Afgangselever: Fremtiden er rosenrød

En ny årgang dimitterer i disse dage fra Den Danske Filmskole. Dermed bliver skolens trygge rammer for eleverne snart skiftet ud med den farlige virkelighed, hvor krisen ifølge mange kradser i dansk film.

Det er dog ikke den virkelighed, som de seks nyuddannede instruktører oplever, at de skal ud i.

”Det tegner virkelig rosenrødt – og det mener jeg faktisk. Vi har lige været til debatdag på Filminstituttet, og det var en fed oplevelse. Efter Claus Ladegaards tale var jeg helt: ’Yeah, vi kan gøre det her!’ Jeg mærkede, at de vil kunsten og kunstnerne, så jeg har optur over, hvordan man vil skabe film her i landet,” siger Jonas Kærup Hjort, der under festivalen i Cannes blev fremhævet af Ekkos blogger Kim Pedersen som fremtiden for dansk film.

Som sin afgangsfilm har Jonas Kærup Hjort lavet det abstrakt hypnotiserende drama Om en måned, der med sin blanding af lange kamerature og tableauer er lige dele Béla Tarr og Roy Andersson.

”Man skammer sig næsten, når man skal forklare venner i USA og England om alle de muligheder, som unge filmskabere har her. De fleste af dem, der blev færdige på Filmskolen for to år siden, er jo i gang nu, så det tror vi også, bliver sådan for os,” tilføjer islandske Elsa María Jakobsdóttir med et grin.

Hun har som sin afgangsfilm instrueret Atelier, hvor to unge kvinder udfolder en magtkamp i et hus på en afsidesliggende ø.

”Vi har jo ikke fået afslag endnu, så vi er bare optimistiske og muligvis naive. Men man skal nyde det nu, for det første afslag kommer nok lige om lidt,” siger hun.

Hurtigt i gang
Men det er ikke bare lalleglad jubeloptimisme, pointerer Ulaa Salim, der med Ung for evigt, Det rene hjerte og Vore fædres sønner har gjort sig bemærket på Ekko Shortlist – sidstnævnte blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2016. Hans afgangsfilm Fædreland er endnu en intens historie om fædre og sønner.

”Helt konkret er talentpuljen New Danish Screen kommet med en lille pose penge, så unge kan komme i gang hurtigere. Det har været frygten i mange år, at man går i stå efter skolen, fordi det tager så fucking lang tid at komme i gang. Det har de gjort noget ved, så det reagerer vi på og glæder os til,” siger Ulaa Salim.

”Det tager jo tid at lave film, og jeg tror ikke, at det står så slemt til, som krisesnakken vil gøre det,” siger 29-årige Nils Holst-Jensen, der har lavet Lille danser, et blodigt kærlighedsdrama på en balletskole i starten af 1900-tallet.

Han er på Ekko Shortlist kendt som instruktør af Henry ser universet samt Mit blødende hjerte, som han har lavet med Super16-instruktøren Kristian Sejrbo Lidegaard. De to skal nu sammen udvikle projekter fra et kontor i Kødbyen.

”Ændringerne er begyndt at komme, og derfor gør det ikke voldsomt meget, at en film som Forældre ikke trækker et stort publikum. For udviklingen er i gang og skal nok fortsætte,” mener Nils Holst-Jensen.

For mange bananskræller
En del af den udvikling foregår også i formaterne, hvor tv- og streamingmarkedet er i voldsom fremgang. Og selv om de har gået på Filmskolen, er instruktørerne opmærksomme på andre muligheder.

”En webserie kan blive meget intim, og det vil jeg gerne lave. Når man ligger med sin computer hjemme under dynen, er man meget modtagelig for en anden slags historie og tempo. Det åbner for en anden kompleksitet, når man er derhjemme og selv trykker play. I biografen vil man hellere se Luke Skywalker fare rundt,” siger svenske Ville Gideon Sörman, der arbejder på at lave afgangsfilmen Nyforelsket som en webserie.

Sörman er kendt på Ekko Shortlist for Pussy, der ligesom Nyforelsket er en nøgtern fortælling om et parforholds deroute.

29-årige Lisa Jespersen står bag komediedramaet September, hvor tre kvinder mødes på et badehotel. Hun vil gerne udfordre danskernes humor med komedier, der ikke taler til laveste fællesnævner.

”Man kan godt stille nogle krav til publikum. Humor er andet end folk, der falder i bananskræller. Jeg er lidt træt af dumme danske komedier, for nogle af de bedste komedier er ret tragiske,” mener Lisa Jespersen og fortsætter:

”Genren kan jo vise menneskelig kompleksitet og nogle af de absurditeter, som vi ikke ved, vi lever med. Når komedien fungerer, er det den genre, der rammer flest og bedst i mine øjne.”

Væk fra navlepilleriet
Årgangen, der startede på Filmskolen for fire år siden og nu er færdige, er som altid en samling meget forskellige mennesker.

Men hvor tidligere årgange alligevel af Ekko er blevet kaldt ”Årgang Ekstrem”, som den i 2011, og er blevet rost for at være umådeligt visuelle, som den forrige fra 2015, er det sværere at finde fællestræk denne gang.

”Det er faktisk ret utroligt, at vi kan være så forskellige, når vi har været så tæt på hinanden i fire år,” siger Elsa María Jakobsdóttir.

Men selvfølgelig er der trods alt ligheder. Ligesom Lisa Jespersen vil Nils Holst-Jensen gerne bruge sine færdigheder til at lege med genrerne.

”Jeg synes ikke, at der er nogen som mig derude. Jeg er interesseret i, hvordan man blander genrerne med noget lokalt, og det er der ikke så meget af. Man skal passe på med at kalde sig den nye Lynch eller Kubrick, men jeg kan godt lide, hvordan deres film foregår i en kendt verden, hvor man dykker ned i det ukendte,” siger Nils Holst-Jensen.

Ulaa Salim rejste til Jordan for at optage sin afgangsfilm – den første uden for Europa – og han vil undersøge problemstillinger, der er større end ham selv.

”Filmskolen har fået mig til at holde op med at kigge på mig selv og min egen navle. Det er ikke interessant, hvis det handler om mig. Hvis du bare vil fortælle om dig selv, kan du skrive en dagbog. Der skal være et større perspektiv, så det både er personligt og universelt,” forklarer Ulaa Salim.

En tur i vaskemaskinen
Til gengæld giver de seks instruktører ikke meget for den kønsdebat, som har hersket i den danske filmbranche på det seneste.

Fire af de seks afgangsfilm har kvindelige hovedkarakterer, men det er ifølge instruktørerne hverken bevidst eller nogen form for statement.

”Jeg prøver bare at være tro mod det, jeg gerne vil fortælle. Der er tre kvinder i min film, fordi de havde nogle aspekter, jeg gerne ville undersøge. Det kunne også have været mænd i den alder, men der var noget interessant i kvindernes modergen,” fortæller Lisa Jespersen.

”Det er farligt, hvis filmen bliver et politisk projekt fra start. Det oplever jeg i Sverige, hvor man ser på en films politiske værdi i stedet for projektets kunstneriske værdi,” tilføjer svenske Ville Gideon Sörman.

Det har instruktørerne nægtet og i stedet dedikeret sig 100 procent til Filmskolens kunstneriske potentiale.

”Vi har jo været dybt involveret i hinandens evalueringer, som har været en vaskemaskine af ydmygelse,” siger Elsa María Jakobsdóttir med endnu et grin.

”Vi har set hinanden i vores mest sårbare øjeblikke, og det lærer man meget af. Selvfølgelig skal man selv fejle for at lære, men det har virkelig givet meget at være så tæt på hinandens proces.”

Visit hos von Trier
Den Danske Filmskole skiftede i 2014 rektor fra Poul Nesgaard, som havde stået i spidsen siden 1992, til Vinca Wiedemann. Det har ifølge instruktørerne givet en frisk energi, og nye folk er kommet til.

”Vi har fået det bedste af, hvad Poul har skabt, og det Vinca har tilføjet. På den måde har vi hele tiden fået dobbelt op. Måske har vi været heldige, og måske fortsætter det sådan, men det må tiden vise,” siger Ulaa Salim, inden snakken hurtigt drejer ind på en mindre lovprisning af deres faglærer, instruktøren Dagur Kári.

”Dagur har mere været en mentor for den enkelte elev end en lærer, der giver generelle svar,” konstaterer Ulaa Salim, før de andre uddyber.

”I vores første år sad Dagur på sit kontor og klippede Virgin Mountain, mens lydunderviseren Hans Møller pludselig forsvandt, fordi han skulle optage en film. Det har været vildt inspirerende, at folk herude selv er så aktive i branchen,” fortæller Ville Gideon Sörman.

”Dagur viste et tidligt cut af sin film, og det var interessant, fordi det normalt er os, der står i den skrøbelige position,” siger Elsa María Jakobsdóttir.

Derudover har Dagur Káris mange kontakter blandt andre nordiske filmskabere resulteret i, at skolens elever har set Ruben Östlunds Guldpalmevinder The Square hele tre gange i forskellige versioner.

”Det er jo fantastisk at se to forskellige udgaver af The Square, få lov til at lege klippekonsulenter og se den tredje version til premieren i Cannes. Det er interessant at se, at vi alle har den udfordrende proces i sidste ende, hvor filmene skal klippes,” fortsætter Jakobsdóttir.

Der var også besøg fra både den danske og norske Trier. Joachim Trier kom på aftenbesøg og delte velvilligt ud af sine erfaringer, mens instruktørerne besøgte Lars von Trier ude hos Zentropa og pitchede deres idéer til ham.

Hamlet på månen
Selv om de seks instruktører vil forskellige ting med deres karriere, går de alle sammen op i, at filmmediet både er kunst og underholdning. Faktisk er der ikke en afgørende forskel for dem, men de er interesseret i, at mere eksperimenterende projekter bliver støttet.

”Noget af det vigtigste for dansk films fremtid må være at bevare en høj, statslig kulturstøtte, så vi ikke kun producerer de film, som publikum vil have. Der skal også være film, som siger: ’Det her skal I se!’” siger Lisa Jespersen.

I det hele taget taler de seks instruktører meget om at udfordre måden, som film bliver lavet på.

”Jeg gider ikke være ham den langhårede kunstner i hjørnet, der snakker om sanselighed. Men man går jo ikke til koncert på Roskilde Festival og tænker over dramaturgien med ti sange – det handler om oplevelsen,” siger Jonas Kærup Hjort og fortsætter:

”Når man så ser en film, er der en konsensus om, at man intellektuelt skal trækkes igennem noget og forstå en masse, men på teatret kan man jo godt acceptere, hvis Hamlet pludselig foregår på månen. Der er nogle grundlæggende krav til en film, som kunne være fede at udfordre. Derfor tænker jeg ikke så meget i genre og historie, men mere sanselighed.”

Ikke et sekund mere
På ”almindelige” uddannelser er der efter ethvert kursus en evaluering, hvor eleverne kan komme med forslag til forbedring for fremtidige studerende. Her vrimler det oftest med kritik af forskellig art, men instruktørerne har svært ved at se, hvordan Den Danske Filmskole kan forbedre sig.

”Jeg brugte de første femten år af min skoletid på at hade det og kunne aldrig forestille mig, at jeg ville glæde mig til at møde i skole,” siger Jonas Kærup Hjort med et grin og slår fast:

”Man skal nok bruge ti år på at lære det, vi har gjort på fire år på Filmskolen – hvis det overhovedet kan lade sig gøre uden for skolen.”

”Og når det er sagt, gider man ikke gå her en dag mere,” siger Ulaa Salim med et grin. Så tilføjer han:

”Det har været fantastisk, jeg har elsket hvert sekund, og jeg gider ikke være her et sekund længere, for nu skal jeg videre. Hvis man ikke har den følelse, er det nok også farligt.”