Kan en film være så provokerende, at den føles som et personligt angreb? Så voldsom som en spytklat midt i fjæset?
Forleden var min veninde og jeg til festivalen MIX Copenhagen. Vi så dokumentaren Shakedown, som foregår på diverse klubber i Los Angeles og følger forskellige afroamerikanske queer-kvinder, der arbejder på klubberne som dansere og strippere.
Shakedown er en film, der skildrer sex uden omsvøb. Kvinderne kaster sig op og ned ad hinanden og vælter rundt på dansegulvet i en regn af dollarsedler og til lyden af tung hiphop.
Der bliver vist bare bryster og til tider også kønsdele, men det var hverken filmen, vildskaben eller kønsdelene, der overraskede og forskrækkede mig. Det var publikum, som efter kort tid begyndte at udvandre.
Hvorfor udvandrer man?
Jeg har svært ved at forstå det. Man har betalt en dyr billet, man har formentlig set en trailer eller læst en anmeldelse af filmen. Man går vel i biografen, fordi man er nysgerrig? Ikke blot på filmen, plottet eller instruktøren, men også på de mennesker, hvis virkelighed filmen skildrer?
Jeg har aldrig selv udvandret fra en film. Det går imod min natur. Jeg har haft lyst til det et par gange, hvis filmen har været ubehagelig, sadistisk eller kvindefornedrende, men min krop har alligevel ikke villet give efter. Pligtopfyldende er jeg blevet siddende stiv og ubevægelig, med popcornene solidt placeret i skødet.
I Cannes udvandrer anmelderne, hvis filmene er under forventning. Der er næsten gået sport i at skride. Journalisterne tæller minutter og sekunder. De har indbyrdes konkurrencer, hvem tør udvandre først? Og hvem følger bare trop?
De rejser sig demonstrativt fra deres sæder, forlader salen med ranke rygge og skriver spottende anmeldelser, hvor de håner deres opportunistiske kollegaer for trofast at blive siddende.
Der gik cirka en halv time, før to ældre kvinder på rækken foran mig – efter en længere, lavmælt diskussion – besluttede sig for at udvandre fra Shakedown.
”Kan vi tillade os det?” spurgte den ene, og den anden trak på skuldrene.
”Det ved jeg virkelig ikke,” hviskede hun nervøst, ”lad os hellere vente lidt”.
Stripperne på lærredet dansede ufortrødent videre. Røve blev fortsat rystet, trusser blev revet af, og de to ældre kvinder, som ellers havde forsøgt at udholde ”galskaben”, rejste sig diskret og bevægede sig en smule duknakkede, næsten som i skam, ned langs tilskuerrækken og direkte mod exit-skiltet.
Der var ingen stolthed at spore i deres listende gang. Modsat Cannes-festivalen var det ikke en triumf at udvandre. Det var et totalt nederlag.
Alligevel fulgte flere mænd blandt publikum trop. Krumbøjede og med ansigterne gemt i vinterfrakken rejste de sig fra deres pladser. De blev til deres egen store fortvivlelse udsat for noget, som de ikke kunne rumme eller kapere. Og det var hverken vold, sadisme eller sexisme, men derimod noget så sjældent som en film om brune minoritetskvinder lavet af brune kvinder.
For det hvide ældre publikum skal der åbenbart ikke meget mere til end et par brune, halvnøgne kroppe og et par blottede kønsdele, før popcornene går galt i halsen.
Men er det ikke selvsamme publikum, der lader sig skræmme af Shakedown, som snart vil lade sig begejstre af Triers The House That Jack Built, hvor unge skønne kvinder bliver myrdet på stribe? Lur mig, om ikke de fleste bliver siddende til rulleteksterne.
Shakedown er en dokumentar, som på en gang er voldsom og befriende. Den oser af sex, men rummer også en vigtig politisk protest.
Der er ingen mænd tilstede på klubberne, ingen til at diktere kvindernes påklædning eller bevægelser. Klubben er et østrogenfyldt frirum, et sted hvor brune kvinder, der elsker med kvinder, kan danse og blotte sig til ære for hinanden.
Det yngre publikum på MIX Copenhagen fattede pointen. De klappede og jublede flere gange undervejs og gik opløftede fra biografen.
De eneste hvide mennesker i Shakedown er de mandlige betjente, der gang på gang bryder ind på klubberne og uden væsentlige grunde lukker festerne og anholder danserne.
En lille del af betjentene skammer sig, fornemmer man, når de forlader stedet med ansigterne mod fortovet.
De er ligesom de hvide biografgængere trådt ind på et ukendt territorium. De befinder sig midt i et miljø, de ikke kan forstå og måske væsentligst af alt: ikke vil forstå.
På filmfestivalen i Sitges i Catalonien var der i år en overflod af film, hvor mænd begår overgreb mod kvinder, og der blev højlydt jublet i biografsalen, da Uma Thurman fik slået ansigtet i smadder med et værktøj af Matt Dillon i The House That Jack Built.
Vi er vant til vold og tortur, kvindekroppe som objekter, kvinder der bliver skåret i småstykker, kvinder der hungrer efter mænd og går til uden deres opmærksomhed. Vi giver stadig den slags film priser og stående applaus til de mandlige instruktører, men et par brune bryster på det store lærred gør os utilpasse, og kvinder, der ufortrødent udfolder deres seksualitet provokerer os i en sådan grad, at vi føler vi os nødsaget til at forlade biografen.
Det er hvide betjente, som bryder dørene ind på klubben i Shakedown, og det er det hvide publikum, som flygter ud af dørene i biografens dunkle mørke.
Kommentarer