Den glemte ø

Mytologi fra oversete kulturer rundt omkring i verden har vist sig en gunstig inspirationsindsprøjtning for Disney de seneste år med film som colombianske Encanto og polynesiske Vaiana. Nu har Disneys uvorne nevø og konkurrent DreamWorks givet disciplinen et skud, og resultatet er lige i øjet.

Folkene bag Den bestøvlede kat og ønskestjernen, Joel Crawford og Januel Mercado, tager os med til 1990’ernes Filippinerne, hvor den sidstnævnte medforfatter og instruktør har sit ophav.

Her mødes to piger, den bramfri og kaotiske Jo og den nørdede og retskafne Raissa. De er begge besat af den lokale myte om en glemt ø, Nakali, hvor magiske væsner holder til.

De to elskelige freaks vokser op og ind i hinanden i en smuk montage, indtil Jo midt i sin vildskab må sande, at hendes eneste ven har andre drømme end hende.

Udklædt som kylling på sit fastfood-job får Jo nyheden om, at Raissa skal rejse til USA for at studere. Bag hende begynder en helvedesagtig ildebrand på grillen, mens nødsprinkleren får hendes makeup til at ligne de tårer, hun forsøger at holde tilbage.

Visuelt er Den glemte ø i det hele taget utroligt gavmild. DreamWorks har overgået sig selv med animationen, der spæner mellem en detaljerig 3d-streg i retning af SpiderVerse-filmene, tydelige anime-inspirationer og filippinske kunsttraditioner.

Med det største overskud giver filmen et sødt og komplekst indtryk af filippinsk kultur til Raissas farvelfest, hvor faren ikke kan rives væk fra karaokeanlægget, og et urkomisk, dømmende Jesus-maleri troner over festlighederne.

Lige da voksenlivet skal til at splitte vennerne ad, åbner porten sig til øen, de altid har drømt om, og pludselig skifter handlingen til et nyt, skønt spor.

Som var det Tømmermænd i Vegas vågner Jo og Raissa op efter en aften på Nakali, de ikke kan huske. Raissa har pludselig fået vinger, Jo har tæmmet en kæmpefugl, og en ”varhund” ved navn Raww vil hele tiden give dem highfives.

Det sender dem ud på en udforskning af øen, hvor alle beboere kommer med hver sin Rashomon-agtige genfortælling af aftenens hændelser fra deres perspektiv.

Den glemte ø trækker dramaturgisk og visuelt på klassiske filmskildringer af hukommelsens væsen og sammenstrikker en begavet fortælling om minder som noget subjektivt, flygtigt og samtidig altafgørende for, hvem vi er som mennesker.

Den blændende slutning er en smuk hyldest til mindesletningen fra Evigt solskin i et pletfrit sind. I den mere skægge ende lyder en reference til Blade Runner, at hovedpersonernes minder kan risikere at forsvinde ”som prutter i regnen”.

DreamWorks er som altid gode til at give de voksne i publikum lidt mere at grine af, end Disney har for vane, og det er bestemt tilfældet her. Især når det gælder bifigurerne på Nakali.

Det er lige sjovt hver gang., den selvoptagede havmand, kaldet Havmahn, springer ind på lærredet for at demonstrere sine syngende søstjerner på brystvorterne og et komisk skarpskåret ansigt, som ligner en reference til Prins Charming fra Shrek 2.

Fanny Bornedal og Malaika Berenth Mosendane når flot i mål med den svære opgave at dubbe engelsk med filippinske ord og islæt til dansk i rollerne som henholdsvis Jo og Raissa. Erfarne Allan Hyde er forbløffende overlegen i sit dub af hyperaktive Raww og når muligvis helt op på siden af Dave Francos originalstemme.

Mindre heldig er oversættelsen af det forkortede udtryk BRB, ”be right back”, som de to venner bruger hyppigt, og som på dansk bliver til det søgte ”brat retur, bro”. På den anden side er det svært at finde på en bedre frase til bogstaverne.

Midt i morskaben har animatorerne skabt en overordentligt skræmmende skurk i form af den ekstremt hypermobile vampyr Manang, som kan skille sig ved hoften, så den flyvende overkrop og sparkelystne ben jager sit bytte fra hver sin vinkel.

Manangs hurtige, unaturligt mekaniske kropsbevægelser har nok hovedskylden for filmens ret høje aldersgrænse på elleve år.

At Joel Crawford og Januel Mercado formår at holde sammen på så mange udtryk, figurer og stemninger i én historie uden at ende i rod, er i sig selv ærefrygtindgydende.

Endnu mere imponerende er det, at delene faktisk går op i en højere enhed, man sent vil glemme.