Nyhed
10. apr. 2014 | 12:09

To vinderfavoritter på Cph Pix

Foto | Minds Meet
Ifølge Ekkos stjernebarometer er flamske  Bas Devos' Violet en af de to stærkeste kandidater til at vinde New Talent Grand Pix i morgen.

Anmelderne i Ekkos stjernebarometer har talt: Der bliver skarp konkurrence om Cph Pix’ hovedpris, som uddeles i morgen. Se hvem anmelderne sætter deres penge på!

Af Freya Bjørnlund

Stjernerne er givet, og dommen er faldet.

Ekkos stjernebarometer har fulgt hovedkonkurrencen på Cph Pix med kritiske øjne i en uge. Alle ti konkurrencefilm er blevet vendt og drejet, enkelte er fundet for lette og andre har sat sig tungt på anmeldernes personlige sejrsskammel.

Og opgøret tegner til at blive en nævekamp mellem to stærke kombattanter: Flamske Violet og norske Blind er barometerets klare favoritter.

I morgen bliver fårene skilt fra bukkene i anmelderflokken – hvem skød håbløst ved siden af, og hvem har håneretten på sin side?

Fredag klokken 11.30 vil festivalens jury uddele hovedprisen New Talent Grand Pix på Nationalmuseet. Den gives til en debuterende instruktør, som ud over æren kan gå hjem med 15.000 euro.

Næsten dødt løb
Stjernerne i Ekkos barometer er blevet givet af fem anmeldere fra forskellige medier. De har under festivalen givet fra én til fire stjerner og samtidig udpeget deres bud på en vinder.

Tre anmeldere – Katrine Hornstrup Yde fra Information, Jeppe Mørch fra Ekko og Michael Bo fra Politiken – mener, at den belgisk-hollandske Violet bør løbe af med sejren. Den flamske instruktør Bas Devos’ film om et brutalt drab blandt en gruppe BMX-begejstrede teenagere har fået en gennemsnitlig score på 3,6 ud af 4.

Morten Vejlgaard Just fra Filmz.dk peger på norske Eskil Vogts Blind som sin vinderkandidat. Det samme gør (ganske nationalsolidarisk) instruktørens landsmand Johanne Rognlien fra det norske FilmMagasinet.

De andre barometeranmeldere er dog også begejstrede for indblikket i en blind forfatterindes fantasi, og Blind overhaler således Violet med en gennemsnitlig score på 3,8.

Gavmild og nærig stjerneregn
I den anden ende af spektret finder vi Alessandro Rossettos sommerlige coming of age-historie Small Homeland, som skraber bunden med gennemsnitligt 1,6 stjerner. Stort bedre er det ikke gået for den argentinske History of Fear, som dog kun er blevet set af fire ud af fem anmeldere.

Konkurrencens eneste danske indslag, Fenar Ahmads rapper-portræt Ækte vare, lægger sig i det sikre mellemleje med 3,0 i gennemsnit. Dommen var langt fra enslydende med fire begejstrede stjerner fra Johanne Rognlien og kun to fra Politikens Michael Bo.

Mest uenighed har der været om det knugende, britiske fiskerdrama For Those in Peril. Morten Vejlgaard Just giver fire stjerner, mens Ekkos egen Jeppe Mørch kun ville af med en enkelt.

Samme Mørch er med et gennemsnit på 2,4 mest nærig med stjernerne (han kommer også fra Jylland!), mens Michael Bo er den gladeste anmelder med et snit på 2,8.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko