Nyhed
15. maj 2009 | 13:53

Rumænsk Palmevinder tilbage i Cannes

Cristian Mungiu er i Sydfrankrig som en del af instruktør-kvinteten bag Tales from the Golden Age.
Af Jesper Bo Petersen

Sidste års Cannes-vinder, Christian Mungiu, giver i et interview til filmmagasinet Screens daglige festivalavis beroligende råd til de nervøse og håbefulde palme-aspiranter. De skal ikke lade sig gå på af presset.

”Filmfestivalen er ikke De Olympiske Lege, og at dømme film som en sportsbegivenhed er forkert,” siger instruktøren og forsætter:

”Filmskabere skal kun være optaget af, hvad publikum føler, når de ser deres film.”

Kommercielt blikfang
Sidste års triumf har givet Cristian Mungiu gevaldigt vind i sejlene, og han har modtaget adskillige tilbud om at instruere internationale film. Men instruktøren tager det roligt og vil fortsat lave film i hjemlandet.

Men Den Gyldne Palme har også kastet mere eller mindre kuriøse tilbud af sig.

Han er blevet opfordret til at stille op til parlamentsvalget i Rumænien. Og både et forsikringsselskab og en tysk lastbilfabrikant har spurgt, om han ikke ville være firmaets kommercielle blikfang i Rumænien. Instruktøren takkede pænt nej.

Nye navne
Han deltager i år i festivalens næstfineste konkurrence, Un Certain Regard, med filmen Tales from the Golden Age, som han har skabt i samarbejde med de fire rumænske instruktørkollegaer: Hanno Höffer, Razvan Marculescu, Constantin Popescu og Ioana Uricaru.

Men filmen er ikke et forsøg på at promovere ukendte rumænske instruktører. Ifølge branchebladet Variety er de øvrige fire medlemmer af kvinteten anerkendte navne i hjemlandet, dog uden at nogen af dem endnu har lavet en spillefilm.

Vandrehistorier fra Rumænien
Mungius Palmevinder, 4 måneder, 3 uger og 2 dage, var en knugende realistisk skildring af livet i det kommunistiske Rumænien i slutningen af 1980’erne. I dette grumme slice of life- drama er der ikke meget at grine af.

Det er der til gengæld i den nye film, Tales from the Golden Age . Det er en surrealistisk komedie, der fortæller vandrehistorier fra tiden under det kommunistiske styre og viser, hvordan Rumænerne overlevede diktaturets jerngreb.

”Uden humor havde Rumænerne aldrig overlevet den periode,” fortæller instruktøren til Screen.

”Ved at lave en populær komedie følte jeg, at vi kunne gå imod to udbredte klicheer: At filmskabere fra øst kun kan lave realistiske, mørke og kunstneriske film, og at kommunismen kun kan erindres i et mørkt toneleje.”

En sjette rumæner
De fem instruktører kommer i Un Certain Regard-konkurrencen til at dyste mod en af deres landsmænd, der ikke er i det samme muntre hjørne.

Corneliu Porumboiu er udtaget med filmen Politist, Adjectiv , om en samvittighedsfuld politimand, der nægter at anholde en ung mand, som deler hash ud til vennerne. Politimanden vil ikke lægge mandens  fremtid i ruiner — meget imod sine regelrette overordnedes vilje.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko