Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

16. nov. 2019 | 21:34

Disneys skatkammer er åbnet

Foto | Disney
Forsiden på Disney+ fremhæver den nye Star Wars-serie The Mandalorian, men også Pixars animationsperler og Marvels superhelte har hjemme på streamingtjenesten.

Disney åbnede 12. november for sit streamingskatkammer, og over ti millioner tilmeldte sig tjenesten på det første døgn.

Forståeligt nok, for det er en på alle planer en forrygende streamingtjeneste. Og selv om Disney+ endnu ikke er tilgængelig herhjemme, er der allerede danske undertekster på Star Wars – og Jeff Goldblum taler dansk.

Disney+ er kun åbnet i USA, Canada og sjovt nok Holland, og 19. november kommer Australien og New Zealand med. Man har desuden meddelt, at tjenesten bliver tilgængelig i England, Tyskland, Italien og Spanien 31. marts næste år.

Det kan være hårdt at skulle vente, og derfor er vi da også mange, der tyr til små finter for at få hul igennem til den amerikanske udgave af Disney+.

For et par uger gik Apple TV+ i luften med en meget flot og innovativ brugerflade og meget flot billedkvalitet. Men allerede nu er Apple klart overgået af Disney+. Brugerfladen forekommer mere blød og levende, smukt og diskret grafisk animeret, overskuelig, informativ og nem at finde rundt i.

Disney+ skal også have ros for ikke at anvende de aggressive trailere, som vi kender fra Netflix, men en mere subtil live-action-trailer i baggrunden og uden lyd. Disneys originale serier har en enestående visuel kvalitet, når de ses på en stor 4K-fladskærm med High Dynamic Range og med perfekt Dolby Atmos-lyd.

Star Wars-serien The Mandalorian og den helt nye live action-udgave af Lady og Vagabonden, der får eksklusiv premiere på Disney+, er billed- og lydteknisk så flotte, at man næppe kan opleve noget så perfekt i nogen biografsal. Som særligt krydderi kan man i øvrigt opleve Werner Herzog som en mystisk karakter i The Mandalorian – der er godt nok sket meget siden Fitzcarraldo og Aguirre, den gale erobrer!

En lang række af både nyere og ældre titler er blevet opgraderet til 4K HDR-standarden og Dolby Atmos-lys.

Vi kan håbe på, at Disney+ snart vil blive lanceret i Danmark, og som et kuriosum kunne jeg på min AppleTV-boks allerede få danske undertekster på en række af de nye udgivelser. Disney+-serien Pixar in Real Life findes endda med danske stemmer!

Det samme er National Geographic-serien The World According to Jeff Goldblum. Det er dog ikke rart at høre Jeff Goldblum tale dansk.

Disney er i fuld gang med at klargøre sin internationale udrulning af streamingtjenesten. Når det tager tid, skyldes det sandsynligvis ønsket om at lave en gennemført lokal tilpasning – med dansk menu, danske undertekster og dansk tale til børnene.

Det er ikke alt Disney, man kan finde på Disney+ endnu. Der er formentlig fortsat rettighedsaftaler, der først skal løbe ud, og måske holder man også lidt guf tilbage.

Men der er godt åbent for hvælvingerne i skatkammeret med et utal af skønne klassikere, et meget omfattende Pixar-bibliotek (formentlig det hele), Marvel en masse og 30 sæsoner af The Simpsons.

Dertil alt fra Avatar til The Sound of Music, rettigheder fra Disneys opkøb og fusioner og en række originale produktioner, rettet direkte mod Disney+-tjenesten.

I det store bagkatalog kan man finde kuriøse klassikere som Melody Time (1948), der er påhæftet en særpræget disclaimer: ”This program is presented as originally created. It may contain outdated cultural depictions.”

I en tid, hvor vi i vores del af verden må se Pippi Langstrømpes fars navn ændret fra ”Negerkongen” til ”Sydhavnskongen”, er det sikkert fornuftigt af Disney at tage sådanne forbehold.

Disney+ er som at træde ind i en uendeligt stor slikbutik med frit valg på alle hylder og familiehygge til juleaften og de næste mange år frem. Det er en stensikker succes, især til blot 6,99 dollars om måneden eller 69,99 dollars om året.

Denne streamingtjeneste vil finde vej til formentlig alle de amerikanske husstande, der også har Netflix. Disney er lig med ufarlig familieunderholdning, så skal man have noget med kant og saft og kraft for de voksne, bliver man nødt til at beholde sit Netflix-abonnement.

Nogen Netflix-killer er Disney+ derfor formentlig ikke.

Danske familier vil helt sikkert også elske Disney+. Man kan blive bekymret for det forøgede pres på de lokale danske og nordiske tv-stationer og streamingtjenester, når endnu en amerikansk gigant dukker op på vores marked med tusinder af attraktive titler og endda med en billedkvalitet, der ligger langt over, hvad de lokale aktører tilbyder i dag.

Den store streaming-krig er med lanceringen af Disney+ nu for alvor skudt i gang.


Et lille udvalg af de bugnende hylder i Disney+-app’en.

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko