Der bliver talt så meget om, hvad en instruktør skal kunne, hvilken ret han eller hun har til den færdige film, og om det overhovedet er rimeligt, at noget hedder ”en film af”.
Film er samarbejde, selvfølgelig er det det.
I princippet er det muligt at hive en person ind fra gaden og ”pakke vedkommende ind i teknik”. Man kan bare ansætte en dygtig assistent, lade fotografen lave arrangement og skudplan, kostumieren vælge kostume, klipperen klippe filmen osv.
På sådan en produktion er det arbejde, der er tilbage til instruktøren at sige: ”Spil ordentligt” og ”Værs’go’”.
Det kan sagtens lade sig gøre med sådan en film. En plotstyret fortælling med konventionelle valg – værs’go’.
Men jeg tror alle faggrupper vil være enig med mig i, at det er sjovere at arbejde sammen med en instruktør, der har en vision og en indsigt i filmsproget og filmhåndværket. Når barren er sat højt, inspirerer det alle til at yde max og skabe nye løsninger.
Jeg faldt over en video med Agnès Varda, som i lørdags fik æresprisen ved European Film Awards 2014. Den franske, 86-årige auteur har været aktiv siden nybølgen i 1960’erne og er kendt for sine raffinerede, poetiske film. I videoen fortæller hun om, hvad der inspirerer hende, og hvad hun synes, at en instruktør skal være og gøre.
Det er altid en glæde, når nogen stikker af fra mainstream og skaber filmkunst, der kan inspirere os andre. For hold da op, hvor ville det være kedeligt, hvis filmproduktion bare var et spørgsmål om at blive pakket ind I teknik.
Se endelig hele videoen, for det er ikke mindst i slutningen, at Agnès Varda folder sig ud.
facebook
twitter
Kommentarer