Nyhed
17. aug. 2007 | 10:53

Succesen og dens bagside

Er dansk film kun for danskerne? Og hvorfor laver vi egentlig film? EKKO holdt debataften med blandt andre Meta Louise Foldager i tirsdags.

Af Julie Bach

Filmforliget har nationalistiske tendenser. Det slog producenten Meta Louise Foldager fast i sit oplæg om de største problemer i dansk film lige nu.

Der er både flyttet flere penge fra konsulentfilmene, der udvælges af en konsulent ud fra kunstneriske kriterier, over til den kommercielle 60/40-ordning, der yder støtte efter et pointsystem baseret på forventet billetsalg; tv-stationerne har fået mere indflydelse, og desuden er mulighederne for at co-producere udenlandske film blevet begrænset. Konsekvensen er, at dansk film ikke kan forvente at få penge fra udlandet i samme grad som før, argumenterede hun.

Zentropa-producenten var oppe imod producenten Kim Magnusson, Nordisk Film, Claus Ladegaard, områdechef på Det Danske Filminstitut og filminstruktøren Christoffer Boe, mens lektor Peter Schepelern var ordstyrer til EKKOs arrangement i Grand Teatret tirsdag aften.

Filmfolk fra hele branchen, VIPs og journalister fra Politikens salonfæhige Møller til Ekstra Bladets selvudråbte gadedreng Jeppesen var troppet op, og interessen for arrangementet var stor, at det i sidste øjeblik måtte flyttes fra caféen til en biografsal, hvor flere var henvist til at stå op eller sidde på gulvet.

Far til fire-vittigheder
"Jeg synes, at vi skal stille spørgsmålstegn ved, om vi kun skal lave film til os selv, eller om der er en masse muligheder i at lave film til andre lande også. Man fokuserer så meget på, at dansk film er for danskerne," fortsatte Meta Louise Foldager.

"EKKO har i det nye nummer lavet en statistik over, hvor mange billetter danske film har solgt herhjemme mellem 1999 og 2006. Jeg har kigget på de samme films salg i Europa. Film fra 60/40-ordningen har solgt 12,2 millioner billetter mellem 1999 og 2006, mens konsulentfilm i samme perioder har solgt 22,3 millioner. Så det er jo spørgsmålet, om man kun skal fokusere på billetsalget i Danmark. Hvorfor vil man ikke se på vores eksport af vores kultur?"

Men hendes synspunkt fik ikke den store opbakning fra filminstituttets Claus Ladegaard, der lagde ud med at sige, at selvom sidste års filmforlig langt fra var det, man havde kunnet ønske sig, så er man nødt til at se på mulighederne med et positivt blik.

"Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at tv-stationerne har tænkt sig at kræve mere indflydelse. Vi skal primært lave film til danskerne og ikke til en eller anden i Kasakhstan. Lad os holde op med at fortælle Far til fire-vittigheder og i stedet lave nogle bedre 60/40-film," sagde han.

"Hvis man kigger på EKKOs statistik," supplerede Peter Schepelern, "er det nemmere at få øje på konsulentfilm, der har været publikumssucceser,  end på 60/40-film, der har kunstneriske kvaliteter."

Øget konkurrence
Ellers drejede diskussionen i panelet sig længe om temaet "Penge, hvem skal have dem, hvordan og hvorfor". Og der var enighed om, at det er problematisk, at der i filmforliget er færre penge at lave film for end tidligere.

"Der er så mange instruktører, der har lavet dogmefilm og lavbudget-film, så derfor ser vi nu en tendens til, at der bliver lavet dyrere og dyrere film samtidig med, at vi har færre penge at lave dem for. Der er ikke en god økonomi, og det er bagsiden af dansk films succes," sagde Kim Magnusson og udtrykte også bekymring over, at det stigende udbud af film og underholdning gør det sværere at trække folk i biografen.

"Når der på samme uge både er en ny dansk film i biografen, én på dvd og én, der vises på tv for første gang, så kommer både antallet af solgte billetter og dvd'er og seertallet til at rasle ned," sagde han.

Hvad med ånden?
Christoffer Boe mente, at kerneproblemet for dansk film i højere grad ligger i ånden omkring det at lave film - og det at lave gode film.

"Der er et problem i kultiveringen af det skæve. De sidste par år er der ingen skæve film, som er blevet store succeser, og bedømmelsen af, hvad der er en god film, er problematisk," sagde instruktøren bag Reconstruction og Offscreen.

Fra salen var der også flere, der nægtede at gå ind på præmissen om, at diskussionen skal handle primært om støttekroner. Axel Bolvig, professoren i kalkmalerier ved Københavns Universitet, var direkte deprimeret over diskussionen.

"Hvorfor spørger vi ikke: Hvad er film? Hvad er dansk film? Er det kun støtteordninger, som det hele skal gå op i? Er film noget, der skal vises på et lærred, eller er det kun økonomi?" spurgte han og forklarede, at han savnede ekspansion, som man for eksempel ser i både kunst og musikbranchen, hvor der bliver afsøgt nye veje for distribution.

Økonomisk medie
Christian Braad Thomsen var enig og mente også, at diskussionen var grebet helt forkert an.

"Hvorfor har vi kun diskuteret tal indtil videre? Jeg synes ikke, det er vigtigt, at film bliver set af så mange danskere som muligt. Vi lever iblandt en befolkning, der har valgt en krigsforbryder som statsminister, og det er den smag, vi er oppe i mod," tordnede han og fortsatte:

"Vi har ikke brug for producenter. Film er ikke en industri. Vi har brug for instruktører. Og så er det faktisk meget let at lave film."

Men Christoffer Boe indvendte, at film stadig er hængt op på økonomi, og derfor er man nødt til at diskutere støtteordninger. "Film er afhængig af at blive distribueret, så lige nu kan man ikke lave eksperimenter med at lægge det hele ud gratis på nettet. Film er afhængig af penge - det er et økonomisk medie," fastslog han.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko