Interview
12. dec. 2017 | 09:49

Claes Bang: Herfra uden værdighed

Foto | Søren Solkær
Som det første danske medie bragte Ekko i foråret (#75) et stort interview med Claes Bang op til Cannes-festivalen, hvor han var udtaget med den senere Guldpalmevinder The Square.

Efter 21 år bryder Claes Bang igennem med Ruben Östlunds The Square. Drømmerollen fik ham til at knække grædende sammen, fortæller han i Ekkos interview fra maj 2017.

Af Casper Hindse / Ekko #75

”Martin kommer ind ad døren, han er 42 år og utroligt pæn.” Sådan står der typisk i manuskriptet, når Claes Bang får bladret frem til sin rolle. 



”Eller også står der, at min rolle er som lægen, alle kvinder drømmer om, når de læser lægeromaner,” siger Claes Bang og slår ud med armene, så han næsten når ud over rækværket på altanen, der pryder hans lejlighed med udsigt til Søndermarken i København. 



”Det har været svært, for jeg kan også andet end at spille den pæne mand. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har haft særlig meget at lave i den danske filmbranche.

”

Men nu skal Claes Bang til verdens fineste filmfestival i Cannes med The Square, der er instrueret af svenske Ruben Östlund. Rollelisten tæller en perlerække af kendte skuespillere som Elisabeth Moss (Mad Men) og Dominic West (The Wire), og danskeren har fået den altdominerende hovedrolle på bekostning af flere skuespillere fra den internationale superliga.



Et sent gennembrud, eftersom Claes Bang lige er fyldt 50 år.



”Hvis jeg kunne have formuleret en drøm, da jeg startede min karriere for 21 år siden, ville det have været at spille med i den her film,” siger han og smiler.

Langt fra kunsten
Måske nikker du genkendende til navnet Claes Bang, men kan ikke lige huske, hvor du har set ham. Det kan være som Annas politi-kæreste i Anna Pihl, som den seksuelt forvirrede Denise i Langt fra Las Vegas eller den glatte borgmester Hans Holm i 2900 Happiness. Eller på de skrå brædder, hvor skuespilleren har haft et utal af roller og høstet flotte anmeldelser.



”Når jeg kigger tilbage på min karriere, har jeg stort set haft arbejde hele tiden, og det er vel i sig selv en succes i en branche med stor arbejdsløshed,” siger Claes Bang, som blev uddannet i 1996 på Statens Teaterskole.

”Men efter Anna Pihl havde jeg et par hårde år, hvor telefonen ikke ringede. Jeg skruede op for teaterdelen, og min ihærdige tyske agent skaffede mig gudskelov roller i tyske tv-film. Men det var langt fra den filmkunst, jeg drømte om.”



En julefrokost bliver vendepunktet. Casteren Tanja Grunwald griber fat i Claes Bang og fortæller, at hun har fået til opgave at skaffe skuespillere til Ruben Östlunds næste film.



”’Claes, du er perfekt til hovedrollen!’ sagde hun, og jeg tænkte: ’Ja, den er god med dig.’ Jeg havde lige set Östlunds fantastiske Force Majeure og regnede slet ikke med, at jeg ville have nogen chance i det selskab.

”

Men rollen som museumslederen Christian, der har svært ved at leve op til sine høje idealer, lyder så interessant, at Claes Bang tager til casting i Göteborg.



”Det eneste, jeg fik at vide, var, at jeg skulle forberede en tale til åbningen af museets udstilling.”

Den gode firkant

Allerede ved det første møde går den svenske instruktør højst utraditionelt til værks. I stedet for at bede Claes Bang om at holde den forberedte tale begynder Ruben Östlund nemlig at gennemgå filmen – scene for scene.



The Square er et kunstværk, som Ruben faktisk også har realiseret i virkeligheden i den sydsvenske by Värnamo. Det er sådan en fire gange fire meter stor, lysende firkant, hvor mennesker kan stille sig ind, hvis de har et problem, og så er det op til folk udenom at hjælpe.

Uanset hvad problemet er, så er ens medmennesker forpligtet til at hjælpe.”



”Ruben forklarede, at vi i filmen er få år ude i fremtiden. Sverige er blevet til en republik, og det museum, som jeg er leder for, er nu placeret på det tidligere kongeslot. Museumslederen har brug for succes, og derfor vælger han at udstille denne firkant, der prædiker noget, vi alle sammen kan støtte op om: næstekærlighed.”

Men rundt omkring museumslederen begynder det hele at falde fra hinanden. Både privat og arbejdsmæssigt. Han træffer dårligere og dårligere valg, som skubber ham langt væk fra de værdier, han hylder med sin udstilling.



”Min museumsleder fucker virkelig meget op, men han gør det ikke, fordi han er et dårligt menneske. Han gør det, fordi han ikke kan finde ud af at leve op til de store altruistiske værdier, der er forbundet med kunstværket. Det er det moderne velfærdsmenneske i en nøddeskal. Vi tænker, at vi er søde og betaler vores skat, men ikke desto mindre sidder der 100.000 flygtninge på Lesbos, som vi lukker vores øjne for.”

Claes Bang rykker lidt frem i stolen, som om han er ved at fortælle en hemmelighed.



”Ruben var benhård fra første sekund. Hvis han fornemmede, at jeg spillede skuespil, så stoppede vi. ’Det tror jeg ikke på, det dér,’ sagde han. Han går virkelig op i, at spillet skal være flydende og organisk, og som skuespiller må man aldrig fortolke karakteren. Castingen varede over to timer, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

Telefonen ringer
Da Claes Bang kommer hjem fra Sverige, er han fyr og flamme. Han er fascineret af rollen som museumslederen, der bliver tvunget ud i den ene mere pinlige situation efter den anden.



Det er på en gang tragisk og urkomisk – som når familiefaren i Force Majeure bliver pillet fra hinanden, fordi han under lavinen redder sin mobiltelefon frem for sine børn og bagefter må gå bodsgang over for hver eneste betalende biografgænger. 



Men Claes Bang er også begejstret for Östlunds improvisationsmetode og muligheden for at komme til at arbejde på en helt anden måde, end han har gjort før på film. Kort efter bliver han indkaldt til en ny casting. Det går fint, og Bang er videre i udskilningsløbet. Men så hører han, at Östlund skal til London og teste en verdensstjerne til hovedrollen.

”Jeg tænkte bare: ’Fuck, mand,’” siger Claes Bang og dumper tilbage i stolen. ”Jeg var overbevist om, at løbet var kørt. Rollen ville gå til en anden.

”

Bang bliver imidlertid indkaldt til en tredje casting, og da skuespilleren står til en prøve på en københavnsk teaterscene en uge senere, ringer hans telefon.



”Jeg vidste, at det var Ruben! Så jeg ringede tilbage, så snart jeg kunne slippe ud af scenen, og så stod jeg omme bag kulisserne og fik at vide, at jeg havde fået rollen. Jeg gik helt amok indeni, og så gik jeg ellers tilbage og gennemspillede den næste prøve.”

Psyko-fucking hårdt

Trods den grundige castingproces har Claes Bang ingen anelse om, hvilke strabadser der venter ham i den over to måneder lange indspilningsproces i Stockholm, Göteborg og Berlin.

”I filmen er der scener, hvor det ser ud, som om skuespillerne ikke aner, at der er et kamera i nærheden. Ruben tager lange og mange optagelser med kun ét kamera. En optagelse kunne være syv, ti, tolv og en enkelt gang 24 minutter, og vi tog dem måske op til 50 gange.” 



”Idéen er, at scenen på et tidspunkt vil overtage og bare flyde, fordi man som skuespiller dropper sin vilje og lader situationen tage over. Man bliver et instrument, som musikken flyder igennem – noget, jeg kunne genkende fra mit teaterarbejde, specielt monologen Ondskaben, som jeg har turneret med.”

Når Claes Bang får en tekst til en scene af Ruben Östlund, er det mere en vejledning end konkrete replikker, han skal sige til kameraet.

”Strukturen i The Square er stort set i den rækkefølge, Ruben har skrevet i manuskriptet, men selve indholdet af scenen improviserede vi frem. Vi optog aldrig mere end én scene om dagen, og der er altså 70 scener,” siger Claes Bang og stryger hånden igennem håret, mens han virrer med øjnene.

”Vi indspillede i ti timer hver eneste dag, og bagefter gik Ruben og jeg ud og spiste aftensmad for at gennemgå og improvisere næste dags scene. Det var psyko-fucking hårdt at lave filmen, og midtvejs i processen var jeg bange for, at jeg ikke kunne komme igennem det.”

Bekræftelsessyg

Når de ti timers indspilning og flere timers middag med improvisation er overstået, går Claes Bang ikke bare hjem og sover som en glad og tilfreds skuespiller, der endelig er med i sin drømmefilm.



”Jeg oplevede et par gange, at når jeg kom hjem efter optagelse og lukkede mig ind på mit værelse, så brød jeg simpelthen sammen. Jeg var helt udmattet og begyndte bare at tude. Jeg var så smadret og usikker på, om det, jeg lavede, fungerede. Det har jeg aldrig prøvet før, men rollen fyldte så meget, for jeg er med i 68 ud af 70 scener. Det ødelagde mig næsten, fordi jeg til sidst ikke kunne sove. Filmen bare kørte inden i mig,” siger Claes Bang, som er stille et øjeblik, mens fuglene synger aftenen ind over Søndermarken.

”Jeg spiller en mand, der mister sig selv og bryder sammen, og på samme måde var jeg selv tæt på at bryde sammen. Det er nok ikke tilfældigt. Når jeg tænker over det nu, tror jeg, at Ruben arbejdede med det hele tiden. Han bekræftede mig sjældent i, at det, jeg gjorde, var godt. Og det var altså ikke lige let, for jeg er ret bekræftelsessyg.

”

Ligesom Ruben Östlund skræller den civiliserede fernis af filmens danske museumsleder, kommer han ind bag Claes Bangs pæne facade. Det fører til sammenstød mellem den fremstormende skuespiller og en tilbageholdende instruktør.



”Vi var bestemt ikke de bedste venner hele tiden, og vi kom undervejs op at skændes ad helvede til, men her bagefter har jeg en fornemmelse af, at han helt bevidst ikke ville have, at jeg skulle føle mig veltilpas. Jeg måtte ikke blive alt for komfortabel i arbejdet.”

Bullshit-detektor

Claes Bang får hanket op i sig selv og kommer igennem optagelserne, hvor han i øvrigt får stor støtte af filmholdet og bliver venner med stjernen Elisabeth Moss. Men da han ser det første gennemklip af filmen, skal han tvinge sig selv til se på sin præstation med andre briller, end han er vant til.

”Jeg sludrer helt enormt meget i filmen, hvor jeg starter en sætning, og så kommer der en ny. Det ville andre instruktører have klippet væk, men Ruben har bevaret det. Han vil simpelthen ikke have, at man bliver for dygtig. Han går efter autenticitet frem for skuespilteknik, og han har en helt vild bullshit-detektor.”

”Ofte trak han mig til side, når vi havde lavet en optagelse, og sagde: ’Se, hvad du gør dér! Det skal minimeres!’ Og han havde ret, for man kan altid gøre antydningerne mere tydelige, så det ikke ser for fermt ud. Men tag ikke fejl: Det har i ti år været Rubens erklærede mål at komme i hovedkonkurrencen i Cannes, så han går bestemt op i, at alt skal være perfekt – bare på hans egen måde,” forklarer Claes Bang.



The Square er en satire over kunst- og medieverdenen og samtidig en heftig kommentar til, hvordan vi mennesker lever vores liv. På det punkt er Ruben Östlund ikke bange for at give den fuld skrue.

”Det svenske monarki er væltet, og der er sket ting ved kongeslottet, som nok ikke kommer til at gå helt upåagtet hen i Sverige. Desværre er noget af det sjoveste røget ud i redigeringen: En flok japanske turister er på en audiowalk på kongeslottet og hører, at det svenske kongehus var populært i Sverige, indtil det begyndte at profilere sig på YouTube.”

Mennesker blotter sig

YouTube er netop en kode til Ruben Östlunds film, ikke bare The Square, men også hans øvrige værker. Hvor andre instruktører henter inspiration i den store filmkunst, går Östlund på opdagelse i det folkelige videobibliotek, hvor man kan finde alt fra katteklip til fanfilm. Men det er noget helt andet, Östlund leder efter.

”Jeg har set mange YouTube-klip sammen med Ruben. Han studerer menneskelig adfærd, og hans yndlingsklip er med en mand, der er kommet ind i et tv-studie, hvor han skal interviewes. Studieværten forveksler manden med en ekspert, de har indkaldt, og spørger ham derfor om ting, som han er komplet uvidende om. Manden vælger alligevel at svare og siger et eller andet, der ikke giver nogen mening. Men værten aner heller ikke noget om emnet og tager det for gode varer,” siger Claes Bang. 



”Det øjeblik, hvor man kan se på mandens øjne, at han desperat overvejer, hvad han skal gøre, og hvor han tager beslutningen om at forsøge at redde situationen ved at spille rollen som ekspert, er lige netop det, som Ruben er interesseret i. Øjeblikket, hvor mennesker blotter sig og forsøger at overleve, selv om de kommer til at se dumme ud.

”

Claes Bang haler sin iPhone op af lommen og finder et andet populært klip på YouTube fra et flamsk sketchshow. Her interviewer en hollandsk tv-vært to mennesker, som begge er kommet ud for en frygtelig ulykke. Den ene sidder i rullestol, og den anden har fået en fistelstemme af sin ulykke. Da værten opdager det, udstøder han et grin, som han prøver at undertrykke. Men det bliver kun værre og værre. 



Man kan tydeligt se, hvordan han inde bag den servile værtsrolle forsøger at holde på formerne, men til sidst må overgive sig til sine naturlige impulser. Såre menneskeligt, men også et skandaløst brud på den gode tone, som er den aftalte norm i et civiliseret samfund.

”Det er lige præcis, hvad Rubens film handler om. Næsten hver morgen i optageperioden samlede han os og sagde: ’Der er ikke nogen, som kommer til at gå herfra med værdighed i dag’”

Trailer: The Square

Kommentarer

Claes Kasper Bang

 Født 1967 i Odense

Uddannet i 1996 på Statens Teaterskole.

Har spillet et hav af mindre roller i danske og tyske tv-serier.

Har haft en række anerkendte roller på de danske teatre rundt om i landet.

Monologen Ondskaben over Jan Guillous roman har indbragt ham mange roser.

Spiller hovedrollen i The Square, som er i hovedkonkurrence på Cannes-festivalen 2017.

Udvalgte film og serier

The Square 
2017

Sibel & Max
2015-16

Lærkevej: Til døden os skiller
2012

Blå mænd
2008

2900 Happiness
2008-09

Anna Pihl 
2006-08

En soap
2006

Nynne
2005

Taxa
1997-99

© Filmmagasinet Ekko