Medierne er de store tabere

Der var dømt ubarmhjertige smæk til den danske mediestand, da Den Danske Publicistklub mandag aften inviterede til paneldebat i Café Teatrets KafCaféen.

Emnet var den famøse lækagesag, der blussede op, da Christoffer Guldbrandsen i Filmmagasinet Ekko anklagede daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, for at have lækket fortrolige oplysninger om de danske jægersoldater til TV 2’s Rasmus Tantholdt.

En sag, som Rigsadvokaten senest har anmodet Højesteret om at tage op for at få Tantholdt og TV 2’s nyhedsdirektør Michael Dyrby til at afsløre deres kilde.

Tantholdt på anklagebænken
Guldbrandsen sad med i et panel, hvor – som ordstyrer Anders Karup fra CBS bemærkede – en lang række hovedpersoner glimrede ved deres fravær: Dyrby, Tantholdt, Winther, Gade, generaldirektør Kenneth Plummer, bestyrelsesformand Michael Christiansen, TV 2-journalist Kaare R. Schou og endelig DR-journalist Nils Giversen, der blev fyret for at have frembragt en privat optagelse på tv-stationens udstyr.

Den lange rolleliste vidner om et så indviklet plot, at én af paneldeltagerne – journalist og kommentator Niels Krause-Kjær – bemærkede, at han ”ikke fattede en bjælde” af det hele.

”Nogle skurke er blevet til helte, mens andre er blevet langt større skurke, end de er. Jeg forstår for eksempel ikke noget som helst af, hvorfor opfattelsen af Tantholdt har været så neutral,” sagde Krause-Kjær.

”Hvis han bare havde overholdt sin kildebeskyttelse, var det aldrig blevet en sag. Det afslører et slags broderskab blandt journalisterne, hvor man siger ’kildebeskyttelse ja-ja, men da ikke over for hinanden.’”

Film om Rathsack-sagen
Christoffer Guldbrandsen havde dog et helt andet billede af lækagesagen, både af dens sværhedsgrad og hovedtema.

”Det er en utroligt enkel sag. Og jeg synes ikke, at den handler om kildebeskyttelse, men om en usund relation mellem Forsvarsministeriet og medierne, der går i vejen for retvisende journalistik. Store public service-medier og dagblade er villige til at tilbageholde væsentlige oplysninger af hensyn til det ene eller andet krav,” sagde instruktøren, der også gav en forklaring på, hvorfor han fortalte om lækket små tre år efter, at det fandt sted.

”Forsvaret kørte en jagt mod Thomas Rathsack, selvom det, han havde skrevet i Jægerbogen, virkede relativt ufarligt. Jeg talte med Rathsacks forlægger, Jakob Kvist, om at lave en film om forløbet og undervejs accelererede mit behov for at dele min viden. Hykleriet i, at en almindelig jægersoldat bliver smadret af de selvsamme mennesker, der begår langt alvorligere brud på sikkerheden, er for mig dybt problematisk,” sagde Guldbrandsen.

Sammenspist relation
Én ting syntes både panelet og tilhørerne at være enige om, nemlig at medierne kort sagt skulle skamme sig. Paneldeltager og leder af journalistuddannelsen på RUC, Mark Ørsten, mente, at lækagesagen som politisk medieskandale udmærkede sig ved, at medierne selv var en af de skandaliserede aktører.

”Medierne har tabt på troværdigheden. De har været de store tabere i denne her sag,” mente han, mens sidemand Niels Krause-Kjær rettede sigtekornet ind.

”Alle har tabt i denne her sag. Som journalistfag må vi gøre hanke op i kildebeskyttelsen og den sammenspisthed, der er mellem de politiske aktører og journalisterne,” sagde Krause-Kjær, der også vendte skytset mod DR.

”Bliver man fyret for at føre en privat samtale? Hele argumentationen omkring Nils Giversens fyring viser, at Plummer ikke har fattet noget af det her,” sagde han.

Højtstående DR-mand
Til DR-generaldirektørens – delvise – undsætning kom dog en tilhører, hvis ord har en særlig vægt i den henseende.

Plummers forgænger, Christian Nissen, antydede selverklæret konspiratorisk, at en højt placeret DR-mand formentlig havde været en tur i Statsministeriet, da lydoptagelsens eksistens blev bekendt. Bagefter skulle denne person så have set sig nødsaget til at tage konsekvensen af besøget og lukke munden på de ansatte, der sad på et afgørende stykke viden.

”Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg selv ville have gjort. Jeg ville da have forsøgt at holde en sådan sag på miles afstand af mit kontor, men sådan er virkeligheden bare ikke altid,” sagde den tidligere generaldirektør.

Kras kritik af TV 2
Kollegaerne hos TV 2 gik dog heller ikke ligefrem ram forbi.

DR-veteranen Ole Sippel undrede sig over, at TV 2 ikke gik ud med historien om, at Per Stig Møller havde uret, da han påstod, at det oprindelige læk i 2007 kom fra Udenrigspolitisk Nævn.

Og Guldbrandsen hævdede, at TV 2 var blevet en strategisk kommunikator af spin snarere end en nyhedsformidler. Instruktøren nævnte ironisk TV 2's ”rørende portrætter af Søren Gade”, med reference til kanalens nylige udsendelser om den tidligere forsvarsminister.

Som en scene i Godfather
Imens lyttede TV 2’s redaktionschef Anders Krab-Johansen interesseret med fra tilhørerrækkerne, hvilket ikke undslap Guldbrandsens opmærksomhed.

”Jeg har det sådan lidt … kan I huske den scene i The Godfather, hvor broren bliver hentet fra Sicilien bare for at sidde med til et møde, hvor han ikke skal sige et ord. Men modparten skal mærke, at han er der,” sagde Guldbrandsen til stor latter i salen, inklusive hos den nu mafiaanklagede Anders Krab-Johansen.

Det var med en mere alvorlig mine, Christoffer Guldbrandsen overvejede konsekvenserne af lækagesagen.

Bag lås og slå
Som resten af panelet understregede han, at de politiske effekter havde været til at føle på: Søren Gade tog sin afgang, og statsminister Lars Løkkes ministerrokade måtte fremskyndes. Helt anderledes var instruktørens forventninger til konsekvenserne for kilden til det berømte læk.

”Jeg tror, at denne sag er lukket. Jeg er overbevist om, at det retslige opgør ender i ingenting, eller at resultatet ligger så langt ude i fremtiden, at det ingen konsekvenser får,” sagde Guldbrandsen, der pegede på et nedslående paradoks.

”Mit udgangspunkt var at illustrere en usund relation, der betyder, at vigtige oplysninger bliver tilbageholdt fra offentligheden. Og nu er det endt med, at et bånd med vigtige oplysninger er lukket inde bag lås og slå.”