Råplan

Christian E. Christiansen har tyve år efter Råzone lavet endnu en øm ungdomsfilm om, hvor modbydelige børn kan være mod hinanden, når det eneste, de ønsker, er at høre til.

Christina (Laura Christensen) vender tilbage til skolegården. Efter et voksenliv, som ikke ligefrem har udfoldet sig efter planen, får hun arbejde som lærer på den skole, hvor hun selv gik.

Hjemme forsøger hun at få hverdagen til at hænge sammen med sønnen Julius (Mika Grue). På arbejdet venter sekstenårige Mathilde (Ella Testa Kusk), der bor på bosted efter sin mors død og regerer klassen med en blanding af aggression og skrøbelighed.

Da de to støder sammen, bliver en almindelig lærer-elev-konflikt hurtigt til noget langt mørkere. Samtidig har Mathilde viklet sig ind i et forhold til pusheren Reffer (Clint Ruben).

Det er en fremragende præmis for en fortsættelse.

Råplan undersøger, hvad der bliver af de unge mennesker, når ungdomsfilmen slutter. I 2006 var Christina selv pigen, de voksne ikke rigtigt kunne nå ind til. Nu er hun den voksne, der skal forsøge at nå en ny Christina.

Samtidig har spillereglerne ændret sig.

Det er ikke længere rygter om at ”sutte pik for en mobiltelefon” og Arto-core, men Snapchat, live-locaktioner og hævnporno i høj opløsning. Man kan nu følge og udstille hinanden døgnet rundt.

Filmen udnytter disse nye brikker til fulde. Det gælder også blikket på pigerne. De reduceres hverken til ofre eller små sociologiske cases, der skal forklare noget om ”ungdommen nu til dags”. De kan være rædselsfulde over for hinanden uden at miste retten til vores sympati.

Det er også derfor, Råplan føles så dejligt ægte.

Ella Testa Kusk er et fremragende fund til filmen. Man mærker det sårbare hjerte under attituden og selvbruneren. Hele holdet af unge kvinder er velcastet, så man faktisk får lyst til at være sammen med dem. De er teenagepiger, som teenagepiger nu engang er: kiksede, selvbevidste og fulde af modsætninger.

Det er samtidig befriende, at Råplan lukker lærerværelset og forældrene ind. I mange ungdomsfilm er det, som om de voksne ikke findes. Det gør de her, og de er heller ikke fejlfri.

Filmen er visuelt mere poleret end forgængeren, men kameraet går stadig tæt på. Nogle af de mest ubehagelige øjeblikke finder sted lige uden for kameraets blik. Men vi bliver ikke skånet for ubehag, tværtimod stoler Christian E. Christiansen på sit publikum. Det gør Råplan hård uden at blive liderlig på sine egne overgreb.

Det er lang tid siden vi har haft et drama i biografen om teenagepiger, der har været så udsøgt brutal. Forgængeren satte også en høj standard. Alligevel må en del af de unge, der vil kunne spejle sig mest, ikke selv se den i biografen.

Da Politikens Kim Skotte anmeldte Råzone i 2006, sluttede han med at beklage, at filmen havde fået en ”overraskende hård censur” og var tilladt fra femten år. Råplan har tyve år senere fået præcis samme mærke.

Til sammenligning har Medierådet givet The Social Reckoning, der har premiere samme dag, en elleveårsgrænse trods blodige scener fra stormen på Kongressen. Danske unge må altså gerne se betjente smadret til blods, men ikke hvor lede teenagere kan være mod hinanden, og hvordan de finder hinanden igen?

Dansk ungdom har det svært, og der er sket meget siden 2006. Men samtalen er ikke en anden. Aldrig har ungdommen været så eksponeret for vold, død og ødelæggelse på TikTok, og så må de ikke se en film, der egentlig er lavet til dem.

Råplan er en vigtig film til ungdommen, og jeg håber, den får et godt efterliv i biograferne. Og skulle der sidde nogle på Filminstituttet og fumle med undervisningsmaterialer til skolerne – så har I her en film!