Anbefaling
25. juni 2015 | 15:29

Her er fremtidens danske filminstruktører

Foto | Dan Atherton
Karrieren som ungdomsskuespiller kørte på skinner for Malou Leth Reymann. Men hun er allerede gået på pension som skuespiller for at hellige sig instruktørgerningen.

Det vrimler med talent i den danske filmunderskov, og støttesystemet er gødet til billige debutspillefilm. Ekkos redaktion mener, at disse ti instruktører bør få chancen med det samme.

Af Freya Bjørnlund

Bare fordi du er uddannet filminstruktør, er det ikke sikkert, du får lov til at lave en film. Slet ikke den lange, den forjættede, den rigtige: spillefilmen.

Men drømmen om debuten er blevet mere opnåelig, efter Det Danske Filminstitut lancerede sit lavbudget-initiativ i Filmaftalen 2015. Over de næste fire år skal der produceres flere, men billigere danske spillefilm.

Hypotesen lyder, at kunstnerisk fornyelse ikke nødvendigvis koster kassen. Det er op til den nye generation af debutinstruktører at bevise den.

Risikoen er større, når man satser på det nye og uprøvede, og med flere debutanter følger utvivlsomt flere svipsere. Men hvis der følger blot en enkelt genistreg, en ny personlig stemme i dansk film, vil det være umagen – og pengene – værd.

Her er ti stemmer, som der bør lyttes til, når der skal uddeles støttekroner. Giv dem en filmdebut, nu!


Kasper Skovsbøl

Det nyeste talent på listen er et af de mest pirrende. I år skilte Kasper Skovsbøl sig grundigt ud i flokken af afgående instruktører fra Filmskolen. Chefredaktør Claus Christensen hev seks stjerner op af lommen til Skovsbøls stemningsmosaik fra den sort-hvide middelalder på Bornholm og sammenlignede Sorte måne med afgangsfilmene fra Trier og Vinterberg.

Det er ikke så lidt at leve op til. Og Kasper Skovsbøl har ikke lige så mange kortfilmtitler i bæltet, som andre debutkandidater.

Til gengæld har han en uddannelse fra Det Fynske Kunstakademi og en intuitiv fornemmelse for filmen som kunstart. Den lyser ud af Sorte måne. Det er ikke mange, der ville kunne forene gråtoner, kormusik, heksejagt, religiøs fanatisme og transkønnet liderlighed til en veldrejet helhed. Men det er netop sådan en person, der kan vælte skrivebordet og sætte fut i fejemøget i dansk film.

Lige nu arbejder han på at lave en billig, danskproduceret spillefilm på engelsk. For han har ikke tiltro til, at sådan en artfilm kan sælge nok billetter i de danske biografer alene. Os i salen vil dog gerne tage udfordringen op!

 

Tor Fruergaard

Der laves ikke mange animationsfilm i Danmark, og der laves stort set ingen til voksne. Det kan Tor Fruergaard passende lave om på.

Få har nævnt modellervoksanimation og swingerklubber i samme sætning, før Fruergaard forbandt de to fænomener i sin vittige og småfrække afgangsfilm Venus. Det blev et lykkeligt ægteskab, og historien om et gennemsnitligt kærestepar, der puster støvet af sexlivet i den lokale swingerklub, er en af de mest sete og elskede film på Ekko Shortlist.

Sammen med sin manuskriptmakker Sissel Dalsgaard Thomsen forener han også sex og animation i Vokseværk, hvor en lysten teenagedreng forvandler sig til en varulv, hver gang han får udløsning. Fruergaards universer er herligt ublufærdige – dog med en forståelse for ømheden bag alt det pinlige. Han kaster sig også frygtløst ud i forskelligartede animationsteknikker som dukker, modellervoks og computerassisterede papirklip. Og mod skal der til for at spillefilmdebutere.

 

 

Hlynur Pàlmason

Islændinge har det med at komme til Danmark, se og sejre. Gerne på en umiskendelig islandsk facon. Med sin afgangsfilm En maler følger Hlynur Pàlmason i landsmændene Dagur Kári og Rúnar Rúnarssons fodspor med et dvælende, men satirisk skarpladt kunstnerportræt. Han får det maksimale ud af sine hovedroller, Ingvar Eggert Sigurdsson som den bistre, verdensfjendske kunstmaler og Elliott Crosset Hove som hans frustrerede søn, der trænger til et bjørnekram fra far.

Men han får også det maksimale ud af den nordiske natur, arkitekturen, tempoet og stemningen, der ligefrem dufter af eftertænksom fjeldluft. Han brillerer især med, hvad Ekko har døbt ”den islandske panorering” – en langstrakt, sej kamerabevægelse hen over landskabet, til kameraet finder sit motiv. Her en tur på hele 180 grader.

Pálmason har fulgt op med endnu en kortfilm, Seven Boats, hvor han i én, ubrudt kamerabevægelse fortæller en overleveret historie fra starten af 1900-tallet om en person i havsnød, der svigtes på fatal vis af syv potentielle redningsfolk.

Når islændinge invaderer med den slags film, smækker vi gerne danske støttekroner på bordet.

 

Marie Grathø Sørensen

Hun brød igennem med et brag. Med førsteårsfilmen Daimi fra Super16 om en lille pige og hendes kælegris, der lever helt alene i en uhumsk lejlighed. Men også med en punket i-dit-fjæs-energi, som ikke matches af mange.

Sammen med manuskriptpartneren Eini Carina Grønvold skruede Marie Grathø Sørensen op for anti-socialrealismen i midtvejsfilmen Lækre til vi dør, en neonfarvet girlpower-ejakulation med teenagevampyrer. Og den manierede tendens fortsætter i afgangsfilmen Teenland, hvor hospitaliserede ungpiger kæmper mod systemet og teen-angst, som var det Gøgereden i en dødsensfarlig febervildelse.

Selvom de seneste to film slet ikke opleves så velbalancerede som Daimi, står Marie Grathø Sørensen for et potent filmsprog, der simpelthen ikke eksisterer i dansk film netop nu. Giv hende lov, og hun vil stensikkert give os noget nyt.

 

Anders Walter

Oscar-vindere står gerne forrest i køen, når der skal uddeles støttepenge og store filmprojekter. Således også Anders Walter, der har været i høj kurs i Hollywood, siden hans kortfilm Helium, en emotionel barndomsfabel om livets slutning, løb med statuetten sidste år.

Ikke overraskende foretrækker han at debutere på amerikansk frem for dansk, og det bliver sandsynligvis med tegneseriefilmatiseringen I Kill Giants.

Tegneserien om en pige, der flygter fra livets skærmydsler ind i en fantasiverden, lægger sig klos op ad Walters foretrukne temaer. I Helium (udgivet på Ekko-dvd’en Kortfilm og konfirmander) finder en døende dreng trøst i fantasi-universet Helium befolket af ballonhunde og zeppelinere. Og i 9 meter, der kan ses på Ekko Shortlist, fantaserer en teenagedreng om at holde sin koma-ramte mor i live ved at slå rekord i længdespring.

Anders Walter har en sensibel forståelse for børns verden, og han er ikke bange for de store filmfølelser, som gør sig så godt i Hollywood. Men vi vil også gerne bestille lidt Walter herhjemme!

 

Malou Leth Reymann

Vi kender hendes unge ansigt fra Dirch og Se min kjole, men Malou Leth Reymann har allerede indstillet den succesfulde skuespilkarriere. Det har hun gjort for at hellige sig instruktørarbejdet, og det er ingen skidt idé.

Indtil videre har hun seks kortfilm på samvittigheden, hvoraf den seneste, New Danish Screen-produktionen Afvej, har sneget sig op på 50 minutter. De kredser særligt om kvindelige karakterer og tematikker, hvor mor ofte er hårdere end far og endnu oftere begår fejl. Hun har selv kritiseret Danmarks begrænsede udvalg af nuancerede kvinderoller, og hun gør sit for at rette op på statistikken.

I hendes måske mest rørende film, den elleve minutter lange Odense Film Festival-vinder 13, er det en blot trettenårig pige, der tager et gevaldigt generationsopgør med sin far, som har forladt familien til fordel for sin mandlige elsker og oven i købet har glemt hendes fødselsdag.

 

Janus Metz

Det synes måske absurd at lokke manden bag Armadillo, en af de største danske dokumentarsucceser i nyere tid, til fiktionen. Men dokumentaristen har gennem lang tid kørt sig selv i stilling som fiktionsinstruktør.

Janus Metz har lavet to eksperimenterende kortfilm, Rupture og Det korte liv. Han var med i klubben, da en flok danske instruktører stiftede andelsselskabet Creative Alliance for at udleve deres amerikanske filmdrøm. Og ikke mindst: Han er netop nu aktuel som episodeinstruktør på anden sæson af True Detective!

Et par spillefilmtitler har også floreret med hans navn på holdlisten. Nu står han foran det særdeles lovende projekt Galveston, der bygger på en bog og et manuskript af True Detective-forfatteren Nic Pizzolatto flankeret af prominente skuespilnavne.

Det lyder alt sammen storartet. Men nu vil vi gerne snart se, hvad han dur til – også gerne på dansk!


 

Emil Falke

Den forbandet følsomme ungdom pulserer som et åbent sår i Super16-instruktørens film. Med en veludviklet, nærmest Vinterberg’sk flair for at instruere unge skuespillere har han fundet de ømme punkter i efterskoletidens første forelskelse (Happy New Years), gymnasietidens popularitets-marathon (Nu skal vi more os) og fjumreårenes karrierefamleri (Natasja Jensen).

I sidstnævnte udviser han sikker stilbevidsthed. Men særligt indtryk gør det rå, umiddelbare følelsesvokseværk, som river og flår i teenageparret i førsteårsfilmen Happy New Years. Her afsløres en instruktør med et særligt skarpt blik for, hvad virkelighedens mennesker egentlig går rundt og siger og gør.

 

Aske Bang

Som nyudklækket instruktør har Aske Bang et usædvanligt langt cv. Vi har set ham som ungdomsskuespiller i Album og Lærkevej. Men han har også instrueret kortfilm og musikvideoer med transvestitter, Brødrene Olsen og voksen-amning, alt sammen med en troskyldig empati for den lille mand/kvinde.

Hans afgangsfilm Den fremmede skuffede dog med en klichétung romance mellem en dansk mand og en thailandsk luder. Han skider ellers godt og grundigt på klichéerne i Ekko Shortlist-hittet Ladyboy, hvor en transvestit må vise sig som en rigtig mand for at beskytte sin mor mod en chauvinistisk kæreste.

Kønsrollerne bliver drejet trekvart omgang i den rørende feel-good-fortælling, der antyder, at Aske Bang kunne udvikle sig til en dygtig spillefilmfortæller med usårlig optimisme og social bevidsthed.