Interview
20. feb. 2019 | 23:44

Terminator-stjerne kritiserer USA’s narkoforbrug

Foto | David Gallego
Den unge kvinde Zaida (Natalia Reyes) står til at blive gift med en af de lokale mænd i Colombia, da narkohandlen i 1960’erne får livet i landet til at forandre sig voldsomt.

”Vi fortæller den sande historie om Colombias narkosalg,” siger Natalia Reyes, der er aktuel i dramaet Trækfugle og senere i år medvirker i den næste Terminator-film.

Af Astrid Maan Thomsen

Den colombianske skuespiller Natalia Reyes er i Danmark i forbindelse med premieren på det lille narkodrama Trækfugle, men hun går en større international fremtid i møde.

Trækfugle har høstet roser blandt verdens anmeldere – deriblandt Ekkos – for historien om begyndelsen på narkohandlen i 1960’ernes Columbia.

Reyes spiller den kvindelige hovedrolle som Zaida, der skal giftes med en spirende forhandler af den eftertragtede vare.

”Vi tilbragte fire måneder i ørkenen, og det var vildt og brutalt. Hele oplevelsen var mere som en etnografisk rejse end en film. Det føltes som livet selv,” fortæller den 32-årige skuespiller, der senere i år står til et større gennembrud med Terminator-fortsættelsen Terminator: Dark Fate.

”Med Terminator var der et filmhold på omkring 600 mennesker. Det var mere en form for maskine, som jeg blev en del af, og med det fulgte et enormt pres. For hvis noget gik galt, kostede det holdet en masse penge. Men begge indspilninger var lærerige for mig som skuespiller.”

Narkobaroner glorificeres
Trækfugle er dog nærmere Natalia Reyes’ hjerte.

”I de seneste år har der været meget fokus på Colombia og salg af narko gennem serier som Narcos, der har vist narkobaronerne som glorificerede forretningsmænd.”

”De fremstilles måske lidt slemme, men også som mænd med et storslået liv og masser af penge. Det er nærmest blevet cool at hylde personer som Pablo Escobar,” siger Natalia Reyes om den colombianske narkokonge, der døde i 1993.

”Derfor er jeg stolt over at fortælle den sande historie i Trækfugle. Her viser vi, at narkosalget ikke startede i 80’erne, men langt tidligere i et indfødt samfund, som kollapsede på grund af det.”

Trumps mur
I Trækfugle laver den mandlige hovedrolle Rapayet sit første narkosalg til en gruppe amerikanske fredskorpshippier. Indtægten fra handlen gør det muligt for ham at betale en afgift, så han kan blive gift med den mest fremtrædende stammes datter (Natalia Reyes).

Skuespilleren håber, at filmen kan medvirke til at gøre opmærksom på nogle problemer, der startede for længe siden, men stadig er gældende i dag.

”Hele den politiske situation i USA er så skør lige nu. Det er utrolig vigtigt, at den amerikanske befolkning tager ind og ser filmen, så de kan blive bevidst om, hvilke konsekvenser deres efterspørgsel af stoffer har haft,” siger Natalia Reyes.

”De betragtede stoffer som en sjov svipser, og det er så nemt og naivt at sige, at man lige smutter til Colombia for en hurtig omgang. Men for os hører det sammen med en smertefuld livshistorie.”

Skuespilleren er særligt kritisk over for den nuværende amerikanske præsident, der trækker sit land i undtagelsestilstand for at få en mur til den sydlige grænse.

”Donald Trump siger, at vi invaderer hans land, men USA har invaderet så mange lande for turisme, stoffer, virksomheder, magt og penge. Der er ikke noget at gøre ved fortiden, men det er muligt for den amerikanske befolkning at blive klar over deres handlinger og om, hvordan de har et ansvar for vores historie og død.”

Korruptionen lever stadig
I 80’erne startede kokain-produktionen i Colombia, men den blev hurtigt hovedsageligt rykket til Mexico, da det var tættere på USA og den store efterspørgsel.

Natalia Reyes mener, at det amerikanske folk burde forholde sig til netop efterspørgslen i stedet for at bygge mure til Mexico.

”Problemet er den vold, som stadig er i Colombia gennem alle de generationer, der er vokset op med narkoen. I 80’erne betalte Pablo Escobar hvad der svarer til 300 dollars i dag for hver død betjent, og anarkiet og korruptionen lever stadig. Det frø blev plantet for mange år siden og vokser endnu takket være forbruget af narko i USA,” siger skuespilleren.

”Vi undskylder ikke os selv, for vi producerer stofferne som bliver solgt. Det bedste er nok at legalisere stoffer og finde ud af, hvorfor så mange folk tager dem. Problemet er inden i os,” slår Natalia Reyes fast og henviser til sin aktuelle film.

”I Trækfugle er problemet også inden i familien, der vil have mere og mere. Dermed fortæller filmen ikke bare en lokal historie for mit folk, men også en universel historie.”

Anden side af historien
Trækfugle er en co-produktion mellem mange lande, der også tæller Danmark i form af produktionsselskabet Snowglobe Film. Men der er bare andre forhold, når man optager en Hollywood-film som den kommende Terminator: Dark Fate.

For Natalia Reyes er Terminator-filmen dog meget mere end bare underholdning. Den viser også virkeligheden i USA, hvor immigranter er en stor del af landet.

”Vi skal vise omverdenen, at der ikke kun er én side af historien. Jeg kan virkelig lide Terminator-filmen, fordi jeg spiller en mexicansk rolle, der tager fat i det problem, som er meget aktuelt i USA lige nu med immigranter og grænsekontrol,” afslører skuespilleren.

”Der er så mange mennesker i USA, som gerne vil gå i biografen og se andet end hvide mennesker. De vil se sig selv, så det er jeg meget stolt over at være en del af. Jeg tror, det bliver stort.”

Trailer: Trækfugle

Kommentarer

Natalia Reyes

Født 1987 i Bogotá, Colombia.

Flyttede i 2011 til New York, hvor hun uddannede sig til skuespiller.

Kendt i hjemlandet for en række spansksprogede tv-serier.

Medvirkede sidste år i det danske ungdomsdrama Brakland.

Biografaktuel med narkodramaet Trækfugle og kan senere i år ses i Terminator: Dark Fate.

© Filmmagasinet Ekko