Improvisation i nattelivet

Kaster man et ædrueligt blik på nattelivet sociale spil, opdager man alskens rablende, pinlig og smalltalkende situationskomik, der ikke sjældent dækker over lumre intentioner.

Det norske natteliv og kønnenes dans om den varme grød er motivet i Mariken Halles kortfilm No Sex Just Understand, der bygger på instruktørens egne oplevelser.

Hun er uddannet fra The School of Film Directing i Göteborg, hvor hun dimitterede i 2010 med filmen Maybe Tomorrow. Sammen med sin faste samarbejdspartner Clara Bodén og Ronja Svenning Berge har hun oprettet produktionsselskabet Vapen och Dramatik, som ikke bare vil begrænse sig til filmmediet, men også udgive bøger og anden kunst.

No Sex Just Understand optræder på dvd'en Funny Films of the North, som Ekko har produceret i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

Jeg er kvinden i filmen
— Mariken Halle, hvordan kom du på idéen til filmen, og under hvilke omstændigheder blev den lavet?

”Jeg var i samme situation, som kvinden i filmen, for nogle år siden. Jeg var på en bar med en gruppe teaterfolk, og vi endte med at tale med to mænd hele aftenen. Den ældre af dem havde et fascinerende sprog. Han hoppede fra det ene emne til det andet, og jeg spurgte ham, om det var okay, hvis jeg skrev ned, hvad han sagde. Det havde han det fint med, mens den yngre ikke syntes, at det var i orden. Han ville bare have mig med hjem.”

”Efterfølgende følte jeg, at den her situation ville gøre sig fantastisk som film eller teaterstykke. I Göteborg lærte jeg Ylva Gallon at kende. Hun spiller kvinden i filmen og sammen med hende og Rasmus Lindgren lavede vi tre film i den samme bar, så No Sex Just Understand er faktisk en del af en trilogi.”

— Hvad er dine intentioner med No Sex Just Understand?

”Jeg ville vise, hvordan mennesker kan have så mange intentioner og ting, de vil med hinanden. Jeg ville genskabe et sprog, der var lige så sårbart og uventet, som i den oprindelige situation. Jeg ville gøre det svært for publikum at afgøre, om de egentlig synes godt eller dårligt om de tre hovedpersoner.”

— Var skuespillerne fulde i virkeligheden, eller spiller de bare godt?

”Nej, de var ikke fulde. De er bare modige skuespillere, der er åbne og lader os tage del i deres associationer (nøjagtig som fulde mennesker har en tendens til at gøre). Meget af dialogen er improviseret. Manuskriptet er lavet for at man kan forstå situationen, karakteren og rytmen, men jeg smider det væk, hvis jeg mærker konstruktionen for meget. Så opbygger jeg i stedet scenerne på stedet og guider skuespillerne igennem.”

Mere som en film
— Er du inspireret af nogen specifikke kunstnere eller værker?

”Jeg er meget inspireret af John Cassavetes. Den måde han lavede film på, hans sprog og kærligheden til skuespillerne. Jeg er inspireret af Bo Widerberg, Anja Breien, Roy Andersson, Lars von Trier, Ruben Östlund, Margreth Olin, Werner Herzog og Agnes Varda for deres konsekvens, mod og legesyge.”

— Hvad var den største udfordring ved at lave filmen - kunstnerisk såvel som praktisk?

”Den største udfordring var skriveprocessen. Jeg følte, at jeg var nødt til at forklare forholdene mellem menneskerne i baren og gøre situationen mere dramatisk. I et udkast skulle kvinden til Thailand den næste dag for at arbejde som frivillig, og hun endte med at tage hjem med den yngre mand mod betaling. Jeg følte, at jeg blev nødt til lave den som en 'rigtig' film. Men da jeg startede på filmskolen i Göteborg, så jeg film af tidligere studerende som Fijona Junozi og Lisa Cornwall, der hopper direkte ind i situationer uden at forklare karakterernes indbyrdes forhold.”

— På hvilken måde bruger du humor i No Sex Just Understand?

”For mig er humor og alvor meget tæt forbundet. For at lave noget sjovt er jeg nødt til at tage udgangspunkt i noget alvorligt, og de ting i livet, jeg finder interessante og vil lave film om, har ofte en kombination af humor og alvor. Da jeg gennemlevede den situation, som No Sex Just Understand er baseret på, var jeg i en tilstand, hvor jeg grinte meget, men jeg følte mig samtidig ked af det, provokeret og skyldig. Det var de følelser, jeg ville genskabe.”

Hjertet i postkassen
— Hvad kan man opnå med humor, som tragedien ikke er i stand til?

”Det er svært at bruge ordene komedie eller tragedie, for mine yndlingsfilm passer som regel ind i begge kategorier. For mig har det meget at gøre med præcision. Hvis filmskaberen virkelig har anstrengt sig for at observere og indfange detaljer i menneskenes adfærd eller i livet generelt - så er det sjovt. Jeg lavede engang en humoristisk film om asylansøgere, der ikke kan blive sendt tilbage til Etiopien, som hed Trygve With His Heart in the Mailbox. Dér traf jeg et bevidst valg om formen. Jeg ville have skuespillerne til at udstille andre sider af sig selv. De skulle ikke bare være 'triste flygtninge'. De endte med at lave en parodi på en typisk, norsk film.”

”Den film er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge komedie som noget uventet, der kan få et meget alvorligt budskab igennem, når folk har vænnet sig til alle de alvorlige ord, som ikke længere har nogen effekt. Jeg ved dog ikke, om komedien har en effekt i det hele taget. Ermias, som spillede hovedrollen, er i præcis samme situation nu som, da vi lavede filmen for syv år siden. Han levede i et telt uden for Oslos domkirke, indtil politiet for nylig tog teltet.”

— Synes du, at der eksisterer en særlig, nordisk humor?

”Nej. Humor er noget meget internationalt. Jeg tror, at grunden til, at visse lande synes at have en speciel form for humor, kommer af trends og af, at instruktører kopierer hinandens stil, snarere end af en fælles, nordisk humor i sig selv.”

— Hvilken reaktion ønsker du at fremkalde hos publikum med No Sex Just Understand?

”For nylig viste jeg filmen for en gruppe sommerskole-studerende fra hele verdenen på universitet i Oslo. Efter visningen var der mange, som spurgte mig, om det var normalt for en ung kvinde at opføre sig sådan sammen med to mænd. To studerende begyndte en heftig diskussion om ligestilling.”

”Det er sådanne reaktioner, jeg synes er interessante - reaktioner, jeg ikke havde forudset. For en person fra en anden del af verden handler No Sex Just Understand ikke om det samme, som den gør for mig. Derfor synes jeg, at en filmskaber skal være så præcis og ærlig som muligt og ikke nødvendigvis insistere på at have et tema eller en sætning, der beskriver det hele. Det skal være op til publikum selv at finde en mening med filmen.”

To aftener og 5000 kroner
— Hvad synes du om det endelige resultat?

”Jeg er meget glad for resultatet. Vi formåede at indfange den følelse, jeg havde under overfladen, da jeg oplevede situationen. Og skuespillerne bidrog med nye og berigende elementer. Filmen er lavet meget simpelt - to aftener på en bar med et budget på 5000 svenske kroner.”

— Hvad har No Sex Just Understand betydet for dig personligt?

”Det vigtigste for mig er, at mange af de mennesker, jeg mødte gennem denne film, er blevet faste og vigtige samarbejdspartnere efterfølgende. Jeg er blevet ved med at arbejde med de skuespillere, der spillede hovedrollerne, og Clara Bodén og jeg brugte en masse erfaringer fra filmen til vores afgangsprojekt året efter, Maybe Tomorrow. For eksempel måden at bruge kameraet på og måden at arbejde med dialog.”

— Er du i gang med nogen nye projekter?

”I sommer havde vi travlt med at producere en spillefilm om tre svenske servitricer i Oslo. De bliver spillet af tre skuespillere, der alle lige er blevet færdige på skuespillerskolen i Göteborg. De startede deres egen skuespillergruppe, mens de gik på skolen, og jeg har fulgt dem og set alt deres arbejde, som er virkelig modigt og morsomt. Filmen hedder The World is Waiting og handler om at prøve at skabe en platform, hvor man kan gøre lige, hvad man vil. Vi arbejder også på et andet projekt, der hedder Apartment + Car + Everything I Have and Own, som går ud på, at Clara Bodén forsøger at finde ud, om hun er 'mere end Jämtland' (et amt i Sverige, red.) eller ej.”

Elleve år og doven
— Hvad synes du om den nuværende tilstand i norsk film?

”Norsk film har nogle meget talentfulde instruktører, der laver gode film, for eksempel Joachim Trier og Margreth Olin. Derudover synes jeg, at vi har mange talentfulde filmskabere, som laver film, der snarere er en idé om, 'hvordan en film bør være' end rigtige film. Jeg bliver trist, når jeg ser en stor produktion, hvis eneste mål er at sælge billetter.”

”Jeg så for eksempel en Varg Veum-filmatisering (Varg Veum er detektiven i en Gunnar Staalesens krimier, red.), hvor manuskriptet mindede mig om noget, man skrev, da man var elleve år gammel og doven. Det er trist, at en masse talentfulde mennesker skal arbejde på disse produktioner, og at den her type film kan få støtte fra Det Norske Filminstitut.”

”Jeg mener, at det er producenternes ansvar at garantere, at de mennesker, som arbejder i filmbranchen, arbejder på ambitiøse projekter, som vil noget med publikum og ikke bare tage deres penge. Det er derfor, jeg synes, at vi skal diskutere producentens rolle mere og gøre dem ansvarlige for den kunstneriske værdi i langt højere grad, end vi gør i dag. Så tror jeg, at de mest fantastiske ting kan ske i norsk film.”