Nekrolog over fodbold som dannelse

Kampen mellem Belgien og USA er i gang. Belgien fører 1-0, og jeg mærker en stille fryd her i sommerhuset i det sydlige Sjælland. Det er midt om natten.

Mine tre sønner, der er vokset op med duften og emmen fra fodboldens omklædningsrum og har spillet i snestorm og bagende sol, ligger og sover.

De er voksne nu, men de er rundet af lige dele forældre og lige dele foreningsliv. De har venner for livet, som de har mødt i omklædningsrummet. Og deres liv er fyldt med små beretninger, der relaterer sig til fodboldens narrativ. Sejre, uretfærdigheder, held og uheld.

Jeg tror næsten, at fodbolden har formet dem mere end skolen, fordi den bygger på lyst og oplevelsen af at kunne selv.

Og sammen har vi derfor både måbet, grinet og undret os over den drejning, det VM i fodbold, vi nidkært overvåger, pludselig tog, da to præsidenter begyndte at bøje reglerne.

Rå magt i kulissen
Fodbold forener verden!

Sådan lyder FIFA’s, det internationale fodboldforbunds, slogan. Fra i dag er det et stærkt tvivlsomt fællesskab, for værdierne i verdens mest samlende kulturelle aktivitet er blevet befamlet af den rå magt i kulissen, der på ucharmerende vis har ignoreret sportens charme og raget på dens uskyld med sine fedtede fingre.

Fodbold er blevet gjort til et åbent politisk magtspil.

Det var kulissen, da Belgien og USA i Seattle stødte sammen natten mellem mandag og tirsdag i kampen, der gjaldt en plads i kvartfinalen mod Spanien.

USA’s præsident Donald Trump havde forinden ringet til FIFA’s præsident Gianni Infantino for at beklage sig over et rødt kort til den amerikanske topscorer Folarin Balogun. Kortet blev tildelt efter en stempling i USA's 16.-delsfinale mod Bosnien-Hercegovina.

Du kan se hændelsen, der udløste udvisningen her.

Den faldt efter, at dommerne havde gennemgået situationen fra alle vinkler i langsom gengivelse. Den danske superligadommer Jonas Hansen har efterfølgende konstateret, at det røde kort er helt efter bogen.

Fairness og upartiskhed
I et tv-indslag, der på pinligste vis udstiller, at USA’s præsident hverken forstår reglerne eller anerkender sjælen i den kulturbårne sport, som hans land, sammen med Canada og Mexico, arrangerer VM for. Han gav udtryk for, at han var uenig med dommeren i, at der overhovedet var frispark i situationen.

”Balogun er USA’s bedste spiller - eller en af deres bedste spillere. Han gjorde ikke noget forkert, og dommeren gav ham et rødt kort. Jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg troede ikke, det betød ret meget,” lød det fra Donald Trump.

Den udtalelse er så barok, at den i sig selv udstiller situationens alvor. Et politisk overhoved skal ikke via sin magtposition forsøge at få afgørende indflydelse på en aktuel sportsbegivenhed, som hans eget land deltager i. Heller ikke selv om man mener, at det røde kort var en fejlkendelse.

Det handler om nogle af sportens grundværdier: fairness og upartiskhed. Alt det, vi i ungdomsarbejdet med fodbolden anpriser, fordi vi ved, at det lærer vores børn og unge værdier, som gør, at de finder deres sunde plads i fællesskabet.

Måske var det det, vi var vidne til: At det fællesskab, der vokser ud af fairness, er et andet end det, der i dag driver USA? Ser vi i situationen i virkeligheden, hvor forskellige kulturer der er tale om? Og er det derfor, det bruser af harme i mit blod?

Det handler blandt andet om, at vi spiller efter nogle fælles regler, som altid gælder, lige meget hvor stærk du er. Derfor hilser vi på modstanderen og giver hånd efter kampen. Vi anerkender og respekterer, at der er universelle normer og værdier, som er vigtigere end selve resultatet.

Det vigtigste er, at vi som sportsfolk forstår, at der kan ske fejl. Vi kan føle os bortdømt, men vi forsøger aldrig at bruge kræfter uden for sporten og dens reglement til at opnå fordele på banen og i kampen.

Rystelser i fodboldverdenen
Præcis det var på spil, da de to præsidenter talte sammen, og FIFA efterfølgende annullerede karantænen.

”Jeg tog ikke beslutningen. Jeg bad dem bare om at se det igennem igen,” lød det fra Donald Trump, der tilføjede at Infantino er ”en smart fyr!”

Det er ikke en tilfældig bemærkning. De to præsidenter har en helt speciel relation, der ikke mindst er båret af, at Infantino måske er den leder, der bedst har læst Trumps forfængelighed. Infantino har således tildelt ham FIFA’s helt besynderlige fredspris, der primært synes oprettet netop for at kunne lefle for Trump.

Prisen, der skal ”anerkende ekstraordinære handlinger for fred”, blev uddelt til den amerikanske præsident i december 2025.

FIFA og Trumps indblanding har skabt rystelser i hele fodboldverdenen. For ganske vist er fodbold i dag en gennemkommerciel sport med styrtende rige aktører, men den er stadigvæk båret af æresbegreber.

Uden dem er der ingen sport. Ingen tilskuere.

En fodboldspiller græder ikke efter et nederlag, fordi han går glip af et honorar, men fordi han og hun har lagt sin personlighed i spillet.

Den britiske legende Wayne Rooney har i forlængelse af det på BBC påpeget, at han bedre havde kunne forstå FIFA, hvis det røde kort var blevet suspenderet. Så var vi ganske enkelt nærmere en situation, der kunne forklares. Det ville stadig være opsigtsvækkende, men sporten kunne rulle videre.

Men når kortet står ved magt, kan man ikke bagefter – og tilmed helt uden forklaring – ændre de vedtagne konsekvenser, uden at der er tale om snyd.

Retfærdighed på banen
Det helt besynderlige skete på banen i kampen mellem Belgien og USA. Belgien, der ikke har spillet noget særligt godt VM, tog teten mod USA, som ellers har vist hurtigt og offensivt kombinationsspil ved VM. I skrivende stund er det spillet 71 minutter og Belgien fører 3-1.

Jeg nyder de sidste minutter.

Måske kan det her blive en lærestreg, hvor fodboldverdenen rykker sammen om æresbegreberne. UEFA, der er Europas organisation for fodbold, har allerede protesteret højlydt over FIFA’s ageren.

Måske bliver det fodbolden, som tydeligst får forklaret USA, at der er grænser for, hvad vi finder os i. Det er paradoksalt, at vi kan være vidne til militær aggression og en politik, hvor told bliver brugt som straf, men det er, når kulturen i form af fodbold, angribes, at vi for alvor siger fra.

Det er det, fodbold kan. Det er derfor, spillet er så vigtigt. Spillet bærer kernen i vores identitet.

Jeg takker i dag Belgien og har ondt af USA. Men USA’s træner besluttede at udnytte den fordel, han fik, da karantænen blev ophævet. Derfor er der ingen medlidenhed. Han gjorde sig selv til en del af miseren.

Jeg ser et skilt hos publikum, hvor det står, at burgere er bedre end vafler. Men nu fører Belgien 4-1, og USA er ramt af en skamplet. Gad vide, hvad Trump nu finder på?