Syrede og nærværende queerfilm
På en køretur gennem Cape Town bliver en transkønnet Uber-chauffør besat i sydafrikanske Dread.
Filmfestivalen MIX Copenhagen er blevet en fast del af det københavnske efterår siden den første festival fandt sted helt tilbage i 1986.
I år har festivalen været i gang siden 30. oktober og fortsætter til og med 8. november.
Ekko anbefaler her noget af det bedste og mest spændende fra det omfattende program, der gaber over alt fra syrede kortfilm til hårdtslående dokumentarer.
Kiosk eller lykke

I Montreal, Canada driver den kinesiske indvandrer Feng Xia en lille kiosk med sin mand. Selv med en stædig teenagedatter ligner de en succesfuld familie, men alligevel savner Feng Xia venner og at have et liv, hvor alt ikke handler om kiosk, mand og børn.
På en café møder hun Camille fra Québec, og pludselig melder et begær sig, som hun ikke mærker i sin mands selskab.
Spillefilmen Montreal, My Beautiful lægger ikke fingre imellem med en hjerteskærende fortælling uden nemme svar. Alligevel holder man altid med skønne Feng Xia, der sidder fast i flere af livets skruetvinger.
Montreal, My Beautiful vises 7. november i Cinemateket.
Diskrimination i Japan

Man skulle tro, at den kulturelle mastodont af et industriland, Japan, ville være foran, når det gælder borgerrettigheder, men lgbtq+-personer har det langt fra let.
I nogle regioner kan man indgå en slags registreret partnerskab, ligesom man kunne i Danmark fra 1989 til 2012. Men homoseksuelle ægteskaber genkendes ikke af staten, og man kan ikke gifte sig på samme måde som heteroseksuelle.
Det er den virkelighed, som fire lesbiske par lever i, mens de prøver at undfange ved hjælp af fertilitetsbehandling. I dokumentaren #TwoMoms blander diskrimination og juridiske udfordringer sig med al den glæde, der normalt er en del af at blive forælder.
#TwoMoms vises 3. og 6. november i Cinemateket.
Hvad i transhelvede

MIX Copenhagen er kendt for sine kortfilmprogrammer. Et af årets mest opsigtsvækkende hedder WTTF – eller What The Trans Fuck.
Hvad der i transhelvede foregår, viser sig at være et program med gyserfilm, der alle kredser om transproblematikker eller har transkønnede hovedpersoner.
På en køretur gennem Cape Town bliver en transkønnet Uber-chauffør besat i sydafrikanske Dread. I australske The Dysphoria er en ung kvinde så desperat efter en kønsbekræftende operation, at hun udfører et magisk ritual. Desværre får hun også lukket noget satanisk ind.
WTTF: What The Trans Fuck vises i Cinemateket 8. november, samt i en særvisning for transpersoner og ikke-binære 3. november.
Smittende gåpåmod

Diskriminerende lovgivning er under forandring i Namibia, men kampen er både vanskelig og langvarig.
I 2023 fastslog Namibias højesteret, at ægteskaber mellem homoseksuelle namibiere, indgået i udlandet, også skulle anerkendes i hjemlandet. Men året efter vedtog parlamentet imidlertid en lov, der gjorde denne anerkendelse ulovlig.
Det er den slags tiltag, aktivister som Friedel Dausab kæmper imod. Sammen med aktivister fra Sri Lanka og Barbados arbejder han for at få ophævet kolonitidens lovgivning fra det britiske herredømme, som stadig gør livet svært for lgbtq+-personer i Namibia.
Solidaritet og kampgejst præger dokumentaren Out Laws, der følger Friedel. Selv om homofober har slået tænder ud på ham, fortsætter han kampen med et gåpåmod, der smitter.
Out Laws vises 6. november i Cinemateket.
Mord i Labrador

Alupa er i en gyselig klemme.
Han er mekaniker på et fragtskib, der kæmper sig gennem en storm ud for Basse-Côte-Nord i det østlige Canada, ikke langt fra Newfoundland og Labrador. Til alles overraskelse bliver skibets kok myrdet.
Ingen kan regne ud, hvem der står bag, og mistanken falder på Alupa, der var kokkens hemmelige elsker. Nu er han fanget mellem en horribel mordanklage og risikoen for at blive tvunget ud af skabet.
Efterhånden som dramaet Labrador – Autopsy of Silence skrider frem, bliver mordmysteriet stadig mere komplekst. Det handler ikke kun om drab og begær, men også om den racisme, som Alupa og resten af den canadiske inuitbefolkning er udsat for.
Labrador – Autopsy of Silence vises 5. november i Empire Bio.
MIX Copenhagen

En af verdens ældste lgbtq+-filmfestivaler, som blev afholdt for første gang i 1986.
Årets festival finder sted fra 30. oktober til 8. november og viser spillefilm, dokumentarer og kortfilm.
Vandt i 2021 Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards, hvor politiker Søren Pape Poulsen overrakte statuetten.
Se hele programmet på MIX’ hjemmeside.


Kommentarer