibalen med efternavnet Lecter i et gennemæstetiseret univers. I debuten som spillefilminstruktør kæler Bryan Fuller for hver eneste indstilling i sin nærmest steampunk-inspirerede udgave af New York-kvarteret Chinatown. 

Dust Bunny er særdeles ordknap, indtil det umage makkerpar finder hinanden. Men filmen ånder takket være de sirligt og symmetrisk komponerede billeder samt en vibrerende farveskala. 

Humoren er et andet holdepunkt i den ellers drabelige verden. Lejemorderen tænder for en hønelampe og tæller pengene, da han får brev fra pigen med et velformuleret ønske om at benytte hans ekspertise. 

Senere spiser han kaninformede dumplinger midt i en intens samtale på en kinesisk restaurant, og løbende dvæler filmen morsomt ved lejemorderens mislykkede forsøg på at udtale Auroras navn. 

Sigourney Weaver er også et herligt farverigt indslag som leder af et kriminelt netværk, der vil makkerparret det ondt. Hun tager imod dem i et storblomstret lokale og iklædt en blomsterkjole, så hendes dødstrusler mod et lille barn fremstår sorthumoristisk groteske. 

Instruktøren har lagt mange æg i den danske kurv for at realisere sin økonomisk beskedne, men visuelt og dramaturgisk storladne voksenfilm set gennem et barns øjne. Caspar Phillipson og Line Kruse optræder kort som Auroras plejeforældre, og Kruse agerede skuespiltræner for Sophie Sloan. 

Det er lidt ærgerligt, at den gribende barneskuespiller ikke spiller den store rolle i en hæsblæsende finale, hvor der med computereffekter og hektiske skuddueller gives los for fantasy-action. 

Det ændrer dog ikke ved, at Dust Bunny er en tindrende original skildring af en gammel sandhed: Vi kæmper alle mod vores egne monstre, men må lære at leve med dem for at komme videre i livet. 

Samtidig fungerer filmen som en hårdtslående opsang til alle forældre: Husk at støvsuge under børnenes senge – både i bogstavelig og overført betydning!