Interview
09. feb. 2009 | 08:00

Meryl Streep

Foto | HFPA
Meryl Streep

Meryl Streep nærmer sig 60, men er mere aktiv end nogensinde. Vi har mødt stjernen og spurgt, hvilke råd hun vil give aspirerende skuespillere.

Af Ray Arco / Ekko #44

Oversættelse: Julie Bloch Pedersen


Engang imellem imponeres vi af, hvordan en berømthed er klædt ved et interview. Det her er en af disse gange! Meryl Streep i en auberginefarvet Donna Karan-silketunika over sorte bukser med dybgrønne tånegle i Banana Republicsandaler kan tage pusten fra enhver. Hun stråler i de trækulsgrå perler lavet af Stephane, som pryder hendes lysende ansigt og det smukke smil, når hun fortæller om sin karriere.

Jeg beundrer, at du inden for en kort periode kan hoppe fra en jovial karakter som i Mamma Mia! til en dyster og alvorlig som i Doubt?

”Lige så snart jeg afsluttede Doubt, begyndte jeg på Julie & Julia. Så alt ialt har jeg lavet seks film på atten måneder. Vildt! Det har jeg aldrig gjort før. Hvem ville også gøre det? Men de her roller var for gode at sige nej til, også selv om de kom oveni hinanden. Så de seneste måneder har jeg taget en pause og skubbet alle tilbud til side.”

Hvis vi forestiller os, at du om ti år åbner Meryl Streeps Skuespillerskole, hvilke fem råd ville du da give de studerende?

”Det ville blive en meget kort dag.”

Helt seriøst ...

”Seriøst? Hmm ... Jeg ville sige: Overvej det materiale, som du formidler til verden. Det vigtige er ikke, om det lige passer til dig, men derimod, hvad det gør ved omverdenen. Det er vi forpligtet til, og det er op til hver enkelt skuespiller. En anden ting jeg ville sige: Anse de film, du medvirker i, som din signatur. Vil filmen være til gavn for publikum, eller vil den forpeste dem?”

”Noget andet er at holde sig sund. Lad være med at sulte! Og lad være med at reparere alle de ting, som du tror, der er forkerte ved dig. Det er netop de ting, som giver folk mulighed for at identificere sig med dig, for det er ikke muligt at nå det perfekte. Det er en form for kommunikation med publikum.”

”Og så tror jeg, at en smule øvelse vil være godt. Tag timer i en klasse, hvor de gør ting, som du ellers ikke ville gøre, fordi du mener, det er dumt. Det gjorde jeg, og med tiden fik jeg noget værdifuldt ud af det. Og ja, lad være med at acceptere eller afslå en rolle, fordi den kun har én slags kostume eller for mange kostumeskift!”

Mysteriets kraft

I Doubt spiller du den troende Søster Aloysius, som får en alvorlig mistanke til en kollega. Hvilke former for tvivl har du selv privat?

”Jeg tror, at alle tvivler, selv hvis de er begrænset af alvorlige, strenge religiøse love. Der er ting, man ikke kan gøre anderledes på grund af de givne omstændigheder, og sådan er det. Simpelthen. Og der er situationer, som tvinger dig til at handle på en bestemt måde, og hvor du bagefter alligevel spørger dig selv, om du nu gjorde det rigtige. Det er noget, vi alle oplever.”

Du virker meget veltilpas i roller, hvor du spiller en autoritetsperson som i The Devil Wears Prada. Hvad er dit forhold til autoriteter? Ser dine børn dig som en autoritet?

”Jeg må indrømme, at jeg ikke ville have synderlig succes med at lede nogen som helst form for forsamling hjemme hos mig selv. Men jeg tror, at jeg er interesseret i, hvilken sammensætning af karaktertræk som kan få folk til at følge dig eller frygte dig. Jeg er interesseret i, hvad der gør folk til stærke ledere, og som du ved, gælder der andre regler for kvinder. Man tænker ikke nærmere over, når Jack Nicholson gør det i Et spørgsmål om ære. Som tilskuer beundrer vi endda hans karakter. Det afhænger også af ens fysiske fremtoning.”

Du voksede op i en tid med streng undervisning med religiøse undertoner. Hvad gjorde du, da du selv fik børn?

”Vi valgte ikke nogen bestemt religiøs retning. Jeg fik selv en presbyteriansk opdragelse, men så alligevel ikke. Vi droppede søndagsskolen, og jeg var mere interesseret i at lære vores samfunds universelle sprog.”

”Min interesse for det religiøse begyndte nok, da jeg var barn. Jeg besøgte forskellige kirker, og jeg var meget optaget af deres ritualer, specielt i den katolske kirke, indtil de ændrede sproget fra latin til engelsk. Da jeg forstod, hvad de sagde, forsvandt magien. Jeg elskede teater, og teater udspringer af de kirkelige opførelser af Jesus’ lidelser. Så jeg forstod kraften ved mysteriet, og det bedste argument for Gud er, at vi føler behovet for en gud. Men jeg har det svært med konstruktioner, som fortæller os, at der er en dag, hvor vi kun må spise fisk eller ikke kan gøre det ene eller det andet. Jeg forstår virkelig ikke disse regler, men jeg forstår længslen efter Gud og efter at forstå det uforståelige.”

Kunsten at forklæde sig

Du fylder 60 år den 22. juni, og hvor de fleste kvindelige skuespillere beklager sig over, at der ikke er nogen roller til dem, så bryder du ...

”... trenden? Heldigvis har filmindustrien ændret sig, og dermed ændrer studiernes stereotyper sig. For tyve år siden ville jeg i denne alder have været død og begravet på skuespillernes kirkegård. Men jeg følger bare strømmen, som man siger. Jeg har mine egne bekymringer og tvivl og mine egne problemer, som jeg klarer hen ad vejen. Men jeg kan ikke lide postyret, selv om jeg ved, at folk ville give en arm eller et ben for at gå op ad den røde løber. Men jeg kan ikke lide det. Min mor siger, at jeg skal nyde det, men det gør jeg altså bare ikke. Det er en del af arbejdet, som jeg er nødt til at finde mig i.”

Du siger, at du elsker teatret, men hvordan ser du et stykke, uden at folk overrender dig? Jeg er sikker på, at du sniger dig ind, længe før dørene åbner.

”Du har ret. Jeg har brugt enhver form for forklædning, enhver hårfarve, tøj, briller, hvad som helst. Med mindre teatret insisterer på, at jeg skal gå ind af hovedindgangen som alle andre, så sniger jeg mig ind backstage. Ellers er vi nødt til at forlade stedet tidligt, hvilket sker meget ofte. Jeg er sikker på, at publikum er irriteret over det, men jeg er ligeglad med sådan noget.”

Vi lever i en ganske særlig tid, især nu hvor Barack Obama er blevet valgt til præsident. Hvordan har du det med det?

”Han skal have ros for at turde påtage sig sådan en enorm opgave med alt det rod, han arver. Men det er for meget at lægge på en persons skuldre. Vi har alle sammen et ansvar for at få Amerika ind på den rigtige kurs, for slet ikke at tale om vores ansvar rundt om i verden. Obama giver et indtryk af, at han måske er i stand til at klare det, og alle os, der er i stand til at gøre noget, må hjælpe ham. Vi har intet andet alternativ.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko