Hvid tante, sort søster

”Jeg er vokset op med den her rodløshed mellem Mozambique og Danmark. Hører jeg overhovedet til nogen steder? Jeg har altid følt mig lidt forkert og udenfor.”

Dokumentarinstruktør Ditte Haarløv Johnsen er vokset op som den eneste hvide pige i skolen i Mozambique. I dag bor hun i et lille, jadegrønt kolonihavehus i Danmark, men somme tider føler hun sig mest som en sort kvinde fra Afrika.

Rodløsheden kan mærkes i hendes film. De handler alle om mennesker, der lever i limbo.

Om prostituerede, hjemløse og illegale emigranter, som må klamre sig til et indre holdepunkt, mens verden omkring dem er i skred. Og sjældent ser man så tunge temaer skildret med så fjerlet poesi.

Hendes nyeste film Under den samme himmel handler om afrikanere, der kæmper sig vej til Europa i håbet om at finde arbejde. Den har premiere 17. oktober i forbindelse med Hjemløsedagen, ligesom den optræder på Cph:Dox-festivalen til november.

Snestorm i kolonihaven
Under en snestorm i februar besøger vi den lille kolonihave i haveforeningen Nokken på Amager. Her mødes Ditte Johnsen og en af hendes medvirkende, 22-årige Thelma fra Nigeria, til en snak om filmen og længslen mod Afrika.

Thelma og hendes mor Lisa foretrækker kun at blive nævnt ved fornavn for at holde deres identitet privat.

Da Ekkos udsendte ankommer med snevåde støvler, står Ditte Johnsen klar med uldne lånesokker, ild i kakkelovnen og et stort smil. Imens ligger Thelma på gulvet foran fjernsynet. Hun er netop nået til en af de mest rørende scener i Under den samme himmel, som hun selv er med i.

På skærmen ligger Thelma i sin mors skød. De taler om fortiden – dengang mor Lisa tog til Danmark og måtte lade Thelma blive tilbage i Afrika.

”Oh no, det gjorde du bare ikke!” hviner Thelma, da der pludselig klippes til en grynet hjemmevideo af hende selv som lille. Ditte Johnsen griner drillende og giver hende et tæppe om skuldrene og et kys på kinden.

Det forjættede Europa
I to et halvt år har Ditte Johnsen og fotograf Minka Jakerson fulgt illegale emigranter på rejsen mod Europa.

De har filmet en række forskellige karakterer på rutens knudepunkter i Mauretanien, Italien og Danmark. Nogle venter i Afrika på at komme med en båd i ly af natten, andre sidder fast i en italiensk flygtningelejr, og atter andre ringer forgæves til udlændingeservice for at få tilladelse til at blive i Skandinavien og samle flasker.

Vejen til det forjættede Europa tærer på krop og sjæl, og den ender oftere i prostitution og pushing end i vestlig velfærd.

Selv med disse odds satser filmens medvirkende alt, hvad de har, inklusive deres liv, på at nå frem. Alene i år har over 40.000 mennesker draget mod Europa fra Afrikas nordkyst. Og billederne fra ørkenen viser præcis, hvor virkelig risikoen er. Her er det hvide sand sortplettet af ligene fra emigranter, som ikke klarede sejladsen.

Da Thelma har set filmen færdig, sætter vi os alle tre til bords foran kakkelovnen og gør klar til evaluering. Først og fremmest vil Ditte Johnsen gerne høre, hvad Thelma synes om filmen.

”Den er meget rørende, meget følelsesladet,” siger hun eftertænksomt.

Gør syndige ting
De rystede mobiloptagelser af ligene på ørkenen har især sat sig fast. Men hun roser også filmen for at vise de barske realiteter for de immigranter, som faktisk når frem.

”Jeg håber, at filmen også bliver vist i Afrika. De fleste afrikanske familier har svært ved at forstå, hvordan livet er i Europa. De tror, at Europa er ligesom at svømme i et stort hav af penge. Men sådan er det ikke. Folk ender med at gøre ting, som de ikke burde gøre, bare for at klare dagen og vejen,” forklarer hun.

Ditte Johnsen hjælper hendes tanke til dørs: ”Som prostitution og handel med stoffer?”

”Ja, ting som ifølge min tradition og religion er syndige,” medgiver Thelma.

”Min familie i Afrika er for det meste forstående. De forlanger aldrig penge af mig. De forlanger kun ting fra min mor. Og det sårer mig, når de somme tider ikke værdsætter, hvad hun gør for dem.”

Mor efterlod hende i Afrika
Thelma kom til Danmark for et par år siden. Hun har dog undgået både livsfarlige skibssejladser, illegale lastbilruter og sydeuropæiske flygtningelejre. Det gjorde hun, fordi hendes mor Lisa banede vejen.

Lisas vej til Danmark har heller ikke været med livet som indsats, men den har langt fra været omkostningsfri. Hun blev gift med en franskmand, som tog hende med til Frankrig. Siden rejste hun alene til Danmark via Tyskland. Her har hun arbejdet hårdt lige siden.

I årevis har Lisas løn forsørget hele hendes afrikanske familie, inklusive Thelma.

For mens Lisa arbejdede i Danmark, blev Thelma passet af forskellige familiemedlemmer. Thelma er blevet flyttet rundt mellem Nigeria, Ghana og England, før hun for et par år siden endelig kunne komme til Danmark og bo i nærheden af sin mor.

Nu går hun på danskkursus og drømmer om at arbejde på en café.

Familiehyggen bliver udfordret
Ditte Johnsen vidste helt fra starten, at Thelma skulle være med i hendes film. Hun har nemlig kendt hende og hendes mor i mange år.

Instruktøren mødte Lisa, da hun lavede sin prisbelønnede afgangsfilm One Day på Den Danske Filmskole i 2007 (udgivet på Ekko-dvd #7). Det er et sanseligt og usentimentalt portræt af en afrikansk kvinde, der arbejder som prostitueret i København.

Siden da har de holdt kontakten. Ditte Johnsen havde håbet, at Lisa også ville være en af hovedkaraktererne i Under den samme himmel. Men det sagde hun nej til, ligesom hun ikke ville medvirke i dette interview.

”Lisa og jeg blev jo bedre og bedre venner, som årene gik,” fortæller Ditte Johnsen. ”Hvis jeg bare havde sagt: ’Det var så den film,’ så havde jeg mistet Thelma.”

Båndet mellem de tre kvinder har med tiden vokset sig til en selvvalgt familierelation. ”Jeg er Thelmas Auntie Ditte,” smiler instruktøren.

Men tantehyggen blev udfordret, da Ditte Johnsen begyndte at filme Thelma.

”Da Auntie Ditte ringede og sagde: ’Jeg vi lave en dokumentar om dig,’ var jeg glad og spændt,” husker Thelma ivrigt. ”Jeg sagde: ’Juhu, jeg skal have lys og kameraer over det hele!’ Men det blev ikke, som jeg havde forventet,” siger hun med et tørt grin.

Ditte: ”Jeg fortalte dig, at det ville blive hårdt, Thelma. Men du ville ikke tro på mig. Jeg sagde, at du ville blive så træt af mig.”

Thelma: ”Det kom til et punkt, hvor jeg sagde: ’Åh, jeg er træt, jeg vil ikke have kameraerne på længere, jeg vil ikke tale om følelsesladede emner, jeg vil ikke græde – Auntie Ditte, det er nok!’”

Bærer stadig på skylden
Følelsesmæssige mure smelter helt i Ditte Johnsens film. De medvirkende konfronteres med deres indre smertepunkter i nænsomme closeup-billeder, som indfanger hver eneste ansigtstrækning i forsøget på at holde sammen på følelserne.

Det gælder også for Thelma.

Ditte Johnsen fortæller, at det krævede tid og mod at trænge ind under hendes ”benhårde skal”. Det lykkes dog især i den scene, som Thelma så tidligere på dagen. Her ligger Thelma i sin mors skød, mens Lisa taler om den smerte, det var at efterlade hende i Afrika.

Jeg spørger Thelma, hvordan hun har det med sin mors undskyldning.

”Hun bærer stadig på skylden. Der er mange ting i mit liv, jeg ikke havde behøvet at gennemgå, hvis hun havde været der. Jeg prøver at overbevise hende om, at jeg ikke har noget som helst imod hende. Hun har endelig forklaret mig, hvad der skete, og jeg forstår det. Jeg kan ikke gøre andet end at tilgive hende. Og det har jeg gjort. Men når man har så meget skyld i sig, er det svært at tro på, når nogen tilgiver dig. Men jeg har tilgivet hende. Hun er min mor uanset hvad.”

”Nu bliver jeg helt rørt,” siger Ditte Johnsen. Thelma bliver nødt til at grine lidt.

”Nu må du ikke starte! Du ved, hvordan mine tårer løber. Jeg kan ikke stoppe det.”

Den sorte søster
Ditte Johnsen får altid et meget tæt bånd til sine medvirkende. Hun kan simpelthen ikke lade være.

”De mennesker, jeg filmer, bliver jo ved med at være i mit liv. Så jeg vælger en relation, som i en ideel verden skal vare resten af livet. Det skal være en person, du har lyst til at være sammen med og lære bedre at kende – og også ofre dig for. Jeg er der fandeme, og jeg giver alt, hvad jeg har.”

Da en af hendes medvirkende sad uhjælpeligt fast i Mauretanien, besluttede hun at betale for, at han kunne rejse videre til Marokko. Og under optagelserne i Mauretanien boede hun på en katolsk mission hos en af sine andre medvirkende – præsten Jerome. Her sang hun med i koret og blev en del af menigheds-familien.

”Til gudstjenesten sagde father Jerome: ’Det her er Ditte, hun er kommet for at lave en film. Og det kan godt være, at hun er hvid udenpå, men hun er sort indeni. She’s your sister. Your African sister!’” husker hun.

Mændene vil giftes
– Har du oplevet, at denne tætte relation kan gøre medvirkende forvirret over jeres forhold?

”Det kan godt være lidt svært, for mændene især. Mange fyre synes det er super fascinerende, at der kommer sådan en hvid kvinde, der kender til Afrika og kan tale med den accent og forstå sproget.”

– Er det svært, fordi de bliver forelskede?

”Ja. De bliver betagede af den hvide kvinde, der kommer dansende som en afrikaner. De tænker: ’Ah, this is my path to richness and succes and Europe.’ Og så vil de gerne giftes.”

I hendes forrige film blev forholdet sat på en farlig prøve. I Hjemløs fulgte hun tre unge hjemløse grønlændere i Københavns gader. Hun kom så langt ind under huden på den ene hovedperson, Norto, at hun blev forelsket og flyttede sammen med ham i et nedlagt posthus på Amager.

Men kærligheden kammede over i vold, da Norto en dag blev jaloux over, at hun skulle filme en anden mand.

I Under den samme himmel går hun også helt tæt på sine medvirkendes barske livsvilkår. Men aldrig så tæt, at hun selv kommer i fare.

”Hjemløs var en film, jeg mærkede meget på min egen krop. Jeg havde fået bank og alt det der. Det havde jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for igen. Jeg havde ikke lyst til at gå gennem ørkenen eller sejle over havet og risikere at dø for en film, vel?”

En million hjem
Under den samme himmel handler om mennesker, som både længes ud og længes hjem. Både Ditte Johnsen og Thelma kender følelsen særdeles godt. Uanset hvor de befinder sig i verden, vil Afrika altid trække i hjemveen.

”Men jeg har en million hjem. Hjem er der, hvor der er kærlighed,” fortæller Ditte Johnsen. ”Jeg har brugt meget af mit liv på at savne andre steder. Jeg har også boet i Canada og Portugal.”

”Men jeg tror, at jeg på mine ’ældre unge dage’ har fundet fred med det faktum, at jeg hører til mange steder, og at det ikke er noget problem.”

Thelma er ikke i tvivl om, hvor hun hører hjemme. Hun forlod Nigeria som tiårig, men det vil altid være hendes hjem.

”Da jeg var hjemme på besøg i 2009, sad jeg i et træ, som jeg er faldet ned fra så mange gange som lille. Jeg sad der bare og fløjtede, ligesom jeg gjorde som barn. Min mormor kom hen til mig og sagde: ’Når du kommer hjem, vil det træ altid blive stå der til dig.’ Selv træerne giver dig kærlighed, når du kommer hjem,” griner hun.

Tilbage til Afrika
”Hvis jeg føler, at jeg kan overleve i Afrika, så tager jeg tilbage. Så har jeg ingen grund til at være her. There is no place like home,” smiler Thelma.

Ditte: ”Jeg tror, at alle, der forlader deres hjem og tager til Europa, gør det for at kunne vende hjem igen.”

Thelma: ”Men nogle af dem sidder fast.”

Ditte: ”Præcis, det er problemet. Det ved de ikke, når de tager af sted: At de bliver nødt til at arbejde så meget for at overleve, at de aldrig kan betale for en billet tilbage.”

Thelmas fremtid står helt åben.

Men under alle omstændigheder har hun ikke tænkt sig at slide sig selv så hårdt, som hendes mor har gjort. Hun vil ikke være eneforsørger af fætre, kusiner og resten af storfamilien hjemme i Afrika. I stedet går hun ind for langsigtede, holdbare løsninger.

– Tror du, at du en dag kommer til at sende penge hjem til din familie i Afrika?

”Ja, men jeg vil ikke gøre det fjollede at sende penge hver måned. Jeg vil tage tilbage til Afrika og starte en forretning, måske en butik, som ikke kun vil gavne mig, men også min familie. For så har de noget at se op til.”