Nyhed
04. dec. 2017 | 21:12

Ny film om Zlatan på vej

Foto | WG Film
Den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimović er kendt og elsket blandt fodboldentusiaster for sit iltre temperament og enorme boldtalent.

Forfatteren bag Jeg er Zlatan Ibrahimović er i gang med manuskriptet til en spillefilm om den verdensberømte fodboldspiller.

Af David Madsen

Fodboldfans har noget at glæde sig til, for en spillefilm om den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimović er i støbeskeen. Det er forfatteren og journalisten David Lagercrantz, der har delt nyheden med den svenske avis Aftonbladet.

”Jeg kan bekræfte, at vi er i gang med at skrive et manuskript, og jeg tror, det kan blive rigtig godt,” siger han til avisen.

At det er David Lagercrantz, som skriver manuskriptet til spillefilmen, er ikke noget tilfælde. I 2011 skrev han selvbiografien Jeg er Zlatan Ibrahimović sammen med den verdensberømte fodboldspiller.

Selvbiografien har ikke overraskende været en kæmpesucces med over én million solgte eksemplarer alene i Sverige. Aftonbladet bekræfter da også, at spillefilmen vil tage udgangspunkt i bogen og fokusere på Zlatans opvækst og ungdom.

Opfandt selv citaterne
Den kommende spillefilm vil heller ikke være første gang, at fodboldspillerens livshistorie er blevet fortalt på det store lærred.

Dokumentaren Den Unge Zlatan fra 2016 følger Zlatans fodboldkarriere fra begyndelsen i Malmö FF over tiden hos hollandske Ajax Amsterdam til Juventus’ millionkøb af ham.

Filmen ligger noget tættere på virkeligheden end selvbiografien. Under megen kontrovers indrømmede David Lagercrantz nemlig i 2015, at han havde fabrikeret samtlige af Zlatans citater i bogen.

”Selv om jeg ikke burde indrømme det, besluttede jeg at skrive bogen om Zlatan som en roman. Jeg citerede ham aldrig. Jeg prøvede at finde kernen af Zlatan Ibrahimović, og så skrev jeg den,” sagde forfatteren under den britiske litteraturfestival Hay Festival.

Hvor meget spillefilmen vil vige fra virkeligheden, vides ikke. Men Zlatan skulle arbejde tæt sammen med filmproduktionen og selv være med til at finansiere den. Manuskriptet skulle være færdigskrevet til marts. Der er endnu ikke annonceret nogen instruktør eller skuespillere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko