Interview
28. aug. 2016 | 08:58

Hun finder skønheden i døden

Foto | Louise McLaughlin
Sigrid Lippert spiller den ældre, men livskloge og excentriske dame med tilnavnet Sia i Annika Bergs film af samme navn.

”Jeg ville udforske alderdommen,” siger Annika Berg om sin smukke og originale kortfilm Sia, der kan ses på Ekko Shortist og er i konkurrence på filmfestivalen i Odense.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Da Annika Berg skulle lave sin afgangsfilm på Den Danske Filmskole i 2015, tænkte hun meget på døden.

Ikke fordi hun var deprimeret eller i kuldkælderen, men fordi hun var optaget af afslutningen på livet. Fænomener som forfald, forgængelighed og råddenskab rumsterede i hendes tanker.

Derfor bliver man måske overrasket over at se det færdige resultat, afgangsfilmen Sia, som i denne uge bobler på Ekko Shortlist og i næste uge er i konkurrence på Odense International Film Festival.

For nok handler Sia om døden og alderdommen som noget uomgængeligt, men samtidig er filmen er fuld af farver og flamboyant og excentrisk i sit udtryk.

Annika Berg har selv svært ved at sætte ord, hvad hendes film handler om. Det interesserer hende egentlig ikke. Hun vil hellere fortælle om det, der optog hende i skabelsesprocessen.

”Jeg synes, det er sætte ord på et medie, der ikke er så verbalt. Jeg startede i stedet med at udforske en besættelse, jeg havde omkring døden,” fortæller Annika Berg.

”Det kan være ret hårdt at gå på Filmskolen, og man kommer tit ned i nogle huller. Omkring Sia var jeg nede i et hul og så ofte forfaldet frem for livet. Jeg forsøger altid at lave film om det, jeg kan mærke skal udforskes.”

Skønheden i døden
I Sia følger vi den 93-årige Sigrid (Sigrid Lippert) igennem en dag i hendes lejlighed. Hun vasker sig, lægger neglelak, passer sin kat og fugl og får besøg af to jævnaldrene veninder.

Sigrid omgiver sig med masser af farver, vildtvoksende stueplanter og pragtfuldt tøj. Til slut lægger Sigrid sig i sin seng og dør måske.

Annika Berg beskriver selv Sia som en udforskning af eksistensen, der er en evig cyklus af liv og død.

”Dagen efter jeg havde besluttet mig for, at døden skulle være temaet i Sia, fortalte min far mig, at han havde kræft. Og det havde han vidst i nogle dage,” fortæller instruktøren.

”Når man følger sin intuition og ikke tænker over, hvad tingene betyder, tror jeg, man begynder at lave film om det, man ikke kun intellektuelt ved, men også det, kroppen ubevidst ved. Og igennem arbejdet med Sia kom den så til at handle om skønheden i døden.”

Portræt af mange mennesker
Sia
er udført i en drømmende og magisk stil og byder hele tiden på scener med et skævt påfund – en udstoppet isbjørn, der stirrer ind i kameraet, eller en lille vignet, hvor en bunke frugt rådner op i et stilleben-motiv.

Men dele af filmen ligner dokumentariske optagelser fra et rigtigt menneskes liv.

”Jeg skelner ikke mellem fiktion og fakta, så det er aldrig rigtig noget, jeg tænker over. Jeg vælger nogle rigtige personer, og tit blander jeg dem med mig selv. Tøjet, Sigrid har på, er for eksempel mit eget.”

”Tit prøver jeg at fremkalde noget, der allerede er inde i skuespillerne. Jeg fortalte Sigrid Lippert, at det ikke kun handlede om hendes død, men også min egen. Så jeg blander mig selv og hende sammen.”

Annika Berg fortæller også, at Sias lejlighed i filmen ligner hendes egen.

Sia er nærmest et dokumentarisk portræt, men sat sammen af så mange personer, at det bliver til fiktion,” forklarer hun.

Ny stil for hver film
Annika Berg forsøger at skifte stil for hver film, hun laver. Faktisk synes hun, det er irriterende, hvis hendes film ligner hinanden for meget.

”Jeg synes faktisk, det er lidt irriterende, når folk siger, at det er en typisk Annika-film. For det handler ikke om, at mit aftryk skal sættes på filmene.”

”Jeg vil derimod gerne have, at filmene bliver ligesom børn, der er deres egne. Jeg bryder mig ikke om, at folk tænker på filmskaberen frem for selve filmen. Jeg vil have, at de er magiske nok til at stå for sig selv. Det skal ikke blandes sammen med ens eget ego.”

Da hun begyndte med at lave film på Station Next i Filmbyen i Avedøre, var de ofte sort-hvid, men det ændrede hun, da hun begyndte på Filmskolen.

”Jeg kan godt lide ekstremer, både i lyd og billede. Jeg er enten i den ene eller anden grøft. Jeg var blevet for komfortabel med sort-hvid, så jeg blev nødt til at gøre noget andet. Men nu kan jeg så omvendt mærke, at jeg er blevet lidt for farverig. Så der skal ske noget nyt næste gang.”

En oplevelse for skuespilleren
Under optagelserne til Sia arbejdede Annika Berg uden et egentligt manuskript og uden nedskrevne replikker. Til gengæld var strukturen og scenerne på plads fra start. I stedet for replikker gav instruktøren skuespillerne en bestemt retning, de skulle bevæge sig i, eller en særlig opgave.

I en bestemt scene lægger Sigrid for eksempel neglelak. Hun rammer flere gange forbi neglene og er ikke tilfreds med resultatet. Den scene var et resultat af Annika Bergs måde at arbejde på.

”Da Sigrid lægger neglelak, vidste jeg godt, at hun så dårlig. Jeg tænkte derfor, at der nok ville ske et eller andet. Jeg ville aldrig sige: ’Prøv at lade være med at ramme neglene.’ Jeg vil hellere gøre det til en oplevelse for hende. Så på en måde er det improvisation,” siger instruktøren.

Metoden fordrer en helt særlig og koncentreret arbejdsgang.

”Det kræver meget nærvær, og at man har sin integritet på plads. Især når man laver film om svære ting som døden. Der vil altid være nogle, der siger, at man ikke kan filme med én på 93 år. Og hvis man ikke er nærværende en dag, kommer man hjem med noget være juks. Så man skal holde tungen lige i munden.”

Woolf og alderdommen
Af inspirationskilder nævner Annika Berg ældre fotomodeller og mode-ikoner som den legendariske moderedaktør Diana Vreeland. Men hun nævner også den engelske forfatter Virgina Woolfs roman Bølgerne fra 1931.

”Jeg har været inspireret af Bølgerne i mange af mine film i forhold til, hvordan Woolf zoomer ind og ud. I forhold til Sia var jeg inspireret af, hvordan Bølgerne skildrer alder,” fortæller Annika Berg.

”Jeg var optaget af den måde, Woolf skildrer de samme personer i forskellige aldre og deres opfattelse af verden i forhold til dem selv, som ændrer sig hele tiden. Når de er børn, skelner de slet ikke imellem det, der er udenfor, og det, der er inde i dem selv. Men pludselig begynder de at tænke over, hvor jeg’et stopper, og hvor andre begynder.”

”Og så synes jeg faktisk ikke rigtigt, at Virgina Woolf har alderdommen nok med i Bølgerne. Det er interessant. For hvad er alderdom?”

Trailer: Sia

Annika Berg

Født i 1987 på Frederiksberg.

Startede med at lave film på Station Next i Filmbyen i Avedøre.

Uddannet fra Filmskolens instruktørlinje i 2015.

Kortfilmen Sia er udtaget til Odense International Film Festival 2016 og kan også ses på Ekko Shortlist.

Arbejder på sin første spillefilm med titlen Forever 13.

© Filmmagasinet Ekko