Nyhed
03. aug. 2011 | 17:20

Trier optager sin sexfilm i 2012

Instruktørens kommende Nymphomaniac, der lover eksplicit sex, ventes at få premiere i 2013.
Af Mads Suldrup

Optagelserne til Lars von Triers Nymphomaniac går ifølge Peter Aalbæk Jensen i gang næste sommer.

”Han er meget opsat på at lave denne her. Jeg tror, at det vil blive en meget fornøjelig film, meget erotisk, men også meget sjov,” udtaler Zentropa-bossen til Screen International.

I Nymphomaniac kaster Trier endnu engang sit kontroversielle blik på kvindens seksualitet. Igennem otte kapitler vil en kvindes seksuelle udvikling - fra fødsel til 50-års-alderen - blive beskrevet.

Grader af pornografi
Og der vil ikke blive sparet på de eksplicitte detaljer.

I filmen vil der indgå hardcore-pornografiske billeder af penetration, som det også var tilfældet i Antichrist. Men hvor meget hud, der vil blive vist, er ikke kun op til Trier.

”Hvor pornografisk filmen bliver, afhænger af, hvordan den kan blive finansieret,” siger Peter Aalbæk Jensen.

Planen er, at der skal laves to versioner af filmen. En blød version, der vil kunne vises for et bredere publikum, og en hårdere udgave med pornografiske detaljer.

Filmen, der skal optages med en international skuespillerbesætning, forventes at få premiere i 2013.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko