Fra hoften

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

19. jan. 2015 | 12:06 - Opdateret 21. jan. 2015 | 22:46

Regner Grasten ny filmkonsulent

19. jan. 2015 | 12:06 - Opdateret 21. jan. 2015 | 22:46

Regner Grasten ny filmkonsulent

Det Danske Filminstitut søger to nye spillefilmkonsulenter fra den 1. april i år. Vi har haft glæde af klippere, manuskriptforfattere, skuespillere, filminstruktører, men aldrig en filmproducent. I erkendelse af, at det er en stilling, der kræver mere end ”bare” at læse et manuskript, har Filminstituttet skærpet kravene til stillingen, som også kan læses på dets website:

Specifikke kvalifikationskrav

– erfaring i at analysere filmmanuskripter og/el. projektforslag

– erfaring i at vurdere det kunstneriske udviklingspotentiale i indkomne ansøgninger

– erfaring i at vurdere instruktørens, manuskriptforfatterens og andre ledende kreative kræfters potentiale i forhold til at udvikle historien og realisere manuskriptet/projektet

– erfaring i at coache et projekt gennem alle dets udviklingsfaser fra idé til færdig realisation

– evne til at formulere sig mundtligt og skriftligt på utvetydig, konkret og konstruktiv vis samt kunne skabe en positiv og kreativ atmosfære, der giver ansøgeren de bedste muligheder for at udvikle sin idé

– evne og integritet til at træffe beslutninger, der i mange tilfælde må forventes at blive negativt modtaget, og være åben overfor en fortsat dialog

– evne til at forstå økonomiske forhold, som de formidles i rådgivning og samarbejde med producere og direktion

– gode samarbejdsevner, vilje til at indgå i nært samarbejde med Filminstituttets medarbejdere indenfor produktion og distribution m.v.

Som producer/producent i snart 30 år og med en produktion, der dækker alle genre (undtagen porno), føler jeg, at jeg er kvalificeret til jobbet.

Jeg kan sagtens være filmproducent samtidig, da det jo er en ”kreativ” stilling, og ovenstående vil jeg bestemt kunne udføre anytime i døgnet. Jeg kan selvfølgelig ikke som producent søge støtte på konsulentordningen, men det er heller ikke noget problem, da Regner Grasten Film kun har fået én produktionsstøtte under konsulentordningen i de 30 år, vi har produceret film (det var i øvrigt Kun en pige).

Jeg har derfor søgt stillingen som ny spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut. I Fiminstituttets ånd, der indbefatter åbenhed, vil jeg bringe min ansøgning her på bloggen:

Ansøgning til spillefilmkonsulent

Jeg søger hermed stillingen som spillefilmkonsulent. Mine kvalifikationer kan læses af vedhæftet cv.

Hvorfor vil jeg være filmkonsulent? Fordi jeg føler et ansvar for dansk film og dets fremtid, især i disse tider, hvor hele branchen er i en af de største omvæltninger i nyere tid. Jeg vil som filmkonsulent føre dansk film gennem det stormvejr, som det befinder sig i.

Hvordan vil jeg gøre det?

Jeg vil støtte film, der vil noget, film der flytter grænser. Jeg vil føre filmen tilbage til det, den burde være: en kunstart. Derfor vil ingen filmselskaber eller filmudøvere kunne få støtte på deres navn, kun på deres værk.

De fleste film bliver produceret for dyrt i dag. Jeg ville kunne sige til producenten og instruktøren: ”Den film kan du få støtte til, hvis du kommer tilbage med et budget, der er 30 % mindre – ellers ikke.” Det betyder, at støtterne bliver i forhold til et realistisk budget. Dermed kan jeg sætte flere film i gang , samtidig med at jeg kan have råd til, at de store film kan laves.

En støtte fra Regner Grasten vil derfor kunne ses på lærredet og ikke på filmselskabets regnskab.

Som filmkonsulent vil jeg sætte talentet og filmen i højsædet, så dansk film igen kan blive noget man respekterer og anerkender i ind- og udland.

Med hensyn til mit virke som filmproducent vil jeg fortsætte Regner Grasten Film, da vi kun søger støtte i Markedsordningen og talentpuljen New Danish Screen.

Kommentarer

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

© Filmmagasinet Ekko