Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

01. sep. 2015 | 19:49

Dokumentarfilm i efteråret

Foto | Fox Searchlight Pictures
Davis Guggenheims The Named Me Malala er en dokumentarfilm om Nobelpris-modtageren Malala Yousafzai, som engagerede sig i debatten om pigers ret til skolegang og blev skudt i ansigtet af en pistolbevæbnet Taliban-kriger.

”I en spillefilm er instruktøren Gud, i en dokumentarfilm er Gud instruktøren” – Alfred Hitchcock

Som opfølger til mit blogindlæg om de største danske dokumentarfilm i dette årtusinde, skal vi her kigge fremad.

Oven på de senest udsendte dokumentarfilm Amy og Jeg er Ingrid vil resten af 2015 byde på elleve spændende – både danske og udenlandske – dokumentarfilm af stor diversitet.

Her er alt fra et portræt af Per Kirkeby og en afdækning af sekten Scientology over folkedrabet i Chile og en grønlandsk diva til Malala Yousafzai og en familie i New York, som aldrig har været uden for hjemmets fire vægge ,og hvis viden om verden alene kommer fra Hollywood-film.

Nedenstående de elleve dokumentarfilm i resten af 2015:

  

The Visit – An Alien Encounter (premiere 2. september)


Den danske, prisbelønnede dokumentarist Michael Madsen har danske biografgængere stiftet bekendtskab med i Into Eternity, som er en filosofisk film om et atomaffaldsdepots svimlende tidsperspektiv.

Denne gang har instruktøren kastet sig over et endnu mere vidtløftigt emne: menneskets første møde med intelligent liv fra rummet –- som om det allerede havde fundet sted.

Med adgang til FNs kontor for ”Anliggender vedrørende det ydre rum” forsøger filmen at afdække, hvordan et besøg fra det ydre univers ville foregå.

”Filmen appellerer især til sci-fi-fans, der nyder at spekulere over de store spørgsmål om vor eksistens, der ofte ligger til grund for genrens bedste historier,” skriver Tim Grierson i Screen International.

 

Going Clear – Scientology and the Prison of Belief (premiere 10. september)

 

Alex Gibneys dokumentarfilm er en skræmmende afdækning af Scientology.

Baseret på arkivmateriale og afslørende interviews med frafaldne, ledende medlemmer af den religiøse sekt handler filmen om Scientologys milliardindustri og nådesløse metoder.

Scientologys nye leder, David Miscavige, som tog over efter sektens grundlægger L. Ron Hubbard døde i 1986, fremstilles som en helt igennem magtliderlig person. Hans største triumf er indtil videre, at det er lykkedes ham at få Scientology fritaget for skat med den begrundelse, at det er en religion.

Filmen sætter også fokus på en af sektens mest prominente medlemmer, Tom Cruise, som har enorm betydning for Scientology, og som der bliver puslet om på alle leder og kanter.

Leslie Felperin fra Hollywood Reporter (og Ekko!) skriver i sin anmeldelse: ”Denne upåklagelig samlende og velargumenterede film repræsenterer en modig, rettidig indgriben i debatten omkring en organisation, der har ulmet i nogen tid.”

 

Eskimo diva (premiere 10. september)


Den danske dokumentarist Lene Stæhr, som tidligere har lavet Levende mirakler (2004) i samarbejde med Alec Due, er nu tilbage med en fortælling om en ung mands kamp for at være den, han er.

Den unge mand Nuka repræsenterer på mange måder det moderne Grønland og dets subkulturer. Nuka er homoseksuel og ligner en japansk popstar. Han kommer fra overklassen og er en af de grønlændere, der ikke taler landets sprog, og som nok er eksponent for mange af Grønlands aktuelle problemstillinger. Og på grund af hans mange forsøg på at provokere og revolutionere mødes han af en del modstand fra traditionalister.

 

Arcade Fire: The Reflektor Tapes (premiere 24. september)


Instruktøren Kahlil Joseph debuterer med dokumentarfilmen om det canadiske band Arcade Fire. Bag sig har instruktøren et par kortfilm, hvoraf den ene, Until the Quiet Comes, blev præmieret på Sundance filmfestivalen i 2013.

Filmen handler om tilblivelsen af bandets plade Reflektor, men derudover vil der også være optagelser fra deres koncerter.

 

Naturens uorden (premiere 7. oktober)


Instruktøren Christian Sønderby Jepsen, som tidligere har lavet de stærkt roste dokumentarfilm Testamentet (2011) og Blodets bånd (2013), kommer med en ny film om en dansk skæbne.

Journalisten, komikeren og spastikeren Jakob Nossell er fokus. I en verden, hvor hans forældre og forskningen kunne have fravalgt ham, forsøger han at forstå sin skæbne. Gennem samtaler med blandt andet familie og forskere forsøger han at finde meningen med sit eget og andre handicappedes liv.

 

He Named Me Malala (premiere 29. oktober)

Davis Guggenheim, manden bag blandt andet En ubekvem sandhed (2006), It Might Get Loud (2008), Waiting for Superman (2010) og U2: From the Sky Down (2011), kommer med filmen om den yngste Nobelpris-modtager nogensinde, Malala Yousafzai.

Om eftermiddagen den 9. oktober 2012 gik Malala ombord i en skolebus i Swat beliggende i nordvestlige Pakistan. En pistolbevæbnet mand fra Taliban spurgte, hvad hun hed, og affyrede derefter tre skud mod hendes ansigt.

Hun havde engageret sig i debatten om pigers ret til skolegang i Pakistan. Filmen beskæftiger sig med en beskrivelse af begivenhederne, der ledte op til angrebet på Malala og eftervirkningerne, hvor hun blandt andet holdt en berømt tale i FN.

 

Mand falder (premiere 11. november)

 

Dansk dokumentarfilms mor, Anne Regitze Wivel, har endnu engang kastet sig ud i et portræt af kunstneren Per Kirkeby. Den første film var Slottet i Italien (2000), hvor Wivel fulgte kunstneren under en depression.

I den nye film vender Wivel tilbage til Kirkeby, som nu har mistet førligheden efter et fald ned ad en trappe, som resulterede i en hjerneskade. Førligheden er ikke det eneste, Kirkeby har mistet. Han har også mistet evnen til at genkende farver og endda også sine egne kunstværker.

Anne Regitze Wivel tegner et portræt af Per Kirkeby gennem samtaler med familie, venner, kolleger og kunstneren selv.

 

Perlemorsknappen (premiere 19. november)

 

Patricio Guzmáns film vandt i år to priser på filmfestivalen i Berlin, blandt andet en Sølvbjørn.

Havet indeholder hele menneskehedens historie. Havet holder alle stemmerne fra jorden, og dem, der kommer fra det ydre rum. Vand modtager impulser fra stjernerne og sender dem til levende væsener. Havet er samtidig det sted, Chiles diktator Pinochet henkastede ligene af mere end 12.000 politiske fjender.

Kritikeren Patrick Gamble giver filmen disse ord med på vejen i CineVue: ”Ved at kombinere indsigtsfulde interviews med poetisk fotografering og metafysisk fordybelse, forsker Guzmán i hukommelsen, som river sarkofagen åben for en hel nations skyld og fremlægger rådne beviser på denne oversete periode med et enormt folkedrab.”

 

Ejersbo (premiere 25. november)

 

I Christian Holten Bonkes første dokumentarfilm siden Ballroom Danser fra 2011, om verdensmesteren i latinamerikansk dans, kommer et portræt af den afdøde forfatter Jacob Ejlersbo.

I beretningen om kunstnerlivets omkostninger, bliver personerne fra Ejersbos bøger vakt til live. Al kunstnerliv har en omkostning, i særlig grad hvis man – som Jacob – har en kompromisløs indstilling.

Vi følger også hans to venner opfylde forfatterens sidste ønske om at få sin aske spredt over de afrikanske bjerg Kilimanjaro.

 

Nostalgia for the Light (premiere 10. december)

 

Som en opfølger til Patricio Guzmáns Perlemorsknappen kommer en af instruktørens tidligere filmperler nu endelig op i de danske biografer.

Filmen er fra 2010 og tager sit udgangspunkt i Atacama-ørkenen i Chile, hvor himlen er så klar, at forskerne kan se langt ud i universet.Det er også et sted, hvor varmen skaber gode betingelser for bevarelse af lig.

Så mens forskere samles for at finde tegn på liv i universet, søger en gruppe kvinder efter deres pårørende, der forsvandt under Chiles diktatur.

Filmen vandt prisen som bedste dokumentar ved European Film Awards.

Ann Hornaday skriver i Washington Post: ”En filmskabers mesterværk – en udsøgt filmet, poetisk skrevet meditation om, hvordan fortid og nutid mødes i menneskehedens mest gådefulde spørgsmål.”

 

The Wolfpack (premiere 25. december)

Crystal Moselles prisbelønnede film vandt juryens store pris for bedste dokumentarfilm ved Sundance Filmfestivalen 2015.

I en stor, tillukket lejlighed på Manhattan lever Angulo-brødrene sammen med deres søster og forældre. De er nærmest fanget i lejligheden og har hele deres liv kun været ude for døren et fåtal gange. Hvad de ved om verdenen, har de lært fra film på tv. Selv internettet er ukendt territorium.

”Hvad nu hvis alt, du vidste om verden, kom fra Hollywood-film? Det er filmens spørgsmål – og Crystal Moselle har lavet en gribende dokumentarfilm om dette emne. Du vil ikke være i stand til at trække øjnene væk fra lærredet,” skriver Peter Travers i Rolling Stone.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko