Nyhed
07. feb. 2019 | 18:44 - Opdateret 08. feb. 2019 | 23:26

Sagsøger Amazon for 68 millioner dollars

Foto | uoplyst
83-årige Woody Allen har haft en succesrig filmkarriere, men nu kæmper instruktøren for at få lov til at lave film.

Woody Allen vil have erstatning for, at Amazon efter hans opfattelse har brudt en filmaftale efter ”ubegrundede” anklager mod ham.

Af Claus Christensen

Woody Allen har i dag sagsøgt Amazon Studios for 68 millioner dollars, hvilket svarer til 447 millioner danske kroner. 

Den 83-årige instruktør anfører, at streamingtjenesten har trukket sig ud af en aftale med instruktøren. Han skulle have instrueret flere film for Amazon, men på grund af en i hans øjne ”25 år gammel, grundløs beskyldning” har streamingtjenesten ikke ønsket at arbejde med instruktøren.

Det skriver det førende amerikanske brancheblad Variety.

Woody Allen har dog nået at lave en film færdig for Amazon Studios. Den hedder A Rainy Day in New York og handler ifølge IMDb om ”to unge mennesker, der ankommer til New York og oplever dårligt vejr og en række eventyr”. Men filmen har i mere end seks måneder samlet støv på en hylde.

Variety skriver, at beløbets gigantiske størrelse skyldes, at der er tale om en aftale på fire spillefilm. Desuden er der udgifter til advokater.

Forbindelse til Weinstein
Ifølge sagsanlægget holdt Amazon et møde i december 2017 med repræsentanter for Woody Allen.

Her skal man have forklaret, at streamingtjenestens omdømme var skadet på grund af forbindelsen til den #MeToo-anklagede producent Harvey Weinstein og sexchikane-beskyldninger mod Amazons topchef Roy Price, der endte med at blive fyret.

Tjenesten valgte derfor at udsætte A Rainy Day in New York til 2019, hvor man angiveligt definitivt har besluttet, at filmen ikke skal udsendes.

Det skyldes, at Woody Allen er blevet anklaget for at have forgrebet sig på sin syvårige adoptivdatter Dylan i 1992. Mia Farrow og hans kæresteforhold var måneder forinden gået i stykker, da Farrow havde afsløret Allens affære med hendes 21-årige adoptivdatter Soon-Yi Previn.

Overgrebet blev undersøgt, men politiet fandt dengang, at beviserne mod Woody Allen var for svage til at retsforfølge ham. I 1997 giftede Allen sig med den 35 år yngre Previn, som han stadig i dag lever sammen med.

Skuespillere fortryder
Sagen blussede igen op for fem-seks år siden, da den nu voksne Dylan gentog sine anklager mod Woody Allen – først i artikler og siden i et tv-interview.

Det fik – sammen med #MeToo-bevægelsen – stemningen i Hollywood til at vende til fordel for Dylan, og skuespillerne Griffin Newman, Timothée Chalamet, Selena Gomez og Rebecca Hall har udtalt, at de fortryder deres medvirken i A Rainy Day in New York. De har alle doneret honoraret fra filmen til organisationer, der bekæmper seksuelle overgreb.

Skuespilleren Jude Law, der i filmen øjensynlig har forhold til meget unge kvinder, ærgrer sig derimod over filmens skæbne. 

”Det er en forfærdelig skam. Jeg ville elske at se filmen. Folk har arbejdet virkelig hårdt og lagt en masse kræfter i filmen, selsagt også Allen,” har Jude Law udtalt til New York Times.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko