Nyhed
15. jan. 2021 | 13:01

Milepæl i filmhistorien kommer på DR

Foto | Parisa Taghizedeh
I første afsnit af antologiserien Small Axe, Mangrove, går sorte mennesker i London anno 1970 på gaden for at protestere over det racistiske politis behandling af dem.

Alle fem spillefilm i Steve McQueens kritikerhyldede racefortælling Small Axe bliver vist på public service-kanalen, der er i skarp konkurrence med streamingtjenester.

Af Nicki Bruun

Den toppede kritikernes ranglister i slutningen af 2020, men hitserien Small Axe har endnu ikke kunnet opleves herhjemme.

Det ændrer sig dog nu.

DR har nemlig sikret sig rettighederne til at vise serien af Steve McQueen, der har vundet en Oscar for racedramaet 12 Years a Slave.

Det bekræfter kommunikationskonsulent i Danmarks Radio, Andreas Relster, over for Filmmagasinet Ekko.

Han oplyser, at alle afsnit af Small Axe kommer på DR’s streamingtjeneste DRTV den 29. januar. Det er desuden planen, at de fem selvstændige film senere på året skal vises på DR2.

Ekkos anmelder gav fem stjerner til samtlige af de fem film, som tilsammen udgør Small Axe. De hedder Mangrove, Lovers Rock, Red, White and Blue, Alex Wheatle og Education og fortæller hver sin historie om sorte mennesker i England fra 1960’erne til 80’erne.

”Som enkeltstående kapitler i den samlede fortælling holder de alle et exceptionelt højt niveau. Men helheden er større end enkeltdelene, og sammen skaber de et storslået statement,” skriver Ekkos kritiker i sin anmeldelse af Education.

”Om man vælger at klassificere Small Axe som en tv-serie eller – mere korrekt – antologi-film, bør værket være obligatorisk pensum for mennesker verden over.”

Kamp om seerne
Small
Axe blev i Steve McQueens hjemland England vist på den statslige tv-kanal BBC, mens serien i USA kom på streamingtjenesten Amazon Prime med et afsnit om ugen.

Derfor kunne man forestille sig, at serien på et tidspunkt ville blive vist på den danske udgave af Amazon Prime.

Men indkøberne i DR har altså valgt at bruge penge på det hyldede racedrama, som også er blevet solgt til tv-stationer i en række europæiske lande.

DR købte i sommer også rettighederne til en anden af de mest anmelderroste serier i 2020.

Den britiske filmatisering af irske Sally Rooneys succesroman Normale mennesker blev vist på public service-kanalen, som gør sit for at konkurrere med de mange og pengestærke streamingtjenester, der også tæller Netflix og Disney+.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko