”Vi lever i en slags langsom krig”

Der var to historier om Gaza på dette års filmfestival i Venedig.

NAZA, der vandt juryens specialpris, giver et chokerende indblik i den israelske hærs kampagne mod Gaza siden 7. oktober. Den bygger ikke på ny viden – alle dens afsløringer har før været rapporteret af blandt andre The Guardian. Men den er et klarsynet sammendrag af krigen set fra de efterretningsofficerer og soldater, der udkæmper den.

Og set med de øjne ligner det unægteligt et folkemord. Filmen tæller instruktøren Jonathan Glazer som executive producer og tager samme tilgang som The Zone of Interest. Nemlig at vise selvforståelsen hos voldsudøverne snarere end smerten hos deres ofre.

Den anden film er Ahmed Hassounas Citizen Osama, der kort før festivalen blev valgt som Palæstinas Oscar-bud.

Filmen fortæller historien om videojournalisten Osama Al-Ashi. Han bor i det nordlige Gaza og forsøger at skildre hverdagen omkring sig, mens bomberne falder, og hans kolleger bliver dræbt.

Citizen Osama er et portræt af civilcourage og viljestyrke under belejring. Men den er også en fortælling om at holde modet oppe og hverdagen kørende i de værste omstændigheder, man kan forestille sig.

Filmen indledes rørende med, at Osamas søn fødes, og den afsluttes med hans første fødselsdag. Livet går videre. 

Instruktøren Ahmed Hassouna skulle have været med til verdenspremieren i Venedig, men han kunne ikke komme ud af Gaza. Vi skulle have lavet et videointerview, men det var for svært at få forbindelse. Så vi endte med at skrive sammen.

Nabohuset bombet
– Til trods for alt det, Osama og hans familie går igennem, er filmen overraskende håbefuld. Hvorfor valgte du den vinkel?

”Helt fra begyndelsen ville jeg ikke have, at filmen kun skulle handle om død. Den skulle også handle om liv og om, hvordan folk holder hverdagen i live.” 

”I løbet af et år ser vi Osama forsøge at være journalist, far og ægtemand på samme tid, mens han lever gennem frygt, fordrivelse og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder.”

”Osama er selvfølgelig bare ét eksempel blandt tusinder af palæstinensere, der leder efter mad og sikkerhed, og som forsøger at beskytte deres familie og overleve. Men for mig kan disse små, menneskelige detaljer sige mere om krigen end et bredere portræt. Det er også en vigtig del af det palæstinensiske billede, jeg ønsker at præsentere: et menneske, som elsker livet og holder fast i håbet selv under de mest vanskelige omstændigheder.”

– Hvilke udfordringer mødte I under optagelserne?

”Vi optog ikke krigen udefra. Vi levede midt i den. Derfor blev fare en del af skabelsesprocessen.”

”Et af medlemmerne af vores kamerahold, Hatem Salmi, kom til skade under optagelserne, og andre måtte forlade produktionen for at tage sig af deres familier. Der var perioder, hvor vi holdt op med at filme på grund af fare eller fordrivelse.”

”På et tidspunkt var der en alvorlig trussel tæt på mit hjem, og jeg var nødt til at evakuere min familie. Først da de var i sikkerhed, kom jeg i tanke om, at filmoptagelserne også var i huset. Nabohuset blev bombet, men da jeg vendte hjem, viste det sig, at optagelserne havde overlevet.”

”Efter min bror blev dræbt, holdt jeg op med at bruge kameraet i to måneder. Så vi havde aldrig en normal optageplan. Krigen afgjorde, hvornår vi kunne optage, og hvornår vi var nødt til at stoppe.”

– Hvordan har Osama og hans familie det i dag?

”De klarer sig godt indtil videre, og det samme gælder mig selv og min familie. Vi forsøger at genopbygge vores liv og alt, vi har mistet gennem den svære periode. Selvfølgelig vil effekterne af alt, vi har levet igennem, ikke bare sådan forsvinde, men vi forsøger at fortsætte og holde fast i livet.”

Politisk kursskifte
– Hvad betyder det for dig at være valgt som Palæstinas Oscar-bud?

”Jeg er meget stolt, det er også et stort ansvar. Da vi startede Citizen Osama, tænkte vi ikke på Venedig eller Oscar. Faktisk vidste jeg ikke engang, om vi ville være i stand til at færdiggøre filmen. Krigen bestemte filmens rejse.”

”Jeg håber, at filmen når så bredt ud som muligt og bliver vist på internationale festivaler. Verden skal se noget af, hvad palæstinensere oplever under krigen. At repræsentere Palæstina handler ikke om at deltage i en konkurrence. Det er en mulighed for, at historien kan nå et langt større publikum rundt omkring i verden.”

– Føler du, at omverdenens forhold til Gaza og Palæstina har ændret sig?

”Der har været en klar forandring. Flere stemmer siger fra, og kunstnere, studerende og kulturinstitutioner engagerer sig i, hvad palæstinensere går igennem. Men der er forskel på en forandring i offentlig holdning og et reelt politisk kursskifte. Solidaritet er virkelig vigtig, men palæstinensere har brug for, at den solidaritet afspejles i deres liv, deres rettigheder og deres sikkerhed.”

”Film har også en rolle at spille. Når publikum ser palæstinensere som mennesker og ikke bare som tal i nyhederne, bliver det langt sværere at ignorere deres historier og lidelser.”

– Hvordan har situationen været i Gaza siden våbenhvilen sidste år?

”Intensiteten af bombardementerne er aftaget betragteligt, og det omfang af død og ødelæggelse, vi var vidne til hver dag, er faldet. Men det betyder ikke, at livet i Gaza er blevet normalt. Reelt har der kun været meget små forbedringer i vores dagligdag.”

”Elektricitet er stadig et stort problem, brændstof er ekstremt begrænset, og det er svært at finde gas til madlavning. Nogle familier er stadig nødt til at tilberede mad over bål.”

”Medierne har givet verden indtryk af, at krigen er ovre, men for os føles det, som om vi har bevæget os ind i en slags langsom krig. Bombardementerne fortsætter, bare ikke i samme omfang og med samme intensitet som under krigen, hvor et enkelt angreb kunne dræbe enorme mængder mennesker.”

”Hvad vi mest af alt har brug for i dag, er muligheden for at genopbygge vores børns fremtid. Vi har brug for undervisning. Vi har brug for sundhedspleje, komplet sikkerhed og genopbygning af fundamentale livsbetingelser. Vi lever stadig med frygt og usikkerhed.”

”Jeg vil ikke sige, at vi har lært at leve med denne virkelighed, for folk burde aldrig være nødt til at vænne sig til noget så grumt. Vi håber, at nøden snart vil få en ende. Men folk i Gaza elsker livet, og de elsker håbet.”

På klods hold
– Den israelske dokumentar NAZA er blevet hyldet siden premieren i Venedig, men er også blevet kritiseret for at fortælle om krigen uden palæstinensiske stemmer. Hvorfor er det vigtigt, at palæstinensere selv fortæller deres egen historie?

”Filmene komplementerer hinanden. NAZA præsenterer vidnesbyrd fra israelske officerer og soldater om, hvad der foregik, mens Citizen Osama viser de menneskelige konsekvenser for de palæstinensere, der oplevede krigen på klods hold.”

”Når en film kommer direkte fra Gaza og er lavet af lokale og dokumenterer deres egne liv og oplevelser, træder historien frem på en meget direkte, rå og klar måde. Netop fordi den kommer indefra.”

”Det betyder ikke, at andre ikke bør lave film om Palæstina. Tværtimod sætter jeg pris på alle, der bruger film til at vise, hvad der fandt sted i Gaza. Men det er mindst lige så vigtigt, at palæstinensere er bag kameraet og ikke kun foran det.”