Nils Malmros i fejde om sandheden

Filminstruktøren - og lægen - Nils Malmros er blevet vred. Alvorligt vred. Årsagen er en artikel af Poul Behrendt, der for halvandet år siden blev bragt i Ekko #35 og netop er blevet genoptrykt i Behrendts bog, Den hemmelige note (Gyldendal).

"Det er mig en gåde, at Poul Behrendt bringer sin egen troværdighed i tvivl ved som lægmand at turde gøre sig klog på lægefaglige emner," skriver Nils Malmros i et usædvanligt indlæg i det nye Ekko.

Det er genoptrykket, der er anledningen til Malmros' reaktion, og filminstruktøren uddyber sine synspunkter i en fjorten siders lang artikel på nilsmalmros.dk, som han har oprettet til samme formål.

Poul Behrendt lægger ikke skjul på, at han er chokeret over Malmros' angreb.

"Jeg gør mig ikke klog på et lægefagligt emne, som Malmros beskylder mig for," siger Poul Behrendt til Ekko. "Han forsøger at begrave mig under en bunke lægefaglige kendsgerninger, der intet har at gøre med min primære anke mod hans film, At kende sandheden. Først og fremmest tillægger han mig synspunkter, jeg ikke har givet udtryk for."

Thorotrast-skandalen
Fejden drejer sig om noget så følsomt som ære, lægefejl og et enkelt menneskes historie.

Og den drejer sig om en film, At kende sandheden fra 2002, der dels portrætterer Malmros' far, den nu afdøde hjernekirurg Richard Malmros, dels behandler Thorotrast-skandalen, der blev oprullet i 1987.

Det var en journalist, der afslørede, at myndighederne ikke havde informeret berørte patienter om faren for leverkræft ved brugen af det radioaktive stof Thorotrast. Stoffet blev brugt under hjerneoperationer omkring Anden Verdenskrig, da det kunne redde liv, og fordi det var vanskeligt at skaffe et alternativt stof på grund af krigen.

Journalisten kunne ydermere dokumentere, at myndighederne havde fulgt disse patienter i et hemmeligt register. Sagen blev fulgt under stor mediebevågenhed, og journalistens afsløringer blev belønnet med Cavlingprisen i 1988.

Men udlægningen af Thorotrast-skandalen faldt Nils Malmros for brystet.

Dobbeltkontrakt
Malmros' far brugte selv under hjerneoperationer stoffet og var meget berørt over sagen. Richard Malmros blev i 1985 frifundet for lægefejl i forbindelse med brugen af Thorotrast i et konkret tilfælde.

Malmros besluttede at lave en film, der skildrer farens moralske dilemmaer ved brugen af Thorotrast. Filmen fik i 2002 flotte anmeldelser, men publikumsmæssigt blev den ikke samme succes som Malmros' andre værker.

I artiklen Thorotrast som sandhedsserum i Ekko #35 analyserer Poul Behrendt filmen og konkluderer, at Malmros indgår en såkaldt dobbeltkontrakt med sit publikum. En dobbeltkontrakt er, når et værk udgår fra to uforenelige påstande: At det er en autentisk virkelighed, og at det er suveræn fiktion.

Heltebillede af faren
Hos Malmros er det - ifølge Behrendt - problematisk rent kunstnerisk, fordi det er forbundet med et ønske om moralsk at rense faren.

"I den del af filmen, som Malmros efter premieren udpegede som ren fiktion, fremstiller han i realiteten den ideale case, der aldrig blev prøvet ved retten (men som altså heller aldrig fandt sted). Her bliver Thorotrast for at fremme en rent lægelig karriere anvendt på et par småbørn, der ikke lider af nogen livstruende sygdom. Og samme læge sørger tredive år senere for som medlem af retslægerådet at afgive en række bevidst falske udsagn, der styrer dommens udfald," siger Poul Behrendt.

"Derved får Malmros udpeget filmens retslægeråd som dybt korrupt og skabt et heltebillede af sin far. Men det, der livslangt plagede hans far, var netop muligheden af, at 'den ideale case' rent faktisk havde fundet sted."

Uvederhæftigt råd
I sin kommentar skriver Nils Malmros, at det er tydeligt, at Poul Behrendt ikke har læst domsudskriften fra sagen, og Behrendt indrømmer gerne, at dette er sandt.

"Nej, jeg har ikke læst dommen, men dens indhold er også uvæsentligt i forhold til mit ærinde," siger Behrendt.

"Malmros påstår, at jeg utroværdigt har beskyldt Retslægerådet for at være korrupt. Men de to gange, jeg bruger betegnelsen korrupt, er der hver gang tale om filmens retslægeråd - og det gør pokker til forskel. Om virkelighedens retslægeråd siger jeg, at det vildledte snarere end det vejledte retten, og jeg kalder dets udtalelse for uvederhæftig."

"Retslægerådets tilkendegivelse af, at man ikke havde tilstrækkelig viden om Thorotrast i 1946, og at man ikke kendte noget alternativ, var forkert. Det indrømmer Malmros også selv i sit indlæg. Det bemærkelsesværdige ved Malmros' svar er jo, at han fuldstændigt negligerer sin egen films udsigelse som fiktion og holder sig hovedløst til en bunke neurokirurgiske detaljer, der dels er undergravende for At kende sandheden, dels ligegyldige for min fremstilling," bemærker lektoren.

Beklager fejl
Han erkender dog, at han har begået en fejl.

"Ja, jeg har ganske rigtigt begået en fejl ved at antage, at en af de lægelige eksperter, der optrådte som rådgivere for retten, også var medlem af Retslægerådet," siger Poul Behrendt.

"Det beklager jeg. Men da Malmros oplyste Ekko om, at John Riishede først var blevet ansat på Århus Kommunehospital efter afskaffelsen af Thorotrast, anførte jeg det loyalt i min fremstilling."

"Havde Malmros oplyst, at John Riishede ikke var medlem af retslægerådet, var manden selvfølgelig gledet ud af min bog. Fejlen har intet med begrebet lægefaglighed at gøre, og den berører ikke kernen i min kritik af Malmros' film," mener Poul Behrendt.

Kompromitterer sig
Filminstruktøren kan slet ikke følge lektoren.

"Det er glædeligt, at Behrendt indrømmer fejlen med Riishede, men vi har fortsat en total forskellig opfattelse af virkeligheden," siger Nils Malmros.

"Behrendt påstår, at patienten blev fejlbehandlet. Derved begik min far en lægefejl. Når han derfor bliver frikendt af Retslægerådet, er det korrupt. Og ifølge Behrendt opfinder jeg Riber for at give ham skylden, hvorved jeg frikender min far."

Faktum er imidlertidig, at drengen ikke blev fejlbehandlet, fordi han havde en livstruende hjerneblødning, understreger Malmros.

"Men Behrendt vil ikke indrømme, at min far var uskyldigt anklaget. For hvis han gjorde det, er der ingen dobbeltkontrakt og intet tilbage af hans teser. Ydermere er Behrendt nu i færd med at kompromittere sig ved at påstå, at han kun har sagt, at det er filmens retslægeråd, der er korrupt. Men læs hans bog! Det er muligt, at det kan tolkes sådan anden gang, han bruger ordet, men ikke første gang," siger filminstruktøren.

Kæmpe dilemma
Det springende punkt for Malmros er, at Behrendt sætter lighedstegn mellem den fiktive karakter i filmen og en rigtig person fra virkelighedens verden.

"Det gør han i Ekko, og det gentager han i sin bog, selv om jeg allerede én gang har gjort ham opmærksom på fejlen," siger Malmros.

"Jeg er derfor død og pine tvunget til at svare igen og fortælle, at det er forkert, hvad han skriver. Og filmen er ikke et forsøg på at frikende min far, for der er ikke noget, han skal frikendes for."

"Min far plagede sig selv med skyld, men det var en universel skyld, der til dels skyldtes en indremissionsk påvirkning. Thorotrast-skandalen berørte ham meget. Pressen forvrøvlede sagen, og jeg kunne i min dobbeltposition som både læge og filminstruktør fremlægge sagen mere nuanceret for lægmands-publikum. Adskillige millioner patienter blev dengang behandlet med Thorotrast, og det var et kæmpe dilemma," siger Nils Malmros, der i disse måneder er i færd med at færdiggøre sin tiende spillefilm, Kærestesorger.