Lyset findes selv i de dybeste afgrunde

All Things Pass & Will Pass Again, der kan ses på Ekko Shortlist, udspringer af oplevelser og relationer i mit liv. De samtaler, man har, når ens bedste ven mister sin bror, når man selv bliver efterladt, eller når man skal se en sygdom i øjnene.

Men den kommer også fra noget mere åbent og fælles. En tilstand, jeg har befundet mig i, og som jeg genkender hos andre.

Filmen begyndte ikke som en historie, men en tilstand. Uden et klart formål opstod der en trang til at give udtryk for de rum, der opstod gennem disse begivenheder i mit eget liv og i livet hos dem, der står mig nær.

Der var et behov for at lade det eksistere i lyd og billede uden at tvinge det ind i en fast form. Det er blevet et værk bygget af fragmenter.

Målet har ikke været at skabe mening, men at skabe åbenhed – at mærke, hvad der sker, når en film bæres af stemning og genklang frem for struktur. Det handler ikke om, hvad noget betyder, men om, hvad det gør ved os.

Filmen bevæger sig gennem landskaber og menneskeskabte rum, mellem det intime og det vidtstrakte. Når noget går tabt, forsvinder også tidens sædvanlige retning.

I det øjeblik opstod en mulighed for at arbejde med en form, hvor kredsløb, gentagelse og opløsning kunne blive styrende principper.

Lyden bærer filmen
I centrum står Pasquale.

Han lever med ALS. Det er en sygdom, der gradvist lammer kroppen, men lader bevidstheden intakt.

Med sin elektroniske stemme læser han digte, som han har skrevet, mens hans sygdom udviklede sig. Hans stemme er hverken fortolkende eller følelsesladet – den findes bare.

Filmens udtryk trækker på både dokumentariske og drømmeagtige lag. Der er optagelser fra Irak, Island og Italien. Der er kroppe, steder og bevægelser, som ikke er bundet sammen af én logik, men eksisterer side om side.

Vi har arbejdet med lyd som noget fysisk. Den bærer filmen fremad. Musikken blev skabt i dialog med filmens stemning, indspillet live og glidende ind og ud af andre lydlag. Intet er tilføjet som ren stemning – det er en integreret del af rummets åndedræt.

Åbent og sårbart
All Things Pass and Will Pass Again er ikke lavet for at forklare noget. Den bebor en tilstand, mange måske vil genkende. Noget er væk, noget andet forbliver uafklaret, og midt i det hele opstår en form for klarhed. Ikke som et svar, men som nærvær.

Filmen tilpasser sig ikke. Den forsøger ikke at overbevise. Den bliver i sit eget sprog, selv når det sprog er sårbart, åbent og uden klare forklaringer.

Når noget ikke forklarer sig selv, er der ofte et pres for at gøre det mere forståeligt. Men det er netop dér, filmen har valgt at blive. I stedet for at afklare det uklare har den forsøgt at holde fast i det – ikke som en strategi, men som en nødvendighed.

Om nogen oplever filmen som vigtig, må opstå i mødet – ikke i intentionen. Hvis noget mærkes, forbindes eller bringes frem i lyset, er det allerede mere, end man kan forvente.