Hyldest til hospitalets helte

Petra Volpe vil råbe vagt i gevær. 

Hendes stressfremkaldende velfærds-thriller Aftenvagt, hvor tidsplanen bliver ved at skride for en sygeplejerske på et schweizisk hospital, runder af med en løftet pegefinger. 

I Schweiz vil man inden 2030 mangle op mod 30.000 sygeplejersker, i Tyskland er tallet 260.000, og globalt lyder prognosen ifølge den verdensomspændende interesseorganisation International Council of Nurses på ikke færre end tretten millioner manglende sygeplejere. 

”Det er bemærkelsesværdigt, at folk ikke kender til det,” sukker instruktøren, da jeg møder hende på Berlinalen kort efter filmens verdenspremiere i 2025. 

”Det er ikke et sexet emne. Det er svært for mange folk, fordi de ikke tænker på at blive ældre og dø, på at blive syge og at have smerter. Og fordi sygeplejearbejde – historisk, men også i dag – primært varetages af kvinder, er det ikke et emne, folk taler om.” 

Det forsøger hun at rette op på i Aftenvagt, som Ekkos anmelder Rikke Bjørnholt Fink belønner anstrengelserne med fem stjerner. 

Underholde og debattere
Som instruktør har Petra Volpe et aktivistisk sindelag. 

Hun fik sit internationale gennembrud med Nye tider, der også lagde vejen forbi danske biografer i 2017 med historien om, hvordan schweiziske kvinder endelig opnåede stemmeret … i 1971. 

Og på dette års Sundance-festival i januar kom hendes engelsksprogede debut Frank & Louis, der sætter fokus på de oversete demenspatienter i USA’s fængselsindustri. Også den er værd at glæde sig til. 

”Jeg tror på, at film kan gøre en forskel. Jeg vil skabe et stort stykke kunst, som også er underholdende. Og jeg mener ikke, at det udelukker, at man taler om noget seriøst,” siger instruktøren.

Aftenvagt blev til, fordi Petra Volpe længe havde bekymret sig over forholdene i sundhedssektoren. Hun er ikke den eneste. Filmen spillede på Berlinalen sammen med Frelle Petersens smukke Hjem, kære hjem, mens rygterne svirrede om Zinnini Elkingtons forrygende debutfilm Det andet offer. 

Petra Volpes film ligger tættest på sidstnævnte, som angiveligt blev afvist på Berlinalen, fordi de to film mindede for meget om hinanden. 

Volpe fik øjnene op for, hvor meget omsorgsarbejdet kræver af overskud og empati, da hun boede sammen med en hjemmehjælper. 

”Jeg ledte længe efter den rette måde at fortælle en historie om sygeplejerbranchen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne gøre filmen effektiv og underholdende, men også debatterende. Jeg ville have, at filmen skulle starte en samtale.” 

Den afgørende inspiration kom, da Petra Volpe læste Madeline Calvelages autofiktive roman Unser Beruf ist nicht das Problem. Es sind die Umstände (”Vores arbejde er ikke problemet. Det er omstændighederne”). Den beskriver nøje slagets gang på en helt almindelig sygeplejervagt. 

”Jeg følte, at det allerede var en film: én sygeplejer, én vagt og så hverdagens drama på en underbemandet hospitalsafdeling,” fortæller instruktøren. 

Herefter lavede Petra Volpe i sin egen research. Hun interviewede sygeplejersker og besøgte hospitaler i Schweiz og Tyskland for at følge arbejdet på forskellige afdelinger. 

”Jeg ville have et større billede af, hvilke problemer faget står overfor, og hvorfor folk er så ulykkelige, at de forlader det i hobetal. Lidt efter lidt samlede det sig til en film.” 

Kapløb med tiden
I Aftenvagt følger publikum i hælene på den samvittighedsfulde og dygtige sygeplejerske Floria, der halser fra sygestue til sygestue gennem en helt almindelig vagt. Allerede før hun er kommet i kittel, skrider tidsplanen. 

Afdelingen er underbemandet, så hun og kollegerne må løbe stadig hurtigere for at få enderne til at mødes. Uforstående, angste eller forvænte patienter lægger beslag på hendes tid, mens kollegerne enten er for uerfarne eller har for travlt til at være til megen hjælp. 

De situationer mødte Petra Volpe ofte i sin research. 

”Arbejdsgiverne forsøger at maksimere deres profit med en kalkule: Hvor lang tid tager det at rengøre en patient, der har skidt i sengen? Hvor længe tager det at lægge et drop? Hver bevægelse har en effekt. Hvis hun er ét minut forsinket, fordi hun hjælper sin kollega, vil hele dagsplanen skride. Mange sygeplejersker oplever et konstant kapløb mod uret.” 

Instruktøren skynder sig at tilføje, at tidspres er en uomgængelig, endda en stimulerende del af jobbet. 

”Det er ikke sådan, at sygeplejere hader presset. De kvinder, jeg talte med, elsker deres arbejde. De er som atleter. Floria er ikke et offer, og hun er endnu ikke fuldkommen udmattet. Hun ser sin vagt som en udfordring.” 

Problemet er, når undtagelsestilstanden bliver ren rutine. 

”Man når et punkt, hvor man ikke kan dele mere ud af sig selv. Man kan ikke altid være to-tre steder på samme tid. Det er det dilemma, sygeplejer hver dag står overfor.” 

Spiller med kroppen
I hovedrollen ses den tyske skuespiller Leonie Benesch, der for et par år siden var i front for en anden hverdags-thriller, Ilker Çataks Oscar-nominerede Lærerværelset. 

I den film spiller hun en skolelærer, der bliver udsat for et tyveri. Hun forsøger at gøre det rette for sine elever, mens uforudsete forviklinger hober sig op. På overfladen minder rollerne om hinanden, men som Petra Volpe pointerer, er de også markant forskellige. 

”Vi gik meget anderledes til hendes karakter her. I Lærerværelset er hun meget idealistisk og lidt bedrevidende. Floria er langt mere pragmatisk. Hun vil ikke ’gøre det rigtige’, hun vil bare gøre et godt stykke arbejde. Og jeg tror, det var en interessant udfordring for Leonie.” 

Den 35-årige tyske skuespiller har i interviews fortalt, hvordan hun i månedsvis forberedte sig på rollen og blandt andet var i praktik som sygeplejerske på et hospital. 

”Hun var nødt til at lære mange sygeplejerfunktioner og koordinere sin dialog med bevægelserne. Det er virkelig en actionfilm!” fortæller Petra Volpe. 

”Vi så karakteren som en atletisk ung kvinde, der bare vil gøre sit arbejde så godt som muligt. Og hun var vild med, at karakterens psykologi ikke for alvor spiller ind. Hun kunne bare fokusere på kroppens alvor.” 

Stresset kamera
Aftenvagt byder også på en anden genganger fra Lærerværelset, nemlig fotografen Judith Kaufmann, der har optaget Petra Volpes seneste tre film. 

”Hun er min partner in crime hele vejen igennem!” siger instruktøren med et smil. De to besluttede sig tidligt i processen for med lange, uafbrudte Steadicam-optagelser at sætte publikum i Florias sted. 

”Efterhånden som hun bliver mere flosset af stress, bruger vi kameraet til at afspejle hendes stressniveau,” forklarer Petra Volpe. 

”Vi havde kun to dage til bare at øve koreografi med skuespillerne – timingen. Hvor er kameraet, hvem kommer fra stuen, hvem går ind? Det var nærmest som at opsætte et teaterstykke. Jeg elskede det. For mig var det første gang, jeg satte noget i scene på den måde.” 

Borger i et andet land
De patienter, Floria møder på afdelingen, repræsenterer et tværsnit af det schweiziske samfund. Alkoholikeren, demenspatienten, indvandreren, den kræftsyge familiemor og det øretæveindbydende overklasseløg, der har betalt for en privatstue. 

Alle introduceres i forbifarten, mens Floria forsøger at finde balancen mellem pleje og den omsorg, de også tydeligt har brug for. 

”For mig er der intet mere ensomt end et hospital. Jeg tror, det var forfatteren Susan Sonntag, der skrev, at når man bliver syg, bliver man borger i et helt andet land. Det er skarpt. Så snart man bliver indlagt på et hospital, hører man ikke længere til i den almindelige verden. Man befinder sig i sin egen kosmos, for selv om folk bekymrer sig, kan de ikke mærke din krop. Så på en måde er man afskåret fra livets gang,” betragter Petra Volpe. 

”Patienterne var inspireret af mit eget liv. Jeg har for eksempel en hund, så min første bekymring, hvis jeg blev syg, ville være: ”’Hvem tager sig af min hund?’” 

Den bekymring lægger hun i filmen over på den ulykkelige gamle Herr Leu, der venter på afgørende prøvesvar, men mest har tanke for sin hund. De overvejelser mødte Petra Volpe ofte i sin research. 

”Folk kan ligge for døden og ikke tænke på andet end deres kæledyr. Andre kommer sig hurtigere, fordi de har et kæledyr. Så både helingsprocessen og det endelige udfald har det med at være bedre for folk, der har kæledyr,” fortæller Petra Volpe. 

Den sociale kontrakt
I Aftenvagt ser vi også konsekvensen af et privatiseret sygevæsen, hvor egenbetaling skaber to klasser af patienter: Nogle må dele stue, andre betaler sig til privatliv og særforplejning. 

Men når sygeplejerne alligevel herser fra den ene stue til den anden, kan forskellen i praksis være til at overse. 

”Det er en vrangforestilling, at man kan have to forskellige standarder for pleje. Og de rige bør ikke glemme, at uanset hvor smuk ens stue er, så er man stadig syg. Og det udjævner alle forskelle,” siger Petra Volpe. 

At privatforsikringer og privathospitaler også er på vej frem i Danmark, bør ikke gøre danskerne blinde for, hvor privilegerede vi er i kraft af den offentlige sygesikring, lyder det fra instruktøren. 

”Alle er jaloux på danskerne. I Schweiz er man nødt til at være forsikret, og det er ikke billigt. Jeg bor også i USA, og her siger folk altid, at europæiske sundhedsforsikringer er gratis. Men nej, det er ikke gratis. Det er en social kontrakt, vi alle har indgået.” 

Ringede til brandvæsenet
Med Aftenvagt vil Petra Volpe gøre det klart, hvad det kræver at opretholde den sociale kontrakt. Den danske titel Aftenvagt er oversat fra den engelske, men instruktøren foretrækker sin originale, der mere tydeligt præsenterer filmen som en hyldest: Heldin – ”heltinde”. 

”Vi kunne ikke oversætte det til engelsk, fordi jeg hele tiden var nødt til at forklare, at det ikke handler om narko, men om en kvindelig helt – en heroine.” 

Petra Volpe har enorm respekt for sygeplejere. Og hun har ikke meget tilovers for de kapitalistiske kræfter, der gør deres arbejdsforhold så utaknemmelige. 

”Hospitaler afviser at hyre flere sygeplejere, fordi det ikke er rentabelt, når de bare kan skaffe freelancere. Og så formoder de, at sygeplejerne da bare finder ud af det, og det gør de normalt også. De vil jo ikke have, at nogen skal dø på deres vagt. Men det er at presse dem følelsesmæssigt. Hvis en fejl skulle opstå, er det jo deres skyld.” 

”Der var en historie om en sygeplejer, der kort før jul var alene på et plejehjem om aftenen. Hun havde allerede arbejdet en dobbeltvagt, og da der ikke kom nogen for at afløse hende, ringede hun til brandvæsnet og sagde, at de var nødt til at komme. Hun var nødt til at tage hjem, men nogen måtte jo blive på plejehjemmet. Det skete to gange, og så fyrede de hende.” 

”Fordi det er kvinder, er der en forventning om, at det bare løser sig. ’Det kan du sagtens, én vagt mere, det går nok.’” 

Petra Volpe ryster på hovedet. Hun er vred, men hun har også forsøgt at gøre en forskel. 

”Jeg håber, at sygeplejerne føler sig fejret. Og at folk vil være taknemmelige og respektfulde, næste gang de er på hospitalet, selv hvis de er nødt til at vente fem minutter på en kop te. Og så håber jeg, at filmen kan opmuntre politikerne til at prioritere det her emne højere. De er nødt til at tage krisen seriøst i stedet for bare at vente og se, hvad der sker.”