”Krigen blev en ny mulighed for queer-personer”

Belgiske Lukas Dhont ramte tidsånden på kornet med debutfilmen Girl om en ambitiøs ung balletdanser, der mobbes i skolen og mistænkeliggøres af myndighederne, fordi hun er født som dreng.

Et stilfærdigt mesterværk, der i Cannes vandt fire priser i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Ekko besøgte instruktøren i Bruxelles, og i Ekko #81 taler han om den omdiskuterede debutfilm og arbejdet med opfølgeren, der endte med at blive den lige så gribende Close.

Her rykkede Lukas Dhont en Cannes-division op med historien om to drenge, hvis tætte venskab udfolder sig mellem deres egne, forvirrede følelser og omverdenens fordomme og sociale pres.

Med Coward, som har verdenspremiere på festivalen i aften, fortsætter han i samme tematiske boldgade, mens han filmteknisk skruer op for ambitionerne.

Krigsfilmen foregår bag den belgiske frontlinje under Første Verdenskrig, hvor to unge soldater forelsker sig, mens de adspreder tropperne med varieté-forestillinger.

Inspirationen kom fra et gammelt fotografi af soldater i kvindekostume, der viste krigen fra en vinkel, Lukas Dhont ikke havde set før.

”Jeg var forbløffet og tænkte: ’Hvordan i hele hule helvede var de i stand til at skabe kunst og lys i det mørke?’ Det satte gang i min fantasi,” fortæller instruktøren, der fylder 35 om få uger, til et gruppeinterview i Cannes.

Kan ikke lide krigsfilm
For en belgier som Lukas Dhont virkede Første Verdenskrig ellers som et udtømt emne.

”Det er allestedsnærværende fra folkeskolen. Meget af krigen blev udkæmpet i vores land, så det er en del af hverdagen. Jeg kører på ugentlig basis gennem det landskab, hvor de største slag fandt sted,” fortæller han.

Dertil kommer, at Lukas Dhont som ung havde et meget anstrengt forhold til krigsfilm.

”I den type film bliver mænd tildelt et meget begrænset råderum, hvor deres værdi udmåles i potentialet til at skade, dræbe eller beskytte. Som ung følte jeg skam, fordi jeg ikke følte, det var noget, jeg ville være i stand til at gøre, men at presse sig selv ud over den grænse er netop, hvad vi anser for at være heroisk.”

Det var sådan, filmen fik sin titel, der følger samme tradition som Girl og Close: ”Det er simple ord, men komplicerede koncepter,” forklarer han.

Og det gælder mærkatet ’kujon’, som ved fronten bruges til at presse mændene gennem skam. Det står klart, hvor meget der er på spil, da en nybagt far forsøger at stikke af fra fronten for at se sin søn og fanges som desertør.

”Vores samfund har defineret heroisme og fejhed for mænd ud fra deres evne til at konkurrere, udholde og ødelægge. Og det siger mig ikke så meget. Så det ønskede jeg at revurdere med Coward.”

Da han besluttede sig for at lave filmen, fandt han inspiration fra andre film, der gør op med samme forestillinger. Som Jean Renoirs Den store illusion og Stanley Kubricks underkendte debutfilm Fear and Desire.

”Jeg har et stærkt ønske om at åbne op for det rum og for, hvordan mænd kan udtrykke sig.”

Heltemodig kærlighed
Jo mere Lukas Dhont dykkede ned i emnet, desto mere følte han sig inspireret af soldaternes vilje til at skabe et fristed i fantasien, som kunne aflede opmærksomheden fra krigens gru.

”De tog det materiel, de havde fået til at ødelægge, og transformerede det: De byggede et podium med ammunitionskasser. De brugte kugler til at lave smykker. De brugte sandsække til at lave nederdele.”

Alligevel var han bange, da han gik i kast med manuskriptet, forklarer han.

”Jeg ville ikke bare dokumentere fortiden, men tale til nutiden. Og det tog lang tid at lave fyldestgørende research, hvor jeg dykkede ned i dagbøger i arkiverne.”

Her mødte han en side af krigen, han ikke havde set før.

”For queer personer blev krigen en ny mulighed. De ville aldrig have mødt hinanden, hvis ikke det havde været for det her brutale historiske øjeblik. Og da krigen var ovre, var de nødt til at vende tilbage til et samfund, som ikke bød deres oplevelser velkommen. Deres tilbagevenden til samfundet var enormt voldelig.”

”De var i stand til at opleve intimitet på et helt andet niveau og ikke kun seksuelt. De turde unde sig en nærhed, de ikke ville havde turdet vise, hvis ikke det havde været for krigen, hvor de befandt sig uden for samfundet.”

”Frihed for nogle ikke nødvendigvis er frihed for andre. Og jeg kan kun beundre det heltemod, folk udviste ved at elske hinanden på et tidspunkt, hvor det ikke var tilladt.”

Gemt queer-historie
Med det ene billede af soldater i dametøj i hånden gik Lukas Dhont på jagt efter flere – og det var lettere sagt end gjort. ”Den type fotos har det med at være godt gemt,” konstaterer Lukas Dhont tørt.

”Jeg ved ikke hvem, men nogen har virkelig stuvet det materiale af vejen. På Imperial War Museum i London er der tanks og planer over slagmarker på hver etage, men det materiale, som er filmens grundstof, var jeg virkelig nødt til at lede længe efter.”

Lukas Dhont vrænger jokende, da en journalist spørger om den lange vej fra idé til manuskript – det tog ham to et halvt år at få sin vision for Coward ned på papiret.

”Du lyder som min mor: ’Hvordan kan det passe, at det manuskript stadig ikke er færdigt?’ Men det er altså virkelig svært at skrive et manuskript, okay!”

Heling og hjernevask
Da han fordybede sig i arkiverne, fandt Lukas Dhont også teksterne til de sange, som soldaterne sang ved fronten og gør det i filmen.

”Musikken har en helende kvalitet. Men mange af teksterne er også brutale, fordi de blev brugt til at indoktrinere folk. Der er en sang, vi også bruger i filmen, La chanson de Craonne: ’Tyskerne er beskidte, beskidte rotter, og jo flere vi dræber, desto flere kommer.’ Hvis man kan få alle til at synge med på dén sang, bliver musik pludselig et virkelig farligt redskab.”

I Coward går den morderiske korpsånd i en grum scene ud over en gruppe tyskere.

”Jeg ville ikke have, at sangene kun skulle være et helle. Der skulle også være øjeblikke, hvor det er her, konflikten udspiller sig.”

Magnetiske hovedroller
Da først manuskriptet var på plads, blev den næste store udfordring at finde hovedrollerne.

Castingprocessen var altafgørende, forklarer instruktøren, der efter sin filmskoletid arbejdede som caster for andre filmskabere.

Til hovedrollen som bonden Pierre, der møder skrædderen Francis, fulgte han sit instinkt og søgte mod belgiske landbrugsskoler hellere end at caste en professionel skuespiller.

”Folk, der dyrker jorden, har et meget specifikt forhold til deres krop – de arbejder med kroppen på en præcis måde. Og de har et særligt, årstidsbestemt forhold til jorden. Så der er også en mentalitet, der virkelig interesserer mig.”

Han fandt frem til Emmanuel Macchia, der ud over at studere landbrug også var – og er – en inkarneret filmelsker, som ser sig om i filmhistorien og deler sine tanker på det sociale filmmedie Letterboxd.

”Da jeg satte ham sammen med Valentin Campagne, som studerer skuespil, så jeg, at de er hinandens modsætninger. Valentin er højlydt, ekstravagant og vil være venner med det samme. Emmanuel er meget sky, og han rækker ikke ud på samme måde. Men de supplerer hinanden.”

”Valentin vækkede Emmanuel til live og fik ham til at åbne for sig selv. Og Emmanuel fandt en autenticitet hos Valentin, som gjorde ham stærkere som skuespiller. Sammen er de magnetiske.”

Voldens konsekvenser
Optagelserne foregik på de samme marker, hvor Første Verdenskrig rasede for mere end 100 år siden.

”Det føltes, som om vi rejste tilbage i tiden og bragte liv tilbage til et sted, hvor der har været så megen død. Millioner og atter millioner af mænd døde i den konflikt.”

Vold er ikke et nyt emne for Lukas Dhont, påpeger han. I både Girl og Close hænger volden også over filmenes sårbare hovedpersoner som en yderste konsekvens af den modgang, de møder. ”Det er vigtigt at tale om vold,” slår instruktøren fast.

”Vi ønskede så vidt muligt ikke at rekreere de voldelige billeder, vi kender fra konflikten, men i stedet at vise voldens konsekvenser.”

Flere gange i Coward bevæger kameraet sig over skyttegraven og ud i Ingenmandsland, når en kort våbenhvile gør det muligt for soldaterne fra begge sider at hente sårede og faldne kammerater.

Men det meste af filmen udspiller sig bag frontlinjen, hvor krigen bare buldrer og tordner i det fjerne.

”Volden er tæt på, men ikke til stede. Så der er mulighed for, at noget andet kan eksistere. Et sted, som er langt mere frit og ømt. Men det ene kan ikke eksistere uden det andet.”