Peter Jackson på slap line i Cannes

Det var en kejtet kiwi, der tirsdag aften modtog en æres-Guldpalme til Cannes-festivalens åbningsceremoni.

Med sit karakteristisk uglede og nu noget gråsprængte hår virkede Peter Jackson nærmest betuttet på hovedscenen i Palais des Festivals, hvor Elijah Wood overrakte ham prisen, og han stammede sig gennem sin takketale.

Tre gange har han været i Cannes, fortalte han.

Første gang for at sælge sin debutfilm, Bad Taste, som han og vennerne flikkede sammen som weekendprojekt gennem flere år.

Anden gang for at vise 25 minutter af Ringenes herre: Eventyret om ringen i 2001 og lukke munden på en verdenspresse, der spåede hybris og fallit for projektet.

Og tredje gang altså for at modtage en af filmbranchens fineste hædersbevillinger.

”Første gang jeg kom til Palais des Festivals, smed en vagt mig ud, fordi jeg havde shorts på. Så jeg var stærkt fristet til troppe op med shorts og smoking i går aftes – men jeg var ikke helt modig nok,” fortæller Peter Jackson dagen efter til en masterclass.

”Det havde aldrig faldtet mig ind, at jeg kunne vinde en Guldpalme – på samme måde som jeg aldrig tænkte over at blive balletdanser eller olympisk højdespringer. For jeg laver ikke Guldpalmefilm. Så jeg elsker, at jeg kan vinde én alligevel uden at lave en film overhovedet – det er da fantastisk!” joker han tørt.

Fra splatstick til Beatles
I samtale med den franske journalist Didier Allouch er Peter Jackson stadig småstammende og med en genert tendens til at skifte retning midt i en sætning, fylde på med indskydelser eller mumle sig frem til en punchline.

Men han er også afslappet, nørdet og fuld af gode råd og historier. Og over halvanden times samtale nåede de to rundt om hele Peter Jacksons karriere.

Fra hans barndom foran fjerneren med King Kong, over hans splatstick-dage med gyserkomedier som Braindead, det kunstneriske gennembrud med dramaet Heavenly Creatures, det folkelige med Ringenes herre og til hans dokumentarfilm They Shall Not Grow Old og Beatles-serien Get Back.

Et fællestræk for alle Peter Jacksons film er, at de kombinerer kreative og teknologiske udfordringer.

Da han startede som filmskaber, havde New Zealand hverken penge eller industri til at bakke op om hans ambition. Så han strakte sin opsparing fra et arbejde som fotogravør til splatterfilmen Bad Taste med monstereffekter friske fra Jacksonfamiliens bageovn.

Og han har ikke noget imod, hvis man kun kender ham for Tolkien-filmatiseringerne.

”Jeg er ekstremt stolt af de film. Altså, jeg har ikke set dem i godt tyve år, men det tror jeg da, jeg er. Folk lader til at kunne lide dem, i hvert fald.”

Weinstein fik ringene til at rulle
Ringenes herre blev kun til, fordi Peter Jackson og hans hold ønskede at holde på de special effects-folk, de havde hyret til at lave The Frighteners.

Sammen med sin kone Fran Walsh kastede instruktøren sig over at skrive et fantasyprojekt, men uden at komme nogen vegne. ”Hver gang vi fandt på en god idé, sagde vi: ’Nå nej, det er jo fra Ringenes herre!’ Så efter et par uger tænkte vi, ’Hvorfor fanden finder vi ikke bare frem til, hvem der har rettighederne?’”

Det viste sig at være produceren Saul Zaentz, der tilbage i 1970’erne havde produceret Ralph Bakshis tegnefilmversion af Tolkiens mesterværk. Og han gav dem kun fra sig, da Peter Jackson fik ingen ringere end Harvey Weinstein til at vride armen om på ham.

”Han havde lige lavet Den engelske patient med Saul Zaentz. Fox havde trukket sig fra projektet få uger før optagelse, og så trådte Harvey til med pengene til at indspille filmen. Så han sagde: ’Jeg reddede hans røv på Den engelske patient, han skylder mig en kæmpe tjeneste!’”

Hug de gode idéer!
Det blev startskuddet til det uhørt ambitiøse projekt. Tre tretimers film optaget samtidig – ”266 dages optagelser, det tal glemmer jeg aldrig” – i den dengang underlødige fantasygenre, uden stjerner og med et budget, der gjorde Ringenes herre til den dengang dyreste independent-film nogensinde.

”Vi snublede ind i projektet med en naiv tiltro til, at vi ville klare den. Hvis vi havde vidst, hvad vi gik ind til, ville vi nok aldrig have startet.”

”Der var dage, hvor jeg kørte til studiet ved syvtiden om morgenen, mens jeg tænkte: ’Hvordan skal jeg dog optage det her?’ Og når jeg ankom, så holdet på mig som en leder, mens jeg ikke havde den ringeste anelse om, hvad jeg skulle gøre. Men så samlede jeg fotografen og skuespillerne, snakkede om scenerne og huggede alle deres gode idéer.”

Mange af de idéer blev toneangivende for de blockbusters, der forsøgte at gøre Peter Jackson kunsten efter.

Som beslutningen om at gå til fantasygenren som periodefilm snarere end som et eventyr og forankre den magiske verden i historisk research – en tilgang, der blev gentaget i for eksempel Game of Thrones.

Et andet princip til at bevare overblikket i kampscener kunne man have ønsket, at andre tog til sig.

”Vi satte os en regel om aldrig at gå tre optagelser uden at vise én af vores hovedpersoner. Hvis vi viser Legolas, kan vi klippe til et overblik over kampen, så en eksplosion, og så til Aragorn. For en kampscene er kun interessant ud fra et følelsesmæssigt synspunkt: ud af tusinder af mennesker er publikum kun rigtigt interesseret i tre eller fire.”

Special effects-folkene beholdt deres arbejde, og i dag regnes Wētā Workshop, der blandt meget andet har arbejdet på Avatar-filmene og Planet of the Apes-serien, for et af verdens førende VFX-huse.

Filmhistoriens største monsterhistorie
Succesen banede vejen for Peter Jacksons næste hjerteblodsprojekt, hans remake af King Kong, der udkom i 2005.

Hans version adskiller sig især fra originalen ved at genfortælle filmhistoriens vigtigste monsterfilm som en historie om tragisk kærlighed.

”Man kan ikke rigtig sige, at originalen er en kærlighedshistorie. Jo, Kong forelsker sig i Ann Darrow, men hun skriger gennem hele filmen og lader ikke til at bryde sig om ham overhovedet.”

Hans version levner til gengæld plads til oprigtig ømhed mellem Ann og den gigantiske abe, spillet i motion capture af Gollum-skuespilleren Andy Serkis.

Længe var det også meningen, at Fay Wray, der spillede Ann i originalen, skulle have en cameooptræden for at sige filmens signaturreplik: ”It was beauty killed the beast.”

”Hun var 98 år gammel, og hun var ikke sikker på, at hun ville gøre det. Men vi mødtes nogle gange, og jeg fik hende overtalt. Vi skulle optage i hendes lejlighed foran en green screen for at gøre det let for hende. Men kort før vi skulle komme, døde hun. Og så fik Jack Black replikken i stedet.”

Ville ikke Hobbitten
Alt imens spøgede tanken om at filmatisere Tolkiens anden store bestseller, Hobbitten.

Længe var det meningen, at Guillermo del Toro skulle have instrueret filmene, som på det tidspunkt var delt i to. Det var først efter, at den mexicanske instruktør forlod projektet, at Peter Jackson selv tog styringen og udvidede historien til en trilogi.

”Guillermo brugte seks måneder i New Zealand på at forberede optagelserne, men Warners ville ikke give grønt lys. Det var bare forsinkelse efter forsinkelse efter forsinkelse, indtil han sagde: ’Jeg kan blive her og blive ved med ikke at lave film. Eller jeg kan rejse hjem, for jeg har også andre film, jeg gerne vil lave.’”

”Jeg havde virkelig dårlig samvittighed, og jeg følte mig ansvarlig for projektet, så jeg endte med bare at instruere selv. Hvilket jeg egentlig ikke ville,” fortæller Peter Jackson nærmest undskyldende.

Enmandspublikum
Filmene, der fik premiere med et års mellemrum fra 2012, blev mødt af lunkne anmeldelser og skuffede fans, der kritiserede alt fra længden over skuespillerne til Peter Jacksons forsøg på radikalt at forny filmmediet ved at optage med 48 billeder i sekundet.

En fejlslagen revolution, som James Cameron med Avatar-fortsættelserneog Ang Lee med Billy Lynn’s Long Halftime Walk ellers støttede op om.

”Der er mange, som ikke bryder sig om Hobbitten, men det gør jeg. For i allersidste ende laver jeg ikke film for publikum – jeg laver dem for mig selv. For hver beslutning spørger jeg mig selv: Hvad ville jeg gerne selv se? Så det er jo nærmest umuligt for mig at lave en film, jeg ikke kan lide.”

”For nogle år siden var jeg i England, og jeg havde bestilt en bog fra Amazon. Og da den blev leveret, var buddet en ung, sort fyr, der sagde: ’Hey, du er da ham der, der lavede Ringenes herre! De er fantastiske! De burde have hyret dig til at lave Hobbitten-filmene, for de var noget lort!” fortæller Peter Jackson og sprutter af grin.

Genskrev Beatles-historien
Siden han færdiggjorde den trilogi, har Peter Jackson især lavet dokumentarfilm.

Senest den tredelte Beatles-dokumentar Get Back om tilblivelsen af albummet Let It Be, som han instruerede ud fra optagelser, der havde ligget på lager, siden de havde dannet baggrund for filmen Let It Be fra 1970.

”Historien lød, at det var en rigtig slem periode med skænderier og konflikter. Og som Beatles-fan havde jeg ikke rigtig lyst til at se 65 timers elendighed. Men da jeg så det, blev jeg ved med at grine, fordi de bare morer sig og er skideskægge.”

”Da Let It Be udkom, var bandet ved at gå fra hinanden, og deres minder fra den periode blev blandet sammen med det brud. Paul McCartney sagde, at jeg kunne lave filmen, men at han nok ikke ville bryde sig om den. Men da jeg begyndte at klippe sekvenser sammen og sende dem til ham, var de virkelig sjove. Så jeg kunne fortælle ham: ’Du husker helt forkert!’”

AI er bare et redskab
Inden da var der den gribende krigsdokumentar They Shall Not Grow Old, der bruger autentiske optagelser fra Første Verdenskrig til at fortælle historien om britiske soldaterliv. Her måtte han igen ty til ny teknologi for at ajourføre de gamle optagelser i farve og tempo.

”Det hele blev optaget ved, at fotografen drejede et håndsving – der var ingen motorer. Kameramændene i skyttegravene forsøgte at holde tempo ved at tappe med foden, men det var ikke taktfast 24 billeder i sekundet.”

For at rette timingen genererede Jackson og hans hold nye billeder, der kunne splejses mellem de originale. En proces, man i dag kunne forestille sig, at AI-værktøjer kan gøre langt hurtigere – og instruktøren har ingen kvababbelser ved at tage den nye teknologi i brug, selv om emnet deler vandene i branchen.

”For mig er det ikke anderledes end andre former for effekter,” fortæller han. ”Hvorfor skulle en person, der bruger AI-software, ikke have mulighed for at lave deres egne film? Selvfølgelig bør de det. Det er ikke anderledes end andre værktøjer.”

”Nogle folk vil lave skønne film på den måde. Andre vil bruge samme fremgangsmåde og lave lort. Men hvad enten det er AI eller hvad som helst andet, afhænger det hele af, om folkene bag er originale, fantasifulde og i stand til at underholde folk.”

Brygger på Anden Verdenskrigsfilm
Det er tretten år siden, Peter Jackson sidst signerede en spillefilm. Men det betyder ikke, at han ligger på den lade side. Han tager sig bare god tid.

”Nu om dage tager Fran og jeg ikke betaling for manuskripter. Vi skriver dem bare, og når de er på plads forsøger vi at finde finansiering til at filme dem,” forklarer han.

Ét projekt, han har brygget på længe, er en Anden Verdenskrigsfilm om den militæraktion, der blev filmatiseret i 1955 som The Dam Busters, hvor Allierede styrker i 1943 sprængte to enorme tyske dæmninger.

Den virkelige Operation Chastise har også en dansk forbindelse i form af lægen Helge Tramsen, der var med til at smugle dokumenter ud af Nazityskland.

”Den britiske regering holdt stadig mange oplysninger hemmelige, så der var meget, de ikke kunne vise. Men det er en virkelig utrolig historie om at bruge sin opfindsomhed.”

Tintin er stadig på vej
Peter Jackson har stadig ikke helt sluppet taget i Tolkiens univers, selv om han nøjes med en kreditering som executive producer på Andy Serkis’ kommende film The Hunt for Gollum, der får premiere til næste år.

”Filmen handler om Gollums psykologi og afhængighed, og Andy kender den karakter bedre end nogen anden. Jeg tænkte aldrig over selv at instruere den,” fortæller han.

Et andet hængeparti for Peter Jackson er den trilogi af Tintin-filmatiseringer, han lod Steven Spielberg søsætte tilbage i 2011. Lige siden har det været meningen, at han skulle instruere midterkapitlet, og han forsikrer salen om, at filmen stadig er på vej.

”Steven har været så elskværdig ikke at presse mig for meget, men jeg ved, at jeg mangler at levere, så jeg arbejder med Fran på det næste Tintin-manuskript. Faktisk sad jeg forleden dag og skrev på det på mit hotelværelse her i Cannes. Jeg er ved at finde vej tilbage til Tintin-universet – og jeg elsker det virkelig.”