Norsk stjerne: Der er ingen som Joachim Trier

Renate Reinsve virker nærmest hjemmevant, da vi for andet år i træk mødes til et gruppeinterview på Cannes-festivalen. 

Det er her, hendes liv tog en afgørende drejning, da hun vandt skuespilprisen for rollen som den ubeslutsomme Julie i Joachim Triers elskede romantiske komedie Verdens værste menneske. 

En anerkendelse, hun hurtigt vekslede til roller i film som A Different Man, Håndtering af udøde og Halfdan Ullmann Tøndels skole-hjem-drama Armand, der i 2024 vandt debutantprisen i Cannes. 

Nu er hun tilbage med Affektionsværdi, der genforener hende med Joachim Trier. 

Allerede før premieren var deres anden film sammen en hovedattraktion på festivalen, hvor den senere vandt andenpræmien Grand Prix. Senere blev den, hvis nogen skulle have glemt det, nomineret til ni Oscars – flere end nogen anden skandinavisk film nogensinde. 

Selvfølgelig vandt den for bedste internationale film – fuldt fortjent. Jeg anmeldte den selv til fem stjerner. 

Det ligger stadig i fremtiden denne bagende eftermiddag i maj. Selv om der allerede er noget i luften på Hotel Marriotts tagterrasse, hvor vores lille journalistgruppe indleder interviewet med at skamrose filmen. 

Renate Reinsve smiler og nikker samtykkende. ”Der er virkelig ingen som Joachim Trier,” konstaterer hun. 

”Han har stor indsigt i menneskelig psykologi, og han er klog nok til at vide, at der er visse ting, man ikke kan vide, og som man ikke kan udtrykke. Han udforsker snarere end besvarer de spørgsmål, han stiller.” 

”Har man den støtte som skuespiller, kan man nå rigtigt langt. Enten i forhold til ting, man ikke bryder sig om ved sig selv, men som man gerne vil vise ærligt frem. Eller ting man godt kan lide, og som man ønsker at udforske mere.” 

– Det lyder sårbart! 

”Det er virkelig sårbart. Man kan ikke forsøge at forstå et andet menneske uden at være sårbar. Men det føles meget trygt at være sårbar sammen med Joachim,” roser Renate Reinsve og anslår samtidig et hovedtema i filmen. 

Affektionsværdi handler nemlig om en familie med paraderne oppe. 

Tung familiedynamik
Instruktørfaren Gustav (Stellan Skarsgaard) skændtes med sin terapeut-hustru, indtil de gik fra hinanden. Han udtrykker sig gennem sin kunst og helligede sig karrieren, mens hans to døtre voksede op. 

Den ene datter, Agnes (Inga Ilbsdotter Lilleaas), blev som barn inviteret indenfor i hans verden, da han castede hende til en film om Anden Verdenskrig. Men da optagelserne var ovre, var Gustav også videre. Agnes blev historiker, mens den ældste datter, Nora (Renate Reinsve), blev skuespiller. 

På egne meritter og til trods for, at hun lider af galopperende sceneskræk. Så da Gustav tropper op til morens gravøl med et manuskript, han har skrevet, så Nora kan spille hovedrollen, får han en blank afvisning. 

”Nora bærer på en tung byrde af at leve i familiedynamikken. Hendes store frygt er at give sig hen til sine følelser, så hun forsøger at undgå undvige,” forklarer Renate Reinsve om sin Oscar-nominerede hovedrolle. 

Man er nødt til at tilgive
Kærligheden har ringe kår i Affektionsværdi, hvor krigstraumer stadig hjemsøger familien i tredje generation.

Gustavs mor blev torteret af nazisterne og forsvandt siden ind i et sindsmørke, der endte fatalt. Han har aldrig selv kunnet sætte ord på tabet. Det efterlod ham med en usikkerhed, han forsøger at afhjælpe med kunstnerisk anerkendelse og en brovtende modvilje mod at ødelægge den gode stemning.

Men han tackler emnet på kunstens præmisser i sit nye filmprojekt, fordi han genkender sin mors – og sin egen – depression i Nora. 

– Har filmen fået dig til at tænke over, hvordan du selv viser kærlighed? 

”Absolut! Der er nogle forhold, hvor man bærer rundt på vrede og bitterhed, som man end ikke er bevidst om. Og efter at have lavet denne film er jeg begyndt at se forhold fra mit eget liv i et nyt lys,” siger Renate Reinsve. 

”Filmen er så tilgivende over for forældre, der ikke kan udtrykke kærlighed. Man forstår så meget. For Stellan spiller faren med så megen ømhed, at man virkelig elsker ham til slut, selv om han er håbløs til at kommunikere med sine døtre.” 

”Det er enormt vigtigt for mig at nære forholdene i mit liv. Hvis man skal holde de forhold kørende, er man nødt til at tilgive andre, når de sårer én. Hvad enten det sker ved et uheld eller ej. Man er nødt til at være generøs.” 

”Jeg føler virkelig, at Affektionsværdi har givet mig mere kærlighed i mine egne forhold. Det er dens store styrke.” 

En ensom proces
Den 38-årige norske verdensstjerne voksede op langt fra den kreative klasse i Solbergelva, en lille landsby tæt på Oslo, hvor hendes familie drev et byggemarked. 

Som ung var hun ude af trit med sine omgivelser. Hun blev smidt ud af spejderne, hun blev smidt ud af skolen og fyret fra byggemarkedet. Hendes skilsmissefamilie voksede sig større med halv- og stedsøskende, og hun flyttede ind hos sin bedstemor, før hun tog et sabbatår som vandrehjemsvært i Edinburgh. 

Imens var hun ved at finde sin egen retning. 

”Jeg kan huske, hvordan jeg opdagede kunst på egen hånd. Jeg følte mig meget alene, og det føltes så mystisk og skræmmende. Mine venner lyttede til Backstreet Boys, mens jeg lyttede til Pink Floyd, og jeg var nødt til at holde det lidt hemmeligt. Men så flyttede jeg til byen og mødte folk, der var mere som mig selv.” 

I Oslo startede Renate Reinsve på Kunsthøgskolen og fandt sig en omgangskreds af ligesindede. Men hun følte stadig, at hun skilte sig ud – en følelse, der varede ved langt ind i hendes teaterkarriere. 

”Jeg var en af de få, der vidste, hvad jeg ville lave. Og jeg var altid på jagt efter det. Det kan være ret ensomt. At blive virkelig dygtig til noget, er en ensom proces, fordi man er nødt til at finde plads til at tænke efter og lære sig selv nye ting.” 

”Denne branche er selvfølgelig meget kollektiv, men at finde sin egen måde at arbejde på er en ensom proces.” 

Jagten på det ægte
I begyndelsen af sin teaterkarriere vægrede Renate Reinsve sig ved at tage store følelser på sig.

På Det Norske Teatret i Oslo, hvor hun i mange år var under kontrakt, spillede hun ofte kvinder, der havde svært ved at udtrykke sig. Men hun plejede at gemme sig bag sit håndværk som et værn mod rollernes følelsesforvirring.

Den tilgang slap hun afsted med, indtil hun mødte instruktører, der tvang hende til at bruge smerten som et redskab. 

”De ville opnå noget, som er mere virkeligt. De forsøger derfor at nedbryde ens forsvarsmekanismer, forfængelighed og ego for at nå ind til noget, som er meget rent og råt. Og det er langt mere skræmmende at dykke ned i det end at opbygge en karakter, som er forskellig fra en selv.” 

Sideløbende med teaterkarrieren begyndte Renate Reinsve at få småroller på film. Den første var for Joachim Trier, der gav hende en enkelt replik i Oslo, 31. august og siden skrev Verdens værste menneske med hende i tankerne. Angiveligt fordi han var træt af at vente på, at en anden skulle give hende en hovedrolle. 

Sammen fortsatte de arbejdet med at skrælle alle indstuderede lag af hendes præstationer. 

”Jeg er blevet mere veltilpas med den måde at arbejde på sammen med Joachim. Nu føler jeg, at hvis der er noget ubehageligt, som gør mig bange eller vred eller forlegen, har vi ramt noget ægte, som vi kan bruge.” 

”Jeg tror på kaos og det uforudsigelige. Jeg vil drive mig selv derud, hvor kontrollen slipper.” 

Vendepunktet
At hun var på rette vej, slog Cannes-festivalen eftertrykkeligt fast, da hun vandt skuespilprisen for Verdens værste menneske. Det blev et vendepunkt, der siden har defineret Renate Reinsves liv.

”Det gav så meget tro på at blive ved at arbejde på den måde, jeg selv føler, er sandfærdig. Og det gav mig andre muligheder for at vælge, hvem jeg ville arbejde med. For prisen var synlig for hele den internationale filmbranche. Det ændrede fundamentalt på alting – både indeni og udenpå,” fortæller skuespilleren.

Prisen var også med til at markere et vendepunkt i nordisk films styrkeforhold, hvor Norge anført af Joachim Trier og med instruktørnavne som Dag Johan Haugerud (Sex, Drømme, Kærlighed), Lilja Ingolfsdottir (Elskling), Halfdan Ullmann Tøndel, Emilie Blichfeldt (Den stygge stedsøster) og Kristoffer Borgli (Sick of Myself, Dream Scenario, The Drama) er ved at tage føringen. 

”Da jeg gik på teaterskole, var Joachim den eneste instruktør, vi virkelig gerne ville arbejde med. Der var mange andre dygtige instruktører, men de fik ikke penge til at lave deres film. Der var ikke var samme respekt for film som i for eksempel Frankrig. Men nu er der ved at ske noget.” 

Eksistentielle spørgsmål
Renate Reinsve holder et vågent øje med udviklingen i Norge, men hun spejder også uden for landets grænser efter sine næste projekter. 

”Jeg leder efter instruktører med en klar stemme, der vil undersøge noget eksistentielt, tackle store temaer og være åben for spørgsmål. Hvis svarene allerede findes, er det ikke nær så interessant for mig. Det handler om, hvad man kan opdage undervejs. Filmen er nødt til at være åben over for at udforske noget.” 

Om få uger vender hun for tredje år i træk tilbage til Cannes, hvor hun i Cristian Mungius Fjord. Her spiller hun en norsk kvinde, der flytter til sin hjemlandsby med sin rumænske mand (Sebastian Stan) og deres fælles børn. 

Ugen efter er der premiere på gyserfilmen Backrooms fra det ikoniske selskab A24, hvor Renate Reinsve spiller sin første amerikanske hovedrolle. Det er ikke helt forkert at kalde hende en af tidens store filmstjerner. 

Men det betyder ikke, at hun er i fare for at få fine fornemmelser. 

”Jeg har allerede sagt til min kæreste: ’Efter det her tager vi ud i skoven med et telt. Jeg har stærkt brug for at få jord under neglene!’” siger Renate Reinsve med et grin.