”Jeg er den sidste af min slags”

”Undskyld, de damer. Hvornår er man unormal?”

Det er en regnfuld dag på Amagertorv i indre København, og Jacob Yoon Egeskov Nossell har med mikrofon i hånden og kamera i ryggen konfronteret tre ældre damer med et enkelt, men prekært spørgsmål.

De reagerer afvigende ved at slå en høj latter op.

”Dét ved jeg ikke. Sådan noget er jeg ikke så glad for at svare på,” siger den ene med blikket vendt bort og skubber hurtigt spørgsmålet videre til den anden, der velmenende, men anstrengt forsøger sig.
Den tredje har for længst, umærkeligt, forladt gruppen og sniger sig nærmest ængsteligt rundt om Storkespringvandet.

Denne scene, der er en af de indledende i Christian Sønderby Jepsens Naturens uorden – biografpremiere 7. oktober – indrammer hovedpersonens virkelighed.

Noget unormalt i alle
Den 28-årige journalist, foredragsholder og komiker Jacob Yoon Egeskov Nossell er spastiker.

Hans gang er besværet, og hans stemme og artikulation er sylen, der skånselsløst stikker hul på den betændte blære af forlegenhed og ubehag blandt de adspurgte.

”Det er jo en måde at vise på, hvordan jeg har det til daglig. Folk går oftest en stor bue uden om mig, fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig,” siger Nossell, da vi møder ham godt to uger inden premieren på den selvbiografiske dokumentarfilm.

”Men jeg har efterhånden fundet ud af, at alle mennesker går og kæmper med noget. Der er en ynkelig, lille handicappet mand gemt i os alle sammen – en eller anden form for unormalitet,” siger Nossell og tilføjer:

”Så selv om filmen handler om mig, skal den helst få folk til at reflektere over sig selv og hinanden.”

Point of no return
Christian Sønderby Jepsen (Testamentet og Blodets bånd) har over tre år fulgt Nossell og dokumenteret tilblivelsen af teaterstykket Human afvikling, der opførtes på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i efteråret 2014.

I teaterstykket har Nossell gjort sig selv til sit eget forskningsprojekt og bygget en videnskabelig og meget personlig fortælling op omkring tre eksistentialistiske spørgsmål: Har jeg lov til at leve? Vil jeg have et handicappet barn? Hvad er normalitet?

Filmen følger Nossell i hans research, der består af hjernescanninger på hospitalet, møder med forskere og filosoffer, prøver på teatret og ganske almindelige hverdagsgøremål.

En uventet spidsbue tilføjes den dramaturgiske spændingskurve, da han i efteråret 2013 bliver kørt ned af en bus og må sætte hele teater- og filmmaskineriet på standby i mange måneder.

”Jeg var virkelig langt nede. Og det er ingen hemmelighed, at Christian og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og spurgte os selv, om jeg kunne klare det. Men på en måde var det et point of no return, for vi var nået så langt, at det ikke gav mening at give op,” fortæller Nossell og tilføjer:

”Men det var virkelig som at bestige Mount Everest med brækkede ben.”

Traumatiserende opdagelse
Jacob Yoon Egeskov Nossell har opbygget et bugnende cv, siden han i 1987, tre måneder gammel, blev adopteret og fragtet fra Korea til Smørum på Nordsjælland, hvor han voksede op med sine forældre og sin storesøster.

De fleste vil højst sandsynligvis genkende Nossell fra Mads Brüggers satiriske dokumentarserie Det røde kapel, der skildrer mødet mellem en fiktiv teatergruppe – bestående af Nossell, komikeren Simon Jul og Brügger selv – og Nordkoreas befolkning.

Siden har han turneret landet rundt med tv-værten Thomas Skov som ambassadør for kampagnen Det er ikke et handicap og opsat sit eget teaterstykke på Det Kongelige Teater, alt imens han har passet journaliststudiet på Roskilde Universitet.

”Jeg opdagede i en meget tidlig alder, at jeg kunne noget, som de andre børn på min handicapskole ikke kunne. Jeg husker denne her ’hvad kan jeg blive’-dag på skolen som en ganske traumatiserende oplevelse. Mange af mine kammerater fandt jo pludselig ud af, at de ikke kunne blive brandmænd, jægerpiloter eller operasangere,” fortæller Nossell og fortsætter:

”Så på en eller anden måde følte jeg en forpligtelse til at gøre noget godt og vigtigt med mit liv, når jeg nu var den, der havde bedst chancer.”

Man bliver lidt ensom
”Det er jo på mange måder konklusionen på mit liv indtil videre,” siger Nossell om filmen og teaterstykket, hvis tilblivelse den dokumenterer.

”Jeg har jo altid følt mig unormal. Noget af det sværeste er måske, at jeg ikke rigtigt kan spejle mig i andre. Man bliver lidt ensom.”

Han lever med en medfødt spastisk lammelse, der sidder på hans talecenter og giver en krampagtig stivhed i musklerne.

”Der er noget tragikomisk i konstant at måtte indse, at ’det her kan jeg ikke, og det her kan jeg ikke. Jeg har ikke haft de samme muligheder som andre for at danne mig en identitet og finde ud af, hvem jeg er. Så det var egentlig dér, det startede. Jeg ville undersøge, hvad meningen med mit liv var,” fortæller Nossell.

Naturens uorden giver indtryk af, at arbejdet med både teater- og filmprojektet har været lidt af en dannelsesrejse på godt og ondt. Men om han har fået svar på spørgsmålene, er Nossell ikke sikker på.

”Jeg tror aldrig, at man finder ud af, hvem præcis man er. Man kan højst nærme sig. Men hvis jeg skulle nævne én ting, jeg har fundet ud af, så er det, at jeg ikke er usårlig. At blive kørt ned af en bus, var måske en ret hård måde at lære det på.”

”Og hvis jeg må være lidt kynisk, så behøver vi jo egentlig ikke diskutere, hvorvidt jeg har ret til at leve eller ej. Al forskning og statistik viser, at jeg er den sidste af min slags,” siger han og henviser til, at videnskaben i dag kan opdage det handicap, han har, på fosterstadiet.

”Hvis folk har mulighed for at vælge et handicappet foster fra, så vil de med større og større sandsynlighed gøre det.”

Et kamera oppe i røven
Jacob Nossell er en usandsynligt travl mand, og man bliver næsten forpustet af at følge hans intense hverdag i Naturens uorden. Hvor kommer al den handlekraft og energi fra?

”Jeg har først og fremmest været utroligt heldig, men jeg tror også på, at hvis man møder stor modgang tidligt i sit liv, bliver man stærkere,” siger Nossell og tilføjer:

”Jeg har aldrig været fan af mantraet om, at du kan, hvad du vil. Jeg kender mange handicappede, der har et lorteliv. Og det er da enormt irriterende, at jeg skal bruge 40 minutter på at komme i bad og få tøj på. Bare de der små ting, hvor jeg nogle gange spørger mig selv: ’Jacob, er du evnesvag eller hvad?’”

Naturens uorden giver netop et utilsløret indblik i Nossells møjsommelige hverdagsrutiner, og tilskueren tages endda med til mere eller mindre intime undersøgelser på hospitalet. Nossell har intet problem med det store fokus på hans privatperson.

”Når du først har haft et kamera oppe i røven, er det begrænset, hvor meget du har at skjule,” siger han med et smil. ”Og der har jo altid været nogen, der pegede på mig, så det føles ikke særligt banebrydende.”

Har det som Dirch Passer
Teaterstykket Human afvikling fik stor ros, og Naturens uorden afventer nu publikums og anmeldernes dom.

”Det er mit hovedværk inden for handicap-verdenen, jeg har brugt hele mit liv på at forstå. Jeg håber folk synes, at den adskiller sig fra den gængse handicap-dokumentar i kraft af det metalag, der giver hovedpersonen lov til selv at reflektere.”

Den røde tråd i Nossells projekter er hans eget handicap. Nærer han ønske om at lave noget, der intet har med den medfødte lidelse at gøre?

”Jeg ville da gerne være den nye Martin Krasnik. Men det er ligesom med Dirch Passer, der så gerne ville spille seriøse roller: Folk grinede alligevel af ham, fordi han var Dirch Passer,” siger Nossell.

”Jeg har ligesom accepteret, at hver gang jeg åbner min mund, så taler jeg på en hel masse menneskers vegne, fordi jeg er den, jeg er. Hvor meget kan man adskille Jacob fra handicappet? Er jeg unik, fordi jeg er handicappet, eller er jeg unik, fordi jeg er mig?” spørger han eftertænksomt.

Kone, børn og film
I dag, omkring to år efter busulykken, er Jacob Nossell helt tilbage i sin travle hverdag, og kalenderen er fyldt op med foredrag, pr-arrangementer, møder og interviews.

I øjeblikket arbejder han på en musikvideo, der knytter an til Naturens uorden. Han har selv skrevet teksten, og musikerne Pato Siebenhaar og Ane Trolle står bag musik og sang.

Den ultimative fremtidsdrøm, som det fremgår i en meget rørende scene i filmen, er at få kone og børn, men Nossell har bestemt heller ikke droslet ned på karriereambitionerne.

”Jeg drømmer om at lave dokumentarfilm i øjenhøjde,” siger han.

”Når der laves dokumentarfilm om sociale minoriteter, er det altid en eller anden 40-årig, kvindelig journalist fra Hellerup, der er taget ind til byen for at filme nogle alkoholikere eller narkomaner. Det synes jeg er enormt trættende, for det bliver bare De unge mødre på DR2,” siger han.

”Vi har jo set, at luderen, narkomanen og den handicappede har det svært, men hvad gør vi ved det? Hvis man portrætterer et socialområde, har man også et ansvar for at hjælpe dem og ikke mindst give dem en stemme.”