Nyhed
04. feb. 2014 | 14:05

Rumænere får lov at se hele Nymphomaniac

Foto | Christian Geisnæs
Folk i Rumænien behøver nu ikke længere nøjes med første del af Nymphomaniac, hvor denne scene med Stacy Martin, Udo Kier og Shia LaBeouf er fra.

Først kategoriserede Rumænien Nymphomaniac Vol. 2 som porno. Men nu får den alligevel biografpremiere i landet, og censurformanden er gået af.

Af Freya Bjørnlund

Rumæniens censurorgan har ombestemt sig: Anden del af Lars von Triers Nymphomaniac er ikke for beskidt til biograferne alligevel. 

Filmens første del fik rumænsk premiere allerede den 17. januar. Premieredatoen for filmens anden del blev fastsat til 7. februar, men det satte censurrådet CNC (Centrul National al Cinematografiei) en stopper for. Filmen fik kategoriseringen 18XXX, hvilket gør offentlig visning ulovlig. 

Distributionsselskabet Independenţa Film kaldte afgørelsen ”et tilfælde af censur, som er helt unikt i Europa” og besluttede at anke dommen. 

Det fik de held med. 

Formand for censurråd gået af
I anden omgang fik Nymphomaniac Vol. 2 kategoriseringen ”18 plus”, ligesom første halvdel tidligere gjorde det. I beslutningsprocessen gik Cristina Corciovescu af som formand for censurrådet, men hun vil dog fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem. 

CNC gav ingen begrundelse for den ændrede kategorisering eller for det oprindelige XXX-forbud. 

Direktøren for filmens distributionsselskab Antoine Bagnaninchi har kommenteret den nye dom i en mail til The Hollywood Reporter: 

”Censurkommissionen var under pres (politisk, socialt og internationalt) og måtte til sidst omstøde sin beslutning og godkende filmen,” skriver han. ”Det har været god reklame for os og for filmen, men det giver Rumænien et meget dårligt image i udlandet!”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko