OSCAR 2016: Spotlight er årets film

Oscar-priserne kan altså være overraskende.

Spotlight havde ganske vist reddet en guldmand for bedste originale manuskript, men da den 88. Oscar-ceremoni lakkede mod enden, virkede den tredobbelte vinder og forhåndsfavorit The Revenant selvskrevet til at tage aftenens hovedpris.

Men nej.

Da Morgan Freeman fiskede det altafgørende navn op af kuverten, var det Tom McCarthys æstetisk beskedne drama om den journalistiske afdækning af pædofiliskandalen i den katolske kirke, der vandt over den mere æstetisk storladne The Revenant.

Fotograf skrev historie
Én stor overraskelse og flere mindre af slagsen var det ellers en Oscar-uddeling helt efter bookmakerbogen.

Det blev således til tre Oscars til vildmarks-hævnhistorien The Revenant og seks til Mad Max: Fury Road, der koncist blev beskrevet af produktionsdesigner Colin Gibson som ”en film om en mand med et mentalt handikap, en amputationspatient og fem undslupne sex-slaver”.

Sidstnævnte brillerede dog mest i de tekniske kategorier, mens The Revenant nappede tre af toppriserne.

Emmanuel Lubezki skrev Oscar-historie med sin tredje Oscar i træk for bedste fotograf efter Gravity og Birdman. Dermed forbigik Akademiet for trettende gang Roger Deakins, der var nomineret for Sicario.

Instruktør Alejandro G. Iñárritu, som også vandt instruktørprisen for Birdman sidste år, tangerer rekorden med to instruktør-Oscars i træk. Det skete sidste gang, da Joseph L. Mankiewicz i 1950 vandt for All About Eve, efter han året forinden var blevet præmieret for A Letter to Three Wives.

Et rum fyldt med hvide folk
Og så var 2015 altså året, hvor Leonardo DiCaprio endelig fik sin første Oscar, efter at hans mangel på samme i årevis har været en branchevittighed.

Han kvitterede med ydmyg ros og endnu en politisk korrekt tale, som årets show var fyldt med, hvor han kredsede om global opvarmning.

Hvilket selvfølgelig også er værdigt nok, og i al fald mere interessant end Brie Larsons takketirade, da hun som forventet vandt for bedste skuespillerinde for sin opslugende hovedrolle i Room – der med en vis selvironi blev præsenteret som ”en film om et rum fyldt med hvide folk” af Sasha Baron Cohen.

Intet guld til Danmark
Hvor meget vi end krydsede vores fingre, måtte den danske delegation igen gå tomhændet hjem.

Tobias Lindholm og co. fandt deres bedste god taber-ansigter frem, da Làzlò Nemes snuppede prisen for bedste ikke-engelsksprogede film for det i øvrigt fremragende Holocaust-drama Sauls søn.

Og så er det en skam igen at se Joshua Oppenheimer forbigået for hans stærke, modige og smukke dokumentar om 1960’ernes folkemord i Indonesien. Her hos Ekko gav vi topkarakter til kulminationen på projektet, der har gjort ham til persona non grata i projektets hjemland.

Men det gjorde vi selvfølgelig også til Amy, og Asif Kapadias intime portræt af legenden var da også vores eget bud på aftenens vinder.

Til gengæld kan det vel vække lidt tilstræbt patriotisk stolthed at se Alicia Vikander, der fik sit internationale gennembrud i Nikolaj Arcels En kongelig affære, vinde prisen for årets kvindelige birolle.

Endda for Den danske pige, der til dels er optaget i København (men som vist ikke lagde vejen forbi Vejle).

Politisk korrekthed og blød familiehumor
Det var en Oscar-aften i diversitetens tegn, som aftenens vært Chris Rock forventeligt gjorde opmærksom på allerede fra åbningsmonologen.

Akademiet har været i mediernes krydsild, siden det kom frem, at de nominerede om muligt var endnu mere blege end sædvanligt.

Som Rock spydigt formulerede det: ”Hvis man blev nomineret til vært, ville jeg ikke være her i dag. Så måtte I nøjes med Neil Patrick Harris.”

Flere sorte notabiliteter i branchen havde forud for ceremonien opfordret ham til at trække sig, men som Rock rigtigt nok pointerede, ligger problemet hos branchen generelt snarere end blot hos Oscar-akademiet.

Det er meget muligt, at Oscar-stemmerne næsten udelukkende afgives af ældre, hvide mænd, men der er også en påfaldende mangel på kvalitetsfilm med sorte filmskabere i bærende roller.

Dermed gjorde han præcis, hvad man kunne håbe på: Gav #OscarsSoWhite et par spydige kommentarer med på vejen uden på nogen måde at mane kontroversen i jorden.

Den megen snak om manglende diversitet er selvfølgelig helt tiltrængt, men det sort-hvide snæversyn overser de mange andre minoriteter, der af Hollywoods pengemænd får en ringe vurdering. Latinamerikanere udgør den største minoritetsgruppe i USA, men bliver repræsenteret på lærredet endnu mindre end sorte.

Louis CK aftenens sjoveste
Uddelingsrækkefølgen var i år lavet om, angiveligt for at afspejle den kreative proces fra spæd idé til færdigt produkt, men nok reelt for at live lidt op i, hvad der uvægerligt er en kedelig affære.

Akademiet havde også forsøgt at begrænse navneliste-takketalerne ved at bede de nominerede oplyse en liste med navne, der så kørte hen over skærmen, mens de holdt en tale om noget mere inspirerende.

Alligevel var det dog de færreste, der havde andet at sige end de sædvanlige variationer af ”Tak til min familie/venner/kolleger/agent”.

Inden længe døser man lidt hen, og holder ud i håbet om at se de små glansøjeblikke, der gør live-oplevelsen værd: Som når den niårige Room-barneskuespiller Jacob Tremblay rejser sig op for bedre at kunne se scenen, da Star Wars-robotterne dukker op.

Eller da Mad Max-kostumedesigneren indtog scenen i en læderjakke med dødningehovedelogoet fra filmen som rygmærke.

Og mest af alt da altid skarpe og morsomme Louis CK præsenterede prisen for bedste korte dokumentar. Hans yndlingskategori, forklarede han til salen, fordi den er den eneste, der virkelig gør forskel for de nominerede.

Som han sagde henvendt til salen: ”I kom hertil som vindere, og I tager herfra som millionærer. De her folk kører hjem i en Honda Civic.”

”Den her Oscar bliver det fineste, de nogensinde kommer til at eje. De bliver angst for at have den stående i deres lortelejlighed.”