Kimmel beskyldt for at opildne til attentatforsøg
I Jimmy Kimmel Live! i torsdags lavede Jimmy Kimmel en sketch, hvor han lod, som om han selv var med til den traditionsrige White House Correspondents’ Dinner og bemærkede, at Melania Trump havde ”en kommende enkes glød”.
Igen er den amerikanske talkshowvært Jimmy Kimmel under beskydning fra præsident Donald Trump og hans stab i forbindelse med et attentatforsøg.
I efteråret blev han kortvarigt suspenderet af selskabet ABC, som sender Jimmy Kimmel Live! Det sketeefter pres fra regeringen på grund af en joke om mordet på den højreorienterede aktivist Charlie Kirk.
Denne gang drejer det sig ifølge mediet Deadline om en vittighed, der blev fortalt to dage før den årlige White House Correspondents’ Dinner. Lørdag aften blev middagen afbrudt af den 31-årige formodede gerningsmand Cole Tomas Allens mislykkede attentatforsøg imod Trump og andre fra hans administration.
Der blev affyret skud i lobbyen på Washington Hilton, hvor arrangementet fandt sted, men Cole Tomas Allen blev hurtigt stoppet og arresteret. The New York Post har offentliggjort Allens såkaldte manifest, hvor han forklarer sit ønske om at angribe regeringsmedlemmer.
I Jimmy Kimmel Live! i torsdags lavede Jimmy Kimmel en sketch, hvor han lod, som om han selv var med til den traditionsrige White House Correspondents’ Dinner og bemærkede, at Melania Trump havde ”en kommende enkes glød”.
I går fik det præsidentfruen Melania Trump til at gå til angreb på Kimmel i et opslag på X.
”Kimmels hadefulde og voldelige retorik har til formål at splitte vores land,” skriver hun og tilføjer, at ABC – som ejes af Disney – bør sige fra i stedet for at beskytte ham.
Senere samme dag skrev præsidenten på sit eget sociale medie Truth Social, at Kimmel opfordrede til vold. Trump kom også med en meget direkte opfordring:
”Jimmy Kimmel bør øjeblikkeligt fyres af Disney og ABC.”
Tal med din mand!
I går aftes amerikansk tid udkom et nyt afsnit af Jimmy Kimmel Live!, hvor værten forklarede sin intention med Melania-joken i torsdags.
”Det var en meget mild roast-joke om, at han er næsten 80 år, og hun er yngre, end jeg er. Det var ikke på nogen som helst måde en opfordring til et attentat. Og det ved de godt,” sagde han om 79-årige Donald Trump og 56-årige Melania Trump, der rent statistisk har en god chance for at leve længere end sin ægtemand.
Jimmy Kimmel bemærkede, at han i mange år har udtalt sig imod netop vold med skydevåben, men at han forstår, hvor stressende en weekend Melania Trump må have haft.
”Jeg er enig i, at hadefuld og voldelig retorik er noget, vi skal modsætte os. Og jeg synes, et godt sted at starte med at skrue ned for det ville være at tale med sin mand om det,” fortsætter han.
Mentalisten Oz Pearlman, som var vært for det afbrudte arrangement lørdag, skulle ifølge Deadline også have medvirket i Jimmy Kimmel Live! i går. Men han bakkede ud får timer efter Donald Trumps kritik af værten.
Da Jimmy Kimmel i september blev suspenderet efter pres fra præsidenten, var det kun få måneder efter aflysningen af et andet Trump-kritisk talkshow. I juli 2025 kom det frem, at The Late Show med Stephen Colbert lukker til maj i år.
Den officielle forklaring fra tv-netværket CBS var økonomiske årsager, men lukningen landede mit i en fusionsaftale for CBS’ moderselskab Paramount. Aftalen krævede en statslig godkendelse, og mange mener derfor, at den egentlige årsag til lukningen var for at tækkes Trump.
En iskold løgner
Jimmy Kimmel er også i Det Hvide Hus blevet inddraget i debatten om attentatforsøget i lørdags.
Pressesekretæren Karoline Leavitt udtalte ifølge Deadline over for reportere, at talkshowværtens udtalelser er vanvittige. Hun påstod samtidig, at stemmer fra Det Demokratiske Parti i det hele taget inspirerer til politisk vold, når de beskylder præsidenten for at være en diktatorisk figur.
Det fik oppositionslederen Hakeem Jeffries til ved en pressekonference at kalde Leavitt for ”en iskold løgner”.
”Og hun havde ikke et ord at sige om, hvad MAGA-ekstremister har sagt og gjort, inklusive at støtte voldelige oprørere her i hovedstaden 6. januar (2021, red.), som brutalt tæskede politibetjente,” fortsatte han.
Donald Trump er før blevet beskyldt for at have opildnet til stormen på Kongressen 6. januar 2021 med en tale kort før oprøret, hvor over 100 politibetjente blev såret. Da Trump genindtrådte som præsident i 2025 benådede han oprørerne.
Fight for Trump
Trump sagsøgte sidste år BBC, der også sagde farvel til sin ledelse, fordi dokumentaren Trump: A Second Chance? indeholder en klippet version af talen, som får det til at lyde, som om Trump direkte opfordrede til at gå ned til kongressen og ”kæmpe som ind i helvede”.
Danske Christoffer Guldbrandsens dokumentar A Storm Foretold indeholder en lignende klipning af den lange tale, hvilket dokumentaristen forsvarede over for Ekko:
”Jeg var der selv den dag, jeg har set talen i sin helhed, og jeg har læst den flere gange. Budskabet til folkemængden var, at de skulle marchere mod Capitol, og at de skulle fight for Trump. Det er uomtvisteligt,” sagde han.


Kommentarer