Mange fortæller mig, at det er alt for tidligt at drage konklusioner på grundlag af de fire danske lavbudgetfilm, der foreløbigt er kommet ud af det initiativ, Det Danske Filminstitut igangsatte for et år siden. Det til trods for, at lavbudgetfilm ikke ligefrem er en ny opfindelse, og de seneste års danske lavbudgetfilm bestemt ikke har været et eksempel til efterfølgelse.
Tænk bare på En, to, tresomt, kolbøttefabrikken og Den sidste rejse.
Nuvel, men lad os så kigge nærmere på de engelske erfaringer på området.
I England så man allerede i 2004 en stigning i antallet af lavbudget-film – eller mikrobudget-film, som man rettelig kalder dem i England – efter der i årevis kun var blevet produceret omkring 20 mikrobudget-film årligt.
Men fra 2004 skete der for alvor noget. Den teknologiske revolution havde betydet at alting var blevet meget billigere på de fleste områder af filmproduktion.
Disse nye, billigere teknologier førte til et sand boom i antallet af lavbudgetfilm, som kulminerede i 2010. I 2010 blev der produceret 235 mikro-budget film. Det var to tredjedele af den totale engelske film- produktion det år!
I 2011 kølede boomet dog af og røg i frit fald fra 235 film i 2010 til kun 60 film i 2015. Hvis den trend fortsætter, er vi snart tilbage til de tyve mikrobudgetfilm årligt, som blev produceret i 2003.
I England – som i Danmark – overså man nemlig den detalje, at publikums forventninger til film på det store lærred i mellem tiden var blevet dramatisk meget større.
Det kan alt sammen iagttages i nedenstående skema.
Og hvad er der så kommet ud af de 1.419 mikrobudgetfilm, som blev produceret i England mellem 2003 og 2015?
Ingen verdens ting.
Kun mikroskopiske 0,5 procent af filmene har indspillet over £1,0 mio. globalt og kun fem procent af mikrobudgetfilmene er blevet profitable. Og her skal man tænke på, at filmene er indspillet på et sprog og på grundlag af en kultur, som deles af to milliarder mennesker over hele kloden.
De fem fiktionsfilm, som på mikrobudget-området er blevet mest profitable, er Locke, Anuvahood, Still Life, Redirected og Weekend. Ud af 1.419 – ettusindefirehundrenitten – film!
Og hvordan er det så gået instruktørerne af alle disse lavbudgetfilm?
Langt de fleste har ladet det blive ved blot en enkelt film, og kun én enkelt instruktør ud af de 1.419 film er blevet noget stort. Det drejer sig om Gareth Edwards, som instruerede mikrobudgetfilmen Monsters (2010) og senere kastede sig over de højt budgetterede Godzilla (2014) og den aktuelle Rogue One: A Stars Wars Story (2016). Al den postyr for én enkelt instruktør, som såmænd nok alligevel var brudt igennem uden ”hjælp” fra en mikrobudget-film.
Hvis man skal overføre de engelske erfaringer til lillebitte Danmark på størrelse med Hamborg og omegn, er sandsynligheden for, at en instruktør bliver noget stort med afsæt i mikrobudgetfilm, i samme klasse som at vinde 100 millioner kroner i lotto.
Nej, lavbudgetfilm er dødens pølse. En masse postyr for ingen verdens ting.
Til gengæld går de engelske højbudgetfilm bedre end nogensinde. Englænderne vil nemlig – som danskerne – have højbudgetteret underholdning af stort format med kendte skuespillere.
Kommentarer