Når krigen aldrig kommer

Det er billeder, der får skånske Karl-Göran Persson til at dedikere sit liv til frygt.

Nemlig illustrationerne i den svenske pjece Om kriget kommer, som bliver omdelt regelmæssigt fra 1943 med sikkerhedsinstruktioner i tilfælde af, at den kolde trussel fra øst bliver varm.

Landsbyboeren går i gang med at bygge sit hus om til en cementbunker med plads til ham, de lokale familier og kongen. Han bygger med, hvad han nu kan skaffe. Alle materialer fragtes på cykel, og selvfølgelig skal østvæggen være tykkest.

Da Karl-Göran dør i 1975 efter årtiers arbejde, er bunkeren aldrig blevet brugt. I 1991 holder den svenske stat op med at omdele Om kriget kommer.

Men den enorme bygning står der stadig, midt på marken, da den lokale dreng John Skoog kom på besøg med sine forældre flere år senere.

”For at finde den er man nødt til at spørge bønnerne om vej, og det medførte altid en eller anden anekdote om Karl-Göran,” fortæller John Skoog, da vi taler med ham på Ekkos kontor.

Efter at være blevet kunstuddannet og filmskaber lavede han i 2013 en kortfilm om den fascinerende særlings hus og de lokales minder om ham. Senere voksede idéen sig til spillefilmstørrelse.

”I 2018 blev Om kriget kommer sendt ud igen, og vi blev enige om, at nu måtte vi gøre det,” husker instruktøren, der samlede det gamle hold til Värn, som nu kan ses i danske biografer.

I filmen, der fortjent har fået overstrømmende anmeldelser i blandt andet Ekko og Politiken, fortælles Karl-Görans historie med den franske stjerne Denis Lavant i hovedrollen som den skræmte eneboer.

Vi rører ved krig
For John Skoog er følelsen af overvældende frygt for verdensbegivenhederne kun blevet nemmere at forstå. Mens han og Kettil Kasang arbejdede på manuskriptet i 2022, invaderede Rusland Ukraine.

”Paranoiaen er vendt tilbage til vores liv, og nu nøjes vi ikke med at se skræmmende billeder – vi rører dem bogstavelig talt på vores smartphones. Vi har krig og folkemord i hænderne hver dag,” siger instruktøren, der bor i København, men underviser på kunstakademiet i Maintz.

”Jeg viste mine elever nogle AI-propagandavideoer fra Det Hvide Hus og Irans Lego-videoer. Det mest uhyggelige er, hvor hurtigt de laves. Men når man ser dem samlet, kan man tale om dem, og det gør dem mindre skræmmende. Karl-Göran kan ikke tale med nogen om sin frygt.”

– Han bygger en bunker for at håndtere angsten. Hvad gør du?

”Jeg lavede vel den her film. Hvis man er kunstner, kan man genkende den besættelse, som Karl-Göran oplever. Men jeg tror mange mennesker har et livsprojekt, eller kender nogen, der arbejder i det uendelige på noget for at komme igennem livet.”

En vigtig scene i den ordknappe film er, da Karl-Göran citerer pamfletten og blandt andet bemærker, at alle skal gemme sig i den ”nærmeste bunker”. Når krigen kommer, får hele nærområdet altså brug for ham.

– Han fremstår som en sørgelig helt, det vil redde alle. Men er han i virkeligheden en fejlslagen opportunist, der vil udnytte en eventuel krig til at blive vigtig?

”Det er et godt spørgsmål. Sverige er det land i verden, hvor det er længst siden, der var krig. Så det er et ubrugeligt våbenkapløb for ingenting, han har gang i. Men jeg synes, han er en helt, bare ikke på den måde, han tror.”

”Det er heroisk, at han plejer det lokale fællesskab på en facon, som virker radikal i vores selvoptagede tid. Det er en fejl at påstå, at alt var bedre i gamle dage, men Karl-Göran repræsenterer noget vigtigt fra sin tid, som vi har brug for i dag.”

Svensk salme hjalp stjerne
I centrum for Værn står Denis Lavant som den skånske særling, der er alene i 80 procent af scenerne. Franskmanden kendes især for Leos Carax-film som Holy Motors og De elskende fra Pont-Neuf samt Claire Denis’ Beau Travail.

John Skoog kunne ikke forestille sig en svensk skuespiller i hovedrollen. Men han kunne nemt forestille sig den franske excentriker – kendt for sin kropslige, absurde stil – bygge på et hus i halvanden time.

Instruktøren skrev tidligt i processen en passioneret mail til skuespilleren – oversat til fransk – hvortil Lavant svarede: ”Skriv den her film til mig.”

”På grund af corona gik der halvandet år, før vi kunne mødes. Jeg tvivlede på, om han faktisk mente det, men da vi endelig mødtes, forstod han figuren totalt. Det er modigt som 64-årig at påtage sig en så fysisk krævende rolle på et fremmed sprog, og han var topprofessionel hele vejen igennem,” siger John Skoog.

Instruktørens mor stod for at lære franskmanden at udtale de få skånske replikker, da Denis Lavant ikke kunne et ord svensk i forvejen – eller engelsk for den sags skyld.

”Når man prøver at få et smalt filmbudget til at gå op, er det en god idé at samarbejde med sin mor. Det er gratis, og så får man endda et måltid og noget omsorg ud af det,” siger den 40-årige instruktør med et smil.

Denis Lavant brugte en gammeldags diktafon til at indspille den korrekte udtale af replikkerne med John Skoogs mor, som han kunne øve sig med. Da han først lærte at synge en svensk salme, begyndte resten at klikke.

”Min mor syntes til at starte med, at det var en virkelig dårlig idé. Men nu er de venner, og mine forældre ville nok besøge Denis, hvis de kom til Paris. Han har sit eget Karl-Göran-agtige hus – en gammel autoshop, han købte for pengene fra De elskende fra Pont-Neuf.”

Kompliceret finansiering
Hjælp fra mor var især nødvendigt, fordi Værn har været en ualmindeligt svær film at finansiere.

”Forestil dig, at du pitcher til Svenska Filminstitutet: ’Vi vil lave en film i sort-hvid, skudt på analogfilm og næsten uden dialog, hvor vi bygger et helt hus, og hovedrolleindehaveren kan hverken tale svensk eller engelsk.’ Det blev ikke nemmere af, at flere finansfolk slet ikke kendte Denis Lavant. Det er chokerende. Hvilke film ser de så? kan man spørge.”

Filmen fik en mindre sjat penge fra det svenske institut og skaffede det samlede budget på cirka ti-femten millioner danske kroner med et kludetæppe af co-produktionslande, inklusive Danmark og danske Paloma Productions.

”Det er produktivt, fordi man kan samarbejde med mange, men det er også en tvungen kollaboration, som er det modsatte af, hvordan jeg plejer at arbejde. Og mange penge forsvinder ned i den komplicerede finansieringsstruktur, så vi kæmpede for at få hver en krone og euro op på lærredet. Bæredygtighedsmæssigt er det også forfærdeligt, fordi man rejser så meget.”

Det lykkedes kun, fordi fotografen Ita Zbroniec-Zajt og flere på holdet er polske, fordi instruktøren bor i Danmark og brugte den danske production designer Søren Schwartzberg, og især fordi den svenske producer Erik Hemmendorff (The Square, Triangle of Sadness) med en Oscar-nominering og to Guldpalmer i ryggen gav filmen sit gyldne stempel.

Kunst frem for lektier
I sin anmeldelse af Værni Ekko takker manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen for, ”at en film som denne kan finansieres og produceres i nutidens barske filmlandskab”. Den formulering er John Skoog enig i.

”Ingen siger ja til noget, før de har set et manuskript, og der sidder adskillige mennesker og skriver deres manuskript efter, hvad konsulenterne vil give penge til. Det er ikke sådan, kunstnere skal tænke. Det er lektier – ikke kunst. Men jeg har ikke noget forslag til et bedre system.”

– Jeg har ikke flere spørgsmål. Er der noget, du ville ønske, jeg havde spurgt om?

”Nej, men jeg er glad for, at du ikke spurgte mig om Béla Tarr,” siger instruktøren om den nyligt afdøde ungarer, der med sine langsomme, sort-hvide værker om historier på landet er oplagt at sammenligne med Værn.

”Han er selvfølgelig fantastisk, men alle tror, at Værn er inspireret af ham, og det er den slet ikke. Jeg har hverken set Sátántangó eller Hesten fra Torino.”