Nyhed
24. maj 2018 | 11:53

Mia Farrows søn anklager hende for overgreb

Foto | Metro-Goldwyn-Mayer Studios Inc.
Woody Allen og Mia Farrow var i et forhold, da de i 1986 spillede over for hinanden i Hannah og hendes søstre. Seks år senere var alt forandet mellem de to.

”Han bliver fordømt for en forbrydelse, han ikke har begået,” skriver Woody Allen og Mia Farrows adoptivsøn Moses, der forsvarer faren og kritiserer filmfolk for at gå med i koret ud fra en falsk anklage.

Af Nicki Bruun

Anklagerne om overgreb mod 82-årige Woody Allen kommer øjensynligt ikke til at dø ud, så længe den amerikanske instruktør stadig er i live.

I går skrev Moses Farrow, Woody Allen og Mia Farrows adoptivsøn et langt essay på sin blog, hvor han under overskriften ”En søn taler ud” forsvarer sin far og anklager sin mor for fysiske og psykiske overgreb.

”Efter de utroligt upræcise og misvisende angreb på min far, Woody Allen, kan jeg ikke længere være stille, når han bliver fordømt for en forbrydelse, han ikke har begået,” starter Moses Farrow i sit essay.

Efterfølgende beskriver han detaljeret, hvad der i hans erindringer som fjortenårig skete den 4. august 1992 i Mias sommerhus i Connecticut, hvor Woody Allen er blevet anklaget for at have forgrebet sig på sin syvårige adoptivdatter Dylan Farrow.

Den i dag 32-årige Dylan Farrow har i flere omgange beskrevet, hvordan Woody Allen tog hende med op på et loftsrum, og mens hun legede med et togsæt, forgreb sig på hende.

”Det er en præcis og overbevisende historie, men der er ét stort problem: Der var ikke noget togsæt på det loft,” skriver Moses Farrow.

”Der var faktisk ikke nogen muligheder for, at børn kunne lege deroppe, selv hvis vi ville. Det var et ufærdigt kryberum med et stejlt gavltag, en masse søm og gulvbrædder og fyldt med musefælder og mølkugler.”

Mærket som monster
I sit forsvar for Woody Allen retter Moses Farrow et angreb mod Mia Farrow, der har elleve børn, som stadig er i live: fire biologiske og syv adopterede.

Herudover er tre af hendes børn gået bort i en ung alder, og deres dødsfald tilskriver Moses Farrow i sit essay delvist til det psykiske og fysiske misbrug, som børnene blev udsat for af Mia Farrow.

”Livet i min mors hus var umuligt for os børn, hvis vi ikke gjorde præcist, hvad vi fik besked på, uanset hvor tvivlsomme hendes krav var,” skriver Moses Farrow, der kommer med et eksempel med et forsvundet målebånd, som Mia mente, at sønnen havde taget.

”Da jeg ikke kunne give det svar, hun ville have, gav hun mig en flad, så mine briller faldt af. Hun sagde, at jeg løj og instruerede mig i at fortælle mine brødre og søstre, at jeg havde taget målebåndet. Mens jeg græd, lyttede jeg til hende forklare, hvordan vi skulle øve os i historien. Hun skulle gå ind i rummet til de andre, og så skulle jeg sige undskyld for at have taget målebåndet, som jeg havde leget med, men aldrig ville gøre igen. Hun fik mig til at øve den historie mindst et halvt dusin gange.”

I en parentes i essayet bemærker Moses Farrow, hvordan søsteren Dylan Farrow første gang reagerede på hans anklager mod moren.

”Da jeg i 2014 fortalte magasinet People, hvordan jeg var blevet behandlet, kaldte Dylan det ’forræderi’ og sagde, at jeg var ’død for hende’. Senere afviste hun offentligt mine minder om barndommen som ’uvedkommende’. Det kommer fra en kvinde, som nu kalder sig ’talskvinde for overgrebsofre’.”

Ifølge Moses Farrow er anklagen mod Woody også utroværdig, fordi det i så fald skulle være det eneste tilfælde af pædofili i instruktørens mere end 50 år lange karriere. Moses ser det som et angreb fra en forsmået Mia Farrow, der måtte se eksmanden finde sammen med adoptivdatteren Soon-Yi og derefter gjorde alt for at mærke ham som ”et monster” over for børnene og alle andre.

”Dylan var alene med Woody i hans lejlighed utallige gange gennem årene uden antydning af uregelmæssigheder. Men alligevel skal man tro på, at han i en alder af 56 år pludselig beslutter at forgribe sig på et barn i et hus fuld af mennesker, der har fået strenge ordrer på at holde skarpt øje med ham.”

Hysteriet på Twitter
Woody Allen udgav sidste år Wonder Wheel og gik traditionen tro straks efter i gang med sin næste. Optagelserne til A Rainy Day in New York, som den hedder, er klaret, og filmen har hele tiden haft planlagt udgivelsesdato i 2018.

Men mange af filmens medvirkende, der tæller Elle Fanning, Timothée Chalamet og Rebecca Hall, har allerede taget afstand til deres arbejde med Woody Allen og doneret deres løn til foreninger, som hjælper mennesker udsat for overgreb.

Derfor er det i skrivende stund tvivlsomt, om instruktørens 48. spillefilm nogensinde ser dagens lys.

”Til skuespillerne, som har arbejdet med min far og offentligt fortrudt det: I har skyndt jer at gå med i koret af fordømmelse ud fra en falsk anklage, fordi I er bange for ikke at være på den ’rigtige’ side af en social bevægelse.”

”Men i stedet for at acceptere hysteriet på Twitter, der tankeløst gentager en historie, som blev undersøgt og fundet forkert for 25 år siden, bør I høre min historie. Jeg var dér – i huset, i rummet – og kender både min far og mor og ved, hvad hver af dem er i stand til, meget bedre end jer,” skriver Moses Farrow til sidst i sit essay, hvor han slutter med at tale direkte til Dylan og Mia Farrow.

26 års vrede
”Til min søster Dylan: Ligesom dig tror jeg på styrken ved at ytre sig. Jeg har brudt stilheden omkring det misbrug, vores mor udsatte os for. Jeg begyndte kun at hele, da jeg kom væk fra hende. Hvad hun har gjort mod dig, er ubærligt. Jeg ønsker dig fred og visdom til at forstå, at det næppe vil give dig nogen form for afslutning, så længe du helliger dit liv til at hjælpe vores mor med at ødelægge vores fars ry,” skriver Moses Farrow.

”Endelig, til min mor: Du sagde altid, at du værdsatte min evne til at lytte. Jeg lyttede til dig i mange år og vægtede din sandhed over alle andres. Du fortalte mig engang: ‘Det er ikke sundt at holde fast i vrede.’ Men her står vi 26 år senere. Jeg forestiller mig, at du som det næste vil starte en kampagne mod mig, fordi jeg taler ud. Det hører med til det og er en byrde, jeg er villig til at bære.”

Mia Farrow har i skrivende stund ikke udtalt sig om sønnens anklager, mens Dylan Farrow skriver på Twitter:

”Det er et forsøg på at aflede troværdige anklager fra en voksen kvinde ved at angribe min mor, der altid har støttet mig og mine søskende. Min bror har problemer. Jeg er så ked af, at han gør dette.”

Tv-interview: Dylan Farrow anklager Woody Allen

Farrow vs. Allen

4. august, 1992
Allen besøger sine og Farrows fælles børn i Farrow-familiens sommerhus i Connecticut. Her skulle han have forgrebet sig på Dylan i et loftrum.

5. august, 1992
Dylan fortæller dagen efter moren om hændelsen, som optager beretningen på video.

13. august, 1992
Allen stævner Farrow om forældremyndigheden til deres tre fælles børn – de adopterede Dylan og Moses samt den biologiske søn Satchel (nu Ronan).

August, 1992
Statspolitiet i Connecticut iværksætter deres undersøgelse af sagen, som ikke udmønter sig i en sigtelse af Allen.

Maj, 1993
Ifølge Dr. John M. Leventhals vidneudsagn konkluderede lægerne, at Dylans beretninger om farens overgreb var utroværdige.

Juni, 1993
Dommer Elliott Wilk afgør, at Farrow skal tildeles forældremyndigheden over parrets fælles børn.

September, 1993
Statsadvokat Frank S. Maco udmelder, at han opgiver at rejse sigtelse mod Allen på trods af, at han mener, der er ”rimelig grund” til mistanke.

3. februar, 1994
Juridisk disciplinærudvalg irettesætter statsadvokaten for hans belastende udmelding om mistanken mod Allen.

2. oktober, 2013
I en artikel i Vanity Fair om Mia Farrow og hendes børnomtaler Dylan på ny sagen om misbrug og det traumatiske forhold, hun har til sin far.

13. januar, 2014
Allen tildeles ærespris til Golden Globe-uddelingen. Mia Farrow og Ronan Farrow kritiserer fejringen af Allen på Twitter.

1. februar, 2014
Dylan Farrow udsender et åbent brev på journalist Nicholas Kristofs blog på New York Times’ hjemmeside, hvor hun for første gang detaljeret beskriver sin opfattelse af hændelserne.

7. februar, 2014
Woody Allen skriver i et åbent brev i New York Times, at han aldrig har foregrebet sig på Dylan Farrow og at anklagerne er Mia Farrows værk.

17. januar, 2018
I sit første tv-interview fastholder Dylan Farrow sine anklager mod Woody Allen.

23. maj, 2018
Moses Farrow skriver på sin blog et essay, hvor han forsvarer Woody Allen og kommer med anklager mod Mia Farrow.

© Filmmagasinet Ekko