Den mest kendte ukendte kvinde i Venedig

May el-Toukhys Kvinde ukendt har fået en meget begejstret modtagelse på Venedig-festivalen.

Filmens prischancer blev styrket allerede inden premieren, da jurypræsident Maggie Gyllenhaal kritiserede, at hovedkonkurrencen kun tæller to kvindelige instruktører, efter Rachel Szors Naza kom med i sidste øjeblik.

”Jeg tager også hul på festivalen med et spørgsmål, jeg stadig mangler svar på: Hvorfor er der så få kvinder i hovedkonkurrencen?” spurgte Gyllenhaal, som oplagt vil have et særligt blik for de to kvindelige instruktørers film, når juryen skal uddele priserne.

Her kunne valget meget vel falde på Kvinde ukendt, som handler om, hvordan kvinder, der under besættelsen havde haft et forhold til en tysk soldat, blev afstraffet.

Til den store pressekonference søndag med holdet bag Kvinde ukendt blev May el-Toukhy spurgt om, hvordan hun har det med, at hendes køn er så underrepræsenteret.

”I nat vågnede jeg midt om natten og tænkte, at jeg nok er den mest kendte ukendte kvinde i Venedig lige nu. Personligt er jeg også glad for at være del af festivalen, som er historisk, og hvor mange filmskabere, jeg beundrer, har i konkurrence,” svarede May el-Toukhy.

”At jeg er en af to kvinder i konkurrencen, er et strukturelt problem. Og det er et problem, jeg er stødt på gennem hele min karriere. Det var meget svært at få lavet min første film efter Den Danske Filmskole. Det tog syv år, hvor mine mandlige kolleger spillefilmdebuterede hurtigere.”

Det mandlige geni
May el-Toukhy peger på adgangen til festivalerne som en konkret del af den kønsmæssige ubalance. Men under overfladen ligger også forestillingerne om, hvem der betragtes som store kunstnere.

”Der er hele narrativet om de mandlige instruktører og den måde, vi taler om dem på. Hele forestillingen om det mandlige geni,” siger hun på pressemødet.

”Jeg har aldrig læst en artikel – de findes måske – hvor en kvindelig instruktør bliver præsenteret som et geni. Men det er interessant, at det er så systemisk. Vi er alle ansvarlige for at forandre den diskurs. Så jeg ville elske, hvis mine kolleger blev stillet det samme spørgsmål. For vi er alle en del af problemet, og vi er alle en del af løsningen.”

”Efter MeToo blev mange af os bevidste om kønsubalancen, og noget begyndte at ændre sig. Men nu føles det, som om vi er vendt tilbage til, hvordan det plejede at være. Vi er nødt til at gøre det bedre,” siger instruktøren.

Kroppen som kampplads
May el-Toukhy fortæller, at det bærende tema for hende i Kvinde ukendt er den kvindelige krop som en kampplads.

”Det bliver meget konkret, når vi ser, hvordan kvinder blev straffet i gaderne for at have været sammen med tyske soldater. De blev tæsket, pisset på, spyttet på, deres tøj blev revet itu, og de blev forulempet på forskellig vis,” siger May el-Toukhy.

Instruktøren mener, at adfærden i gaderne udspringer af et mere grundlæggende syn på kvindekroppen i privatsfæren.

”Da jeg indså, at kvindekroppen under krigen blev betragtet som nationalt territorium, og at det derfor blev anset for passende at straffe kvinder for de mænd, de havde været i seng med, fik det Maren Louise Käehne (medmanuskriptforfatter, red.) og mig til også at udforske det visuelt.”

”Hvordan taler vi med vores døtre om deres kroppe? Bliv ikke tyk, spis ikke smør! Hvor svært det er at komme i en kjole, og hvor meget arbejde det kræver at se sådan her ud. Så snart jeg indså, hvor allestedsnærværende det er i vores daglige liv, ville jeg udforske det i alle de scener, hvor jeg kunne. Selv noget som at gå på toilettet, kaste op og bløde. Alle de her kropsvæsker måtte være en del af filmen.”