Nyhed
04. juni 2026 | 16:35

Wim Wenders trækker film tilbage efter kritik

Foto | Martin Schäfer

I Falsche bewegung spiller trettenårige Nastassja Kinski en ung, tilsyneladende stum akrobat, som hovedpersonen møder på et tog.

Den tyske instruktør undskylder over for skuespilleren Nastassja Kinski, der som trettenårig medvirkede topløs i Falsche bewegung, og vil foreløbig fjerne filmen fra offentligheden.

Af Frederik Hoff

Over 50 år efter sin udgivelse bliver den tyske film Falsche bewegung (1975) nu trukket tilbage, skriver Ekstra Bladet via Ritzau og citerer en meddelelse fra instruktøren Wim Wenders’ fond Wim Wenders Stiftung.

Beslutningen sker efter pres på den tyske, Guldpalme-vindende instruktør fra skuespilleren Nastassja Kinski.

Hun har i seksten år forsøgt at få en specifik scene fra filmen fjernet, hvor hun som trettenårig medvirker topløs og bliver slået i ansigtet af en voksen skuespiller – Rüdiger Vogler – der kun er iklædt underbukser.

Efter lang tids juridiske forsøg gik hun for nylig offentligt til værks i forbindelse med en ærespris til Wenders. I avisen Süddeutsche Zeitung beskrev hun optagelsen af scenen, hvor hun ikke følte sig ordentligt beskyttet af instruktøren.

80-årige Wim Wenders har hele tiden nægtet at fjerne scenen, men da han modtog æresprisen ved Deutscher Filmpreis 29. maj opfordrede han til debat om emnet. Han sagde også, at han var bekymret for, hvilken præcedens det kan skabe at fjerne filmscener.

Talen fik flere negative reaktioner, blandt andet fra Babylon Berlin-skuespilleren Julius Feldmeier, der ifølge The Guardian skrev et åbent brev til instruktøren og bad ham om at tage ansvar.

Nu har Wim Wenders overraskende valgt at trække hele filmen tilbage.

”Som den eneste person, der stadig er her og på det tidspunkt havde ansvar for Falsche Bewegung, anerkender jeg, at Nastassja Kinski skulle have været beskyttet bedre dengang. Det vil jeg gerne undskylde uforbeholdent for,” udtaler han i meddelelsen fra fonden Wim Wenders Stiftung.

Filmen skal fjernes fra alle de steder, hvor den kan ses, inklusive streamingtjenester, på tv og biografvisninger. At arrangere en tilbagetrækning i samarbejde med alle distributører globalt må forventes at være et stort arbejde, og foreløbig er der ingen informationer om, hvordan det i praksis skal foregå. 

Ikke permanent
Foreløbig kan Falsche bewegung stadig ses i Danmark, blandt andet på Blockbuster under titlen Wrong Move. 

Deter ikke en af de mest populære Wim Wenders-film. Men instruktøren vandt Guldpalmen for Paris, Texas i 1984 og kendes også for Himlen over Berlin og Oscar-nominerede Perfect Days. Så der vil formentlig være interesse for hans tidlige værker langt ud i fremtiden, også det fra 1975.

Der er heller ikke nødvendigvis tale om en permanent tilbagetrækning.

Ekstra Bladet fortæller, at Wim Wenders Stiftung ifølge meddelelsen vil have en større dialog med filminstitutionerne i Tyskland om fremtiden for Falsche bewegung.

”Kun efter at den proces har fundet sted – selv hvis det tager et betragteligt stykke tid – og når vi har været i stand til at finde en løsning, som der er gensidig enighed om – og inkluderer Nastassja Kinski – vil vi gøre filmen tilgængelig igen,” skriver fonden.

Få fortilfælde
Det er sparsomt med fortilfælde, hvor en film er trukket helt tilbage fra offentligheden, men der er et par kendte eksempler.

Disneys Song of the South fra 1946 er aldrig blevet genudgivet på dvd, Disney+ og lignende, fordi den vurderes til at være racistisk.

Stanley Kubricks A Clockwork Orange fra 1971 blev i 1973 trukket ud af det britiske marked, fordi forbrydere angiveligt kopierede volden. Kubrick bad selv Warner Bros. om forbuddet, som først blev ophævet, efter han gik bort i 1999.

Borte med blæsten blev i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen i 2020 kritiseret for at romantisere sydstaterne i slaveritiden. Derfor blev filmen fjernet fra HBO Max, indtil den få uger senere vendte tilbage, udstyret med en introduktionsvideo.

Trailer: Falsche bewegung

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko