På sporet af de tabte forældre

Da Carla Simóns mor døde af aids, efterlod hun sig ikke stort andet end nogle familiealbums og en seksårig datter med hovedet fuldt af spørgsmål – spørgsmål, som datteren lige siden har forsøgt at besvare. 

Debutfilmen Sommeren 1993 skildrer den svære overgangstid, da hun forældreløs flyttede fra Barcelona til sin onkel og tante på landet. Guldbjørnevinderen Ferskenlunden i Catalonien viser det pressede, men kærligt støttende miljø, hun voksede op i. 

I sin tredje film, Romería – Min sommer i Galicien, viser den 39-årige instruktør en rejse til byen Vigo på den spanske atlanterhavskyst, som hun foretog i en alder af atten år for endelig at møde sin fars familie. 

Titlen betyder ”pilgrimsfærd” på spansk, og instruktørens alter ego Marina er rejst til den galiciske by med sin mors dagbog i hånden for at lære mere om forældrenes liv. 

”Faktisk var det ikke en dagbog i virkeligheden,” bekender Carla Simón, da vi mødes til et gruppeinterview på sidste års Cannes-festival, hvor filmen er udtaget til hovedkonkurrencen. 

”De ord, vi hører, kom fra breve, min mor skrev til sine venner fra Vigo. Hendes venner gav dem til mig, og de er de mest dyrebare minder, jeg har fra hende. For brevene har hendes stemme. Pludselig kunne jeg høre hende for mig.” 

”Man værdsætter det virkelig på catalansk, fordi hun udtrykker sig på en måde, som var moderne dengang, men som er gammeldags nu. Og så giver de et generationsportræt, fordi hun fortæller om en hverdag med narko. Hun tænker ikke meget på fremtiden eller arbejde og sådan.” 

Aids er stadig tabu
Romería viser efterdønningerne af de frigjorte 1980’ere, hvor ungdomsbevægelsen La Movida Madrileña bredte sig fra hovedstaden til hele landet, som Spanien rystede Francos diktatur af sig.

”Friheden kom, og det var en lykkelig periode med demokratisering, La Movida, Almodóvars film og det hele. Men der var også en mørk side, fordi heroinen gjorde sit indtog og primært gennem Galicien, hvor der er lange kyststrækninger, og det er svært at kontrollere.”

Stofmisbrug var udbredt i 80’ernes punkede modkulturer. Men da faren blev syg, blev han til et familietabu, som onklerne tysser ned, og fætrene hvisker om. For bedsteforældrene er emnet så smertefuldt, at de hellere vil betale for Marinas universitetsstudier end skrive under på, at hun er deres barnebarn.

Det var reaktionen blandt mange i den ældre, katolsk-konservative generation, da aids-epidemien gik som en løbeild gennem ungdommen.

”Der er mange historier om folk, som ikke ved, hvad der nøjagtigt skete med deres onkel eller deres fætter. Og sådan har det været frem til i dag.”

”Da jeg lavede min første film, var alle i mine forældres generation overraskede over, at jeg bare gik rundt og sagde, at mine forældre døde af aids. For det var der ingen, der sagde højt. Derfor er det værd at give genoprejsning til denne generation, der samtidig var dem, som vendte gamle værdier på hovedet og gjorde det muligt at tænke på nye måder.”

Ungdommens dødedans
I filmen kommer Marina tættest på sine forældre, da hun efter at have raget uklar med bedsteforældrene drømmer sig tilbage til 80’erne.

Llúcia Garcia, der spiller Marina, spiller nu hendes mor. Mitch Martín, der spiller Marinas fætter, spiller nu hendes far. Og vi får syn for sagen: sommerdage i båden og ved kysten, fester og venner, narkoens rus og abstinenser. 

Sekvensen kulminerer til en fest, hvor forældrene slår de sig løs på dansegulvet, mens punkrockerne i bandet Siniestro Total synger om livsglæde og frihedstrang. Dansen bliver mindre vild, mere koreograferet, indtil danserne én for én erstattes af spøgelser. 

Dødedansen er et dystert billede, som instruktøren forbinder med den galiciske folklore om La Santa Compaña: hvileløse ånder, der under stormskyers dække gik på jagt efter levende. 

”På en måde består hele den generation af ånder, der ikke kan finde fred, fordi vi ikke taler nok om dem og ikke sætter ordentligt pris på dem,” forklarer Carla Simón. 

Selv om hun ikke misunder forældrene deres misbrug, kan hun godt længes efter den verden, de voksede op i. 

”Vi lever i en tid, hvor folk ikke skuer meget indad. Forleden var der strømafbrydelse i Spanien. Alt var mørkt, der var ingenting. Mobiler fungerede heller ikke. Og jeg havde det så godt. Pludselig ved man, at man ikke kan gøre noget, og så tænker man mere.” 

Prequel til filmen
Carla Simón ville have, at hendes tredje film skulle handle om hukommelse. Om de aftryk, folk sætter på hinanden og på deres omgivelser, om en fortid, der stadig er til forhandling. 

”Hukommelse er fascinerende og kompleks. Man husker ikke hændelsen. Man husker den sidste gang, man tænkte på hændelsen. Så ens minder forandrer sig hele tiden. Også af belejlighed, fordi man fortæller bestemte historier om sig selv. Det indså jeg, da jeg talte med min familie.” 

”De fortalte mig aldrig meget, og i deres historier var de altid selv hovedpersonen,” siger hun og smiler. 

”Så jeg sagde: ’Hvis mine forældre var i live, kan det være, de ville fortælle mig om deres minder. Og hvem ved, om de ville være sande. Så måske er jeg nødt til at skabe mine egne. Og det er netop det, filmen giver mig mulighed for.’” 

Også Carla Simóns metode til at instruere skuespillere handler om at bringe hukommelsen i spil. 

Tre måneder før optagelse samler hun sit ensemble for at øve scener og situationer, der har fundet sted i karakterernes liv længe før filmens nutid. En slags prequel til filmen, forklarer hun, men så løst skitseret, at skuespillerne selv kan finde vej ind i rollerne og opbygge relationer, som de kan læne sig op ad under optagelserne. 

”Vi improviserer øjeblikke, der kunne have fundet sted i år 2004, men også i 1980’erne. Nogle gange spiller de par, andre gange fætter og kusine, venner, brødre. Det er en måde at opbygge delte minder på, så skuespillerne også følelsesmæssigt kan gennemleve de her øjeblikke.” 

”Skuespillerne er mere afslappede, og de kan improvisere lidt mere, fordi de allerede har så meget tilfælles, og dynamikken i familien er på plads.” 

Filmskaberen fødes
I sine to første film fortæller Carla Simón i børnehøjde om at falde til og finde sin plads i en stor, spraglet familie. I sin nye film beskæftiger hun sig med en mere ukendt gren af familien, og det tvang hende til at vælge en anden tilgang. 

”Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne skildre familien som i mine andre film. Det er en anden situation. Hovedpersonen kommer som en outsider, og derfor er der en større distance,” forklarer hun. 

Romería – Min sommer i Galicien bliver også historien om, hvordan Carla Simón skærpede sit blik som filmskaber. 

I filmen er Marina udstyret med et videokamera, hun netop har fået i fødselsdagsgave. Det bruger hun til at udforske sine forældres gamle jagtmarker: havnen, hvor faren havde sin sejlbåd, deres lejlighed, den tegneseriebutik, hvor moren arbejdede. 

”Hvis man vil skabe en forbindelse til folk, der ikke er her længere, opsøger man deres steder,” forklarer Carla Simón. 

”Det er frustrerende, fordi man kun kan optage steder, der er tomme. Men det hjalp mig til at fortælle historien, og for mig har filmkunst rigtigt meget med min familie at gøre. Så på en måde kom filmen til at handle om, hvordan mit blik som filmskaber blev skabt. Selv om det ikke lå i projektet fra begyndelsen.” 

Film som familiealbum
Da vi taler sammen, er Carla Simón højgravid med sit barn nummer to. Hun forklarer, hvordan det at blive mor har fået hende til at tænke mere over sine forældres historie.

Mens hun var gravid for første gang, optog hun den essayistiske kortfilm Letter to My Mother for My Son, der kan ses som en slags kreativ forløber for Romería – Min sommer i Galicien.

Her viser hun sin mors barndom, følger hende som ung til byen Vigo og videre til et tænkt møde mellem mor, datter og barnebarn. 

”Hvis bare der var flere familiealbummer,” lyder det på et tidspunkt i filmen. For Carla Simón er hendes film også en måde at holde fast i de historier, hun har kunnet samle om sin familie, så hun kan give dem videre. 

”Jeg har kun én video af min mor, men ingen af min far. Jeg har nogle billeder, hvor de sejler sammen, så det er meget med i filmen. Jeg ville ønske, jeg havde mere. Så i det mindste har mine børn da mine film.” 

Empatien er afgørende
Samtidig går instruktøren til sin filmkunst som et familieprojekt, der kitter generationerne sammen. 

Hun samarbejder ofte med sin adoptivfamilie: søsteren Berta spillede med i de to første film, broren Ernest komponerede musikken til den første og tredje, og moren Paquita læser hvert et udkast af manuskriptet. 

– Da vi talte sammen i Berlin, sagde du, at du kun ville fortælle historier, du føler, er dine. Har du det stadig sådan? 

”Det har jeg faktisk tænkt meget over. Jeg vil jo også gerne fortælle om andre ting, men må jeg det?” spørger hun og griner lidt forlegent. 

”Alt afhænger af, hvordan man går til historien. Fortæller man med respekt, og forsøger man at være tro mod kompleksiteten i menneskers forhold, er det fint. I denne film var det vigtigt for mig at sikre, at jeg havde empati med karaktererne.” 

”Min fars familie kontaktede mig aldrig. Men det skyldtes den smerte, de følte i forbindelse med hans skæbne, og det forstår jeg godt. For det er svært.” 

Efter tre selvbiografiske fortællinger føler Carla Simón sig parat til at gå i en ny retning. 

”Jeg har afsluttet et kapitel. Det er nok ikke helt tilfældigt, når jeg samtidig snart føder mit andet barn, at jeg føler, jeg lukker ned for noget.” 

Hendes næste projekt lader da også til at være i en ganske anden boldgade. ”Vi er ved at forberede en musical om flamenco,” røber hun begejstret.